Wikipedia

Portræt: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
lix
lix
Linje 1:
{{harflertydig4|For alternative betydninger af Portræt, se [[Portræt (flertydig)]].}}
 
Et '''portræt''' (fransk ''portrait'', af latin ''protractum'', hvad der drages frem for lyset) er ofte en billedlig fremstilling af en person: [[maleri]], [[fotografi]] eller en [[skulptur]]. Det kan også være en skriftlig skildring. J. P. Jacobsens uovertrufne af Marie Grubbe er fx meget malende.
 
Den portrætterede kan skildres en ''face'' (set forfra), en ''profil'' (fra siden) og afhængigt af beskæringen i "Helfigur", "Brystbillede", "Knæstykke" etc.
 
Ypperlige portræt findes alleredetidligt i Ægyptens kunst. I Grækenland varede det længe, inden bevidste portrætter dukkede op: samfundsborgeren, der fremstilles som idealfigur, betød mere i den græske blomstringstid. Først i det 4. århundrede før Kr. kommerfremkom portrætter som statuer af [[Aristoteles]], [[Demosthenes]], [[Menander]], [[Sofokles]] etc. Nogle af dem kan være virkelige portrætter (Sofokles), andre er rent idealiserende fremstillinger.
 
I den hellenistiske periode er portrætter hyppige: den romerske billedkunsts blomstrer med portrætter; interessen har romerne arvet fra etrurerne. Kejsertiden har en stor produktion af buster og portrætstatuer; mange af dem interesserer ved livfuld psykologisk iagttagelse.
Linje 13:
I Nordeuropa fandtes den ejendommelige [[Claus Sluter|sluterske]] realisme, karakteristiske gravskulpturer og stifterportrætter i Naumburgs domkirke fra 1200-tallet. Den dannede i næste århundrede i Frankrig overgang til en virkelighedstro portrætplastik.
 
Først med renæssancen ses en udviklet portrætkunst i maleri og skulptur. Endnu i Italien i det 14. århundrede er dybtgående karakteristikker i maleri og i den plastiske fremstilling af portrætter en sjældenhed. I 15. århundrede fik den individuelle selvfølelse i portrættet stor betydning; i begyndelse kun som buste eller relief. Portrætstatuen viste sig efterhånden i rytterstatuen (Donatellos Gattamelatta, Verrochios Colleoni med flere). Udmærket levende og formfin portrætkunst skyldes [[Desiderio da Settignano]], Mino, [[Benedetto da Maiano]] og mange andre. I de følgende århundreder får portrætter, særlig officielle, i maleri og skulptur et stærkt kunstlet tilsnit: modellerne stilles op i romersk klædebon og [[Ludvig XIV]]sidder til hest i imperatordragt med [[allongeparyk]] (jfr [[Johan Tobias Sergel]]s statue af [[Gustav 3. af Sverige|Gustaf III]] a la Apollon fra Belvedere). [[Fil:Gustav III statue Skeppsbron March 2007.JPG|thumb|Gustav 3. af Sverige af Johan Tobias Sergel]].
 
Ludvig XIV udstafferes af Hyacintesin Rigauldhofmaler Hyacinthe Rigaud med paryk, høje hæle og en overdådigovervældende kappekåbe. Han danner skole og i Danmark breder moden sig via franskinspirerede kunstnere. Christian V til hest på Amalienborgs Slotsplade er et eksempel på imperatorkostumet.
 
Jens Juel malermalede i sine unge dage mændherrer med parykkerparyk og overdådigt broderede, brogede dragter. På sine gamle dage bliveromkring 1800 blev moden enklere og farverne neddæmpede, men hele tiden formår han at karakterisere modellerne, også damerne, der ikke bliver grimmere af, at han skildrer dem.
Busterne i den unge renæssance havde dækket hals og bryst. Senere bliver de efter romersk mønster udækkede. På overgangen til det 19. århundrede træffer har Frankrig en så glimrende skildrer som [[Jean-Antoine Houdon]].
 
C. A. Jensen malede med virtuositet hele den danske guldalders galleri af kongelige, videnskabsmænd, kunstnere og flittige borgere alle i deres eget tøj.
Busterne den unge renæssance havde dækket hals og bryst. Senere bliver de efter romersk mønster udækkede. På overgangen til det 19. århundrede træffer har Frankrig en så glimrende skildrer som [[Jean-Antoine Houdon]]. I 19. århundrede brydes gammelt og nyt: Kampen mellem det antikke draperi og den moderne dragt. Et kompromis vinder indpas: [[Ernst Friedrich August Rietschel]]s statue af [[Gotthold Ephraim Lessing]]). Det kompromis følges også i dansk billedhuggerkunst. Fra [[Bertel Thorvaldsen]] antikke draperier over [[Herman Wilhelm Bissen]]s [[Frederik VII]] i uniform og [[A.S. Ørsted]] i et folderigt antikt klædebon til den civile herre i frakke og høj hat, som politikeren Hall i Søndermarken. Herman Wilhelm Bissen har modelleret ca. 150 buster (som Bissens gipsbisp) af fortidens og datidens fremragende personligheder.▼
 
▲Busterne den unge renæssance havde dækket hals og bryst. Senere bliver de efter romersk mønster udækkede. På overgangen til det 19. århundrede træffer har Frankrig en så glimrende skildrer som [[Jean-Antoine Houdon]]. I 19. århundrede brydes gammelt og nyt: Kampen mellem det antikke draperi og den moderne dragt. Et kompromis vinder indpas: [[Ernst Friedrich August Rietschel]]s statue af [[Gotthold Ephraim Lessing]]). Det kompromis følges også i dansk maler- og billedhuggerkunst. Fra [[Bertel Thorvaldsen]] antikke draperier over [[Herman Wilhelm Bissen]]s [[Frederik VII]] i uniform og [[A.S. Ørsted]] i et folderigt antikt klædebon til dende civile herreherrer i Søndermarken i frakke og høj hat, som politikeren Hall i SøndermarkenC. Herman Wilhelm Bissen har modelleret caC. 150 buster (som Bissens gipsbisp) af fortidensHall og datidensdigteren fremragendeOehlenschlæger. personligheder.
 
Herman Wilhelm Bissen har modelleret ca. 150 buster (som Bissens gipsbisp) af fortidens og datidens fremragende personligheder.
 
Moderne portrætter ligner ikke altid modellerne; men det kommer de til, som malern Picasso sagde til Gertrude Stein, der klagede over manglende portrætlighed.
 
En række nyere portrætter i Folketinget kunne fortolkes som karikaturer, men er det ikke.
 
 
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Portræt"