Romerske republik: Forskelle mellem versioner

Ligesom Sulla efterlod [[Julius Cæsar|Cæsar]] et magttomrum, der ikke umiddelbart var en forudsigelig supplikant til. Men hurtigt meldte [[Marcus Antonius]] sig. Han havde længe været Cæsars forbundsfælle og var ligefrem [[consul]] med ham i 44 f.Kr., og det var med stor spænding han åbnede Cæsars testamente. Spændingen fes ud som luft fra en ballon, da det viste sig, at Cæsar havde valgt den 18-årige [[Augustus|Gajus Octavius]] som sin hovedarving, der derefter tog navneforandring til Gajus Caesar Octavianus, eller Octavian. Men [[Antonius]] havde noget, som Octavian ikke havde – en hær. I første omgang kunne Octavian altså ikke gøre noget, og afventede begivenhederne. Antonius drog med sin hær imod en af Cæsars mordere, hvilket senatet udnyttede til at sende en hær imod ham. Denne hær blev ledet af Octavian, og bestod i stor del af Cæsars veteraner. Da slaget havde stået stod Octavian tilbage som eneste leder på sin side, imens Antonius var flygtet til Gallien, hvor en anden af [[Julius Cæsar|Cæsars]] gamle officerer, [[Marcus Aemilius Lepidus (triumvir)|Lepidus]], havde en hær.

Således udstyret med en hær af loyale soldater sendtes Octavian af senatet imod [[Antonius]] og Lepidus. Octavian vendte dog sin hær imod Rom og gjorde sig selv til [[consul]]. Inden længe mødtes han med [[Antonius]] og Lepidus, og de dannede det Andet Triumvirat. Dette forbund holdt dog kun til Cæsars mordere var nedkæmpet. Octavinus fik af senatet ærestitlen Augustus og blev den første romerske kejser.