Skjaldekunst: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
fjerner ulæselig islandsk
m Typo fixing, typos fixed: idag → i dag
Linje 4:
 
Vi ved ikke hvordan digtene blev fremført, men den stramme og regelbundne metrik lader antyde at der
kan have været tale om en kombination af sang og dans, i lighed med det der stadig findes på [[Færøerne]]<ref>Ifølge sagaerne har det vel nok kun drejet sig om recitation. Dans omtales ikke, men derimod utallige tilfælde når skjalden hævede sin røst og andre tav. Som [[Erik_BlodøkseErik Blodøkse|Eiríkr blóðøx]] sagde, da Egill havde reciteret Höfuðlausn: &#132;Bezta er kvæðið fram flutt ...&#147;, dvs. &#132;Digtet er blevet foredraget på den bedste måde ...&#147; og hermed mener kongen Egils stemme og foredragskunst &mdash; omstændighederne gør dans umulig. Mens Egill stod og reciterede sit iøvrigt underlødige men smuktklingende kvad, måtte kongen sidde og gruble over, hvordan han skulle løse den klemme som alle deltagende befandt sig i. Dans ville kun have distraheret ham, mens Egils røst, med den lidt syngende norrøne accent, måske har tjenet som et dulmende underspil.</ref>.
 
Mange vikingekonger havde [[skjald]]e tilknyttet deres [[hird]], og disse stod meget højt i anseelse. Deres funktion var at
Linje 15:
Digtene synes at have bredt sig blandt folk som en løbeild, og de bedste af dem blev husket ordret i mange generationer.
Mange af de kvad som er nedskrevet i de islandske middelalderhåndskrifter, menes at været stort set ordrette overleveringer
som er gået fra mund til mund i et århundrede eller mere, inden de blev nedskrevet af historieinteresserede islændinge. Skjaldekunst er idagi dag en del af [[Islandsk litteratur i middelalderen]].
 
Blandt de mest berømte norske hirdskjalde var [[Thjodolf den Hvinverske]], [[Thorbjørn hornklofi]] og [[Eyvind Skaldaspillir]]. De norske skjalders overleverede saga blev kort. Med Eyvindr nåede den norske skjaldekunst allerede sit højdepunkt omkring midten af det 10. århundrede og så slap nordmændene op. Derefter overtoges rollen af islændinge. Deres guldalder varede et par århundreder, men med norske bidrag var det forbi.<ref>Om danskere og svenskere har gjort sig gældende vides så godt som intet, men i det 11. århundrede var de nordiske sprog allerede i færd med at skilles. Men man ved dog, at danskerne forstod islændingerne, idet islandske skjalde kunne finde på at digte til danske kongers ære, og [[Saxo]] nævner islændingene kollektivt blandt sine hjemmelsmænd.</ref>