Versionen fra 13. mar. 2010, 21:36 redigér TobeBot (diskussion \| bidrag) 19.535 edits m robot Tilføjer: br:Poltred ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 11. jun. 2010, 09:01 redigér fjern redigering 77.215.143.98 (diskussion) lix Gå til næste forskel →
Linje 1: {{harflertydig4\|For alternative betydninger af Portræt, se [[Portræt (flertydig)]].}} Et '''portræt''' (fransk ''portrait'', af latin ''protractum'', hvad der drages frem for lyset) er ofte en billedlig ~~men kan også være en skriftlig~~ fremstilling af en person~~, det kan være et~~: [[maleri]], [[fotografi]] eller en [[skulptur]]. Det kan også være en skriftlig skildring. Den portrætterede kan skildres en ''face'' (set forfra), en ''profil'' (fra siden) og afhængigt af beskæringen i "Helfigur", "Brystbillede", "Knæstykke" etc. Ypperlige portræt findes allerede i Ægyptens kunst. I Grækenland varede det længe, inden bevidste portrætter dukkede op: samfundsborgeren, der fremstilles som idealfigur, betød mere i den græske blomstringstid. Først i det 4. århundrede før Kr. kommer portrætter som statuer af [[Aristoteles]], [[Demosthenes]], [[Menander]], [[Sofokles]] etc. Nogle af dem kan være virkelige portrætter (Sofokles), andre er rent idealiserende fremstillinger. I den hellenistiske periode er portrætter hyppige: den romerske billedkunsts blomstrer med portrætter; interessen har romerne arvet fra etrurerne. Kejsertiden har en stor produktion af buster og portrætstatuer; mange af dem interesserer ved livfuld psykologisk iagttagelse. En stor samling findes i det kapitolinske museum og mange udmærkede arbejder fx [[Pompejus]]-busten kan ses i [[Ny Carlsberg Glyptotek]]). Længe efter at romersk kunst forfaldt, holdt portrætkunsten sig frisk — et træk, der ofte genfindes i kunstens historie. Men i mange af disse portrætter mærkes dekadence og rutine, som fx når damebusterne nærmest er skabilkenhoveder og er indrettede sådan, at de kan skifte paryk efter modens fordringer. I Nordeuropa fandtes den ejendommelige [[Claus Sluter\|sluterske]] realisme, karakteristiske gravskulpturer og stifterportrætter i Naumburgs domkirke fra 1200-tallet. Den dannede i næste århundrede i Frankrig overgang til en virkelighedstro portrætplastik. Først med renæssancen ses en udviklet portrætkunst i maleri og skulptur. Endnu i Italien i det 14. århundrede er den plastiske fremstilling af portrætter en sjældenhed. I 15. århundrede fik den individuelle selvfølelse i portrættet stor betydning; i begyndelse kun som buste eller relief. Portrætstatuen viste sig efterhånden i rytterstatuen (Donatellos Gattamelatta, Verrochios Colleoni med flere). Udmærket levende og formfin portrætkunst skyldes [[Desiderio da Settignano]], Mino, [[Benedetto da Maiano]] og mange andre. I de følgende århundreder får portrætter, særlig officielle, i maleri og skulptur et stærkt kunstlet tilsnit: modellerne stilles op i romersk klædebon og [[Ludvig XIV]]sidder til hest i imperatordragt med [[allongeparyk]] (jfr [[Johan Tobias Sergel]]s statue af [[Gustav 3. af Sverige\|Gustaf III]] a la Apollon fra Belvedere). [[Fil:Gustav III statue Skeppsbron March 2007.JPG\|thumb\|Gustav 3. af Sverige af Johan Tobias Sergel]]. Ludvig XIV udstafferes af Hyacinte Rigauld med paryk, høje hæle og en overdådig kappe. Han danner skole og i Danmark breder moden sig via franskinspirerede kunstnere. Christian V til hest på Amalienborgs Slotsplade er et eksempel på imperatorkostumet. Jens Juel maler i sine unge dage mænd med parykker og overdådigt broderede brogede dragter. På sine gamle dage bliver moden enklere og farverne neddæmpede, men hele tiden formår han at karakterisere modellerne, der ikke bliver grimmere af at han skildrer dem. Busterne den unge renæssance havde dækket hals og bryst. Senere bliver de efter romersk mønster udækkede. På overgangen til det 19. århundrede træffer har Frankrig en så glimrende skildrer som [[Jean-Antoine Houdon]]. I 19. århundrede brydes gammelt og nyt: Kampen mellem det antikke draperi og den moderne dragt. Et kompromis vinder indpas: [[Ernst Friedrich August Rietschel]]s statue af [[Gotthold Ephraim Lessing]]). Det kompromis følges også i dansk billedhuggerkunst. Fra [[Bertel Thorvaldsen]] antikke draperier over [[Herman Wilhelm Bissen]]s [[Frederik VII]] i uniform og [[A.S. Ørsted]] i et folderigt antikt klædebon til den civile herre i frakke og høj hat, som politikeren Hall i Søndermarken. Herman Wilhelm Bissen har modelleret ca. 150 buster (som Bissens gipsbisp) af fortidens og datidens fremragende personligheder. Moderne portrætter ligner ikke altid modellerne; men det kommer de til, som malern Picasso sagde til Gertrude Stein, der klagede over manglende portrætlighed. Efter den portrætteredes stilling taler man om portræt en ''face'' (set forfra), en ''profil'' (fra siden) og med "Helfigur", "Brystbillede", "Knæstykke" etc. udtrykker man, hvor meget af skikkelsen portræt har taget med. Ypperlige portræt finder man allerede i Ægyptens kunst med mere. I Grækenland vare det længe, inden portræt kommer frem som bevidst selvstændigt mål: Individet trænges i den ypperste blomstringstid til side for samfundsborgeren, der fremstilles som idealfigur. I 4. århundrede før Kristi gør portrætskulpturen sig gældende: Statuer af [[Aristoteles]], [[Demosthenes]], [[Menander]], [[Sofokles]] etc. Nogle af disse statuer synes i at være virkelige portræt (Sofokles), andre rent idealiserende fremstillinger. I den alexandrinske tid er portræt stærkt fremme. Den romerske billedkunsts bedste indsats er netop portrætter; interessen herfor har den arvet fra etrurerne. En vældig produktion af portrætstatuer og – buster foregår i kejsertiden; mange af dem interesserer ved livfuld psykologisk iagttagelse (en stor samling i det kapitolinske museum, mange udmærkede arbejder f.eks. [[Pompejus]]-busten i [[Ny Carlsberg Glyptotek]]). Og rum tid efter, at romersk kunst i øvrigt er gerådet i forfald, holder portrætkunsten sig forholdsvis frisk — et træk, der overhovedet oftere genfindes i kunstens historie. Men i mange af disse portrætter mærkes dog tydelig forfinelsens dekadence og en rutineret kunstfærdigheds fif, som når damebusterne er indrettede således, at de kan skifte paryk, alt efter modens fordringer. Først med renæssancen møder man atter en udviklet portrætskulptur (mod nord har man dog allerede den ejendommelige [[Claus Sluter\|sluterske]] realisme, karakteristiske gravskulptur, stifterportrætter i Naumburgs domkirke fra 1200-tallet, i Frankrig i næste århundrede overgang til en virkelighedstro portrætplastik). Endnu i 14. århundrede er den plastiske fremstilling af portræt en sjældenhed i Italien. I 15. århundrede med den vågnende individuelle selvfølelse får portræt stor betydning, i begyndelse kun som buste eller relief. Portrætstatuen (anvendes foreløbig ikke, undtagen i Rytterstatuen (Donatellos Gattamelatta, Verrochios Colleoni med flere). Udmærket levende og formfin portrætkunst skyldes [[Desiderio da Settignano]], Mino, [[Benedetto da Maiano]] og mange andre I de følgende århundreder får portrætter, særlig i den officielle skulptur, ofte et stærkt kunstlet tilsnit: Datidens skikkelser stilles op i antikt, særlig romersk klædebon: pompøse Rytterstatuer af [[Ludvig XIV]] i imperatordragt og med [[allongeparyk]] (jfr [[Johan Tobias Sergel]]s statue af [[Gustav 3. af Sverige\|Gustaf III]] a la Apollon fra Belvedere). [[Fil:Gustav III statue Skeppsbron March 2007.JPG\|thumb\|Gustav 3. af Sverige af Johan Tobias Sergel]] Og busterne, der i den første renæssance fremstilledes, som livet viste det, med dækket i hals og bryst, optræder nu efter romersk mønster ubedækkede. På overgangen til det 19. århundrede træffer man i Frankrig en så glimrende karakteristikker som [[Jean-Antoine Houdon]]. I 19. århundrede brydes med hensyn til portræts ydre tilsnit gammelt og nyt: Kampen mellem det antikke draperi og den moderne dragt. Som et kompromis vinder til en begyndelse det historiske kostume (lidt ældre tiders dragter) lettest indpas (f.eks. [[Ernst Friedrich August Rietschel]]s statue af [[Gotthold Ephraim Lessing]]). Denne udvikling forfølges også godt i dansk billedhuggerkunst: fra [[Bertel Thorvaldsen]] over [[Herman Wilhelm Bissen]], [[Frederik VII]] i uniform, [[A.S. Ørsted]] i folderigt antikt klædebon til den civile herre i frakke og høj hat, f.eks. "Hall" i Søndermarken og så fremdeles. Fra Herman Wilhelm Bissens hånd har man ca. 150 buster - af datidens fremragende personligheder.

Portræt: Forskelle mellem versioner