Napoleon Bonaparte blev født i byen Ajaccio på [[Korsika]] som '''Napoleone Bonaparte''' i en lavadelig familie af [[italien]]sk afstamning. Skønt han ikke var den ældste søn blev han efter faderens tidlige død familiens egentlige overhoved. Han uddannedes på franske militærskoler, identificerede sig med den franske sag og afviste deltagelse i korsikanske frihedsbestræbelser. Under [[Den franske revolution|revolutionen]] sluttede han sig mest af praktiske grunde til [[jakobinerne]] og gjorde hurtigt karriere som [[general]]; han fik sit militære gennembrud ved sin indsats under [[Toulon]]s generobring [[1793]]. Jakobinernes fald [[1794]] bragte ham en overgang i unåde, men [[1796]] blev han leder af hæren i Italien med hjælp fra [[overdirektør]]en [[Barras]], hvis fhv. elskerinde [[Joséphine de Beauharnais]] han samtidig giftede sig med. Gennem de to felttog til Italien [[1796]]-[[1797|97]] og [[Egypten]]-[[Syrien]] [[1798]]-[[1799|99]] skabte han sig en position som landets mest succesrige general. Det første felttog viste for alvor hans evner som leder af lynkrig, desuden trådte han også frem som politisk faktor ved på egen hånd at slutte fred med [[Østrig]]. Det andet felttog endte trods begyndende sejre i fiasko, men skabte også sensation om hans navn. Ved sit statskup i efteråret [[1799]] ([[Brumairekuppet]]) udnævnte han sig selv til førstekonsul med støtte fra regerings- og militærkredse, der ønskede et mere effektivt styre, og de kommende 15-16 år var han landets enehersker.
napepelon er ikke død endu, han er min far
== Den Franske Revolution ==
{{Uddybende|Revolutionskrigene}}
Den [[14. juli 1789]] råbte den fængslede [[Marquis de Sade]] til borgerne udenfor, at man var begyndt at dræbe fangerne derinde. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Rygtet spredes hurtigt gennem Paris’ gader og selv medlemmer af kongens garde mødte op. De havde fire kanoner med, og alle uden for [[Bastillen]] blev enige om at vælte kongen. Det gjorde de ved at overtage Bastillen. Bastillen var fyldt med våben og ammunition, som borgerne fik fat på. Her startede borgerkrigen, hvor forskellige fraktioner fik magten. I 1791 kom det første resultat af borgerkrigen: en forfatning, der gav borgerne større frihed. Det var Napoleon yderst tilfreds med. Forfatningen blev hyldet med en sang La Marseillaise - i dag [[Frankrigs Nationalsang]]. Frankrig kom i krig mod Ægypten og Syrien. I 1796 gik han mod Norditalien, mens en anden fransk hær tog en mere direkte vej mod Wien. Han slog ikke kun den østrigske hær i Norditalien, men han nåede næsten også frem til Wien. Så drog han til Paris, hvor han blev hyldet som en helt. I 1798 sendtes han til Ægypten med 38.000 mand, og her vandt han Slaget ved Pyramiderne i 1798. Efter slaget lå der 20.000 døde mamelukker og omkring 300 døde eller sårede franskmænd. Napoleon fortsatte sit felttog mod Palæstina og mødte en helt anden modstand. Her led han store tab. Napoleon fandt det klogest at vende hjem. Hjemturen blev foretaget så hurtigt at den næstkommanderende ikke engang nåede at få noget at vide om sin forfremmelse, før Napoleon sendte ham et brev fra Paris. Tilbage i Paris blev han hyldet som helt igen. I starten af 1799 blev revolutionen mere og mere ustabil, og Napoleon brugte lejligheden til at lave statskup, Brumairekuppet. Direktoratet blev væltet, og Napoleons konsuler overtog magten. Han blev selv [[førstekonsul]] og var den styrende magt i Frankrig. Hans mål var at genforene Frankrig.
