Filateli: Forskelle mellem versioner

Frimærker, som er klippet af [[kuvert]]er o.lign., lægges i en skål med lunkent vand, der løsner mærkerne fra papiret. Når gummien er helt opløst, skylles mærkerne forsigtigt. Mærkerne tørres på en avis eller på syrefrit hvidt trækpapir, hvorefter de sorteres. Tørre frimærker bør kun berøres med [[pincet]]. Takningsnøglen, eller takkemåleren, er et billigt hjælpemiddel, som samleren ofte har brug for. F.eks. når mærkerne foreligger med samme motiv, men forskellig takning. Ved hjælp af [[lup]]pen studeres enkeltheder i frimærket, f.eks. eventuelle fejltryk, som ofte øger mærkets [[værdi (økonomi)|værdi]]. Er [[vandmærke]]t vanskeligt at bestemme, kan samleren desuden få brug for en vandmærkesøger, en lille mørk skål af [[bakelit]], [[glas]] eller lignende. På denne anbringes frimærket med bagsiden opad, der fugtes med et par dråber renset [[benzin]], og vandmærket træder tydeligt frem. Frimærkealbums fås med eller uden fortryk. For begynderen er illustrationerne i fortrykssamlingen en udmærket vejledning, hvorimod specialsamleren vælger et album uden fortryk. I begge tilfælde er et løsbladssystem at foretrække. Når mærkerne sættes ind i albummet, bruges '''frimærkehængsler''', små gummierede papirlapper, hvis ene halvdel klæbes fast bag på frimærket, den anden på bladet. Overskydende mærker opbevares i dublethæfter eller indstiksbøger. Et katalog er uundværligt, når frimærkenes art og værdi skal bestemmes og samlingen gøres komplet.