H.G. Clausen: Forskelle mellem versioner

Det var bevægede tider, da Clausen begyndte sin virksomhed i København. den faktiske, om end ikke uden undtagelser bestående, skrivefrihed havde fremkaldt en for største delen lidet værdifuld litteratur, der især havde rettet sine angreb mod kirken og dens lære; en stor del af de dannede havde vendt sig fra kirken, og i det hele var tonen stærkt bleven påvirket af de ideer, der udgik fra revolutionen i Frankrig. Det samme var tilfældet med Clausen; han var medlem af det ildesete selskab [[For Sandhed]], der blev betragtet som en Jakobinerklub, og [[Marseillaisen]] var endnu på hans gamle dage hans yndlingssang. Men han var tillige en mand med en stærk loyalitetsfølelse, der især aldrig fornægtede sig over for [[Frederik 6.]] Ved siden heraf gik der en oppositionslyst, der altid førte ham mod de herskende retninger, og som hele hans embedstid igennem indviklede ham i ofte heftige stridigheder. Således prædikede han 1798 om "Hvad undergivne ere deres foresatte skyldige", et emne, der den gang måtte skurre ilde i manges øren, og da han samme år efter biskop [[Nicolai Edinger Balle|BalleBalles]]s opfordring udgav en lignende prædiken, udkom der en [[satire]], ''Smigerpræsten''. – Få år efter havde situationen forandret sig; presseanordningen af 1799 havde gjort ende på de talrige tidsskrifter og pjecer, og regeringen var bleven meget lydhør for enhver ytring, der kunne udlægges som angreb på autoriteterne. Da holdt og udgav Clausen i anledning af reformationsfesten 1804 en prædiken, hvori han revsede den imellem høje og lave overhåndtagende irreligiøsitet og usædelighed og klagede over, at øvrigheden lukkede øjnene for denne. Kancelliet affordrede ham da en erklæring over adskillige ytringer i denne prædiken, i det det udtalte, at han "havde sat den danske Regering, dens Embedsmænd, Indretninger og Foranstaltninger i et ufordelagtigt Lys, for ikke at bruge det hårdere Udtryk: nedværdiget samme". Men Clausen forsvarede sig med en energi, som den gang ikke ofte lagdes for dagen af en embedsmand over for et kollegium; kancelliet har vistnok ikke givet noget svar på den skrivelse, hvori han djærvt tilbageviste irettesættelsen; men dets tavshed var også allerede en slags oprejsning.

I Sommeren 1807 var Clausen på et besøg i [[Holsten]], og da han efter mange besværligheder i oktober måned kom tilbage til København, lå hans kirke og præstegård i grus. Frue Kirkes menighed måtte nu låne hus i [[Trinitatis Kirke (Københavns Kommune)|Trinitatis Kirke]], og her virkede Clausen i en række af år ved siden af [[J.P. Mynster]], der blev kapellan, da han selv blev stiftsprovst, uden at den store forskel i deres teologiske anskuelser forstyrrede forholdet mellem dem. Da Clausen var blevet stiftsprovst, viste det sig tit, at han var en myndig mand, der stod på, hvad han anså for sit embedes ret. Som medlem af den københavnske skoledirektion (siden 1814) havde han mange ubehageligheder af, at kongen ved major [[Joseph Nicolai Benjamin Abrahamson|AbrahamsonAbrahamsons]]s hjælp ville indføre den indbyrdes undervisning; han var sjælen i den modstand, direktionen rejste derimod; men i længden lykkedes det lige så lidt i København som andetsteds at holde metoden ude af skolerne. - Heller ikke til biskop [[Friedrich Christian Carl Hinrich Münter|Münter]] var hans forhold altid godt; Münter mente selv, det kom af, at hans teologi var en anden end Clausens. Da biskop Balle døde 1816, havde de en heftig strid, fordi Münter gjorde fordring på at holde ligtalen over ham, hvad Clausen anså for et indgreb i sit embede.