Plantefysiologi: Forskelle mellem versioner

Den engelske filosof og videnskabsmand, [[Francis Bacon (filosof)|Francis Bacon]], offentliggjorde ét af de første plantefysiologiske forsøg i bogen ''Sylva Sylvarum'' (1627). Bacon dyrkede forskellige landplanter i vand, og han konkluderede, at jord kun var nødvendigt for at holde planten opret. I 1648 offentliggjorde [[Jan Baptist van Helmont]] det, som betragtes som det første nøjagtigt opmålte forsøg indenfor plantefysiologi. Han havde dyrket et [[Pil|piletræ]] i en krukke, der rummede 100 kg ovntørret jord. Jorden mistede kun nogle få gram tørvægt under forsøget, og van Helmont konkluderede, at planter får al deres vægtforøgelse fra vand og ikke jord. I 1699 offentliggjorde [[John Woodward]] nogle forsøg over vækst hos [[Grøn Mynte]], når den blev dyrket i forskellige slags vand. Han opdagede, at planterne voksede meget bedre i vand med tilsat jord end i [[destillation|destilleret]] vand. [[Stephen Hales]] betragtes som plantefysiologiens fader på grund af de mange forsøg, han omtaler i bogen ''Vegetable Staticks'' fra <ref>''Vegetable Staticks'' [http://www.illustratedgarden.org/mobot/rarebooks/title.asp?relation=QK711H341727]</ref>.

Når pollenet er overført til støvfanget, sker befrugtningen ved, at pollenkornet sender en spire ned gennem griflen, sådan at der dannes en kanal, som sædcellen kan trænge ned gennem. I frugtknuden forenes sæd- og ægcelle, [[befrugtning]]en er gennemført, og frødannelsen tager fart. Den befrugtede ægcelle danner en [[Kimplante|kim]], som moderplanten derefter omgiver med oplagsnæring og en passende frøkappe. Frøene spredes så ved modenhed ved udnyttelse af miljøfaktorer: vind, vand, dyr osv.