Andreas Gottlob Rudelbach: Forskelle mellem versioner

Han gik først i det Basedowske Undervisningsinstitut for at uddannes til handelen; men 1805 kom han i [[Metropolitanskolen]], hvorfra han dimitteredes 1810. Efter at have taget [[Anden Eksamen]] kastede han sig over studiet af de klassiske sprog og vandt 1817 [[Københavns Universitet|universitetets]] guldmedalje for besvarelsen af en [[Æstetik|æstetisk]] [[prisopgave]] ''om den dithyrambiske Digtarts Væsen og Værd''. Året efter tog han del i kampen mod [[Jens Baggesen]] som en af ''[[Tylvten]]''. 1820 underkastede han sig den teologiske embedsprøve, og to år efter fik han den [[filosofi]]ske [[doktorgrad]] for en afhandling om [[etik]]kens principper, der røbede påvirkning af [[Friedrich Schleiermacher]]. I foråret 1823 tiltrådte han en rejse til [[Tyskland]], [[Schweiz]] og [[Frankrig]], på hvilken han navnlig fordybede sig i [[Middelalderen]]s uudgivne litterære efterladenskaber; han afskrev blandt andet [[Peter Abelard]]s ''Sic et non'' og hans ''Decalogus inter Christianum et Judæum'', som senere blev udgivet af andre. Efter sin hjemkomst holdt han forelæsninger over indledningen til den symbolske teologi og over den augsburgske konfession og var tillige sysselsat med forskellige litterære arbejder. Til [[Christian-Albrechts-Universität|Kieler-universitetets]] teologiske fakultet indleverede han en afhandling ''De typis ac symbolis Scripturæ S.'', der blev antagen; men han fik alligevel ikke den teologiske doktorgrad, fordi han ikke "beklædte et anseligt gejstligt Embede".1825 begyndte han i forening med [[N.F.S. Grundtvig]] udgivelsen af ''Theologisk Maanedsskrift'', som han fortsatte indtil 1828 (bind I-XIII), fra bind VI af alene, da Grundtvig var kommet under [[censur]]. I dette tidsskrift, der var ortodoksiens og [[Lutheranisme|lutherdommens]] faste borg, skrev han en mængde anmeldelser, som i regelen indeholdt [[polemik]] mod den herskende rationalisme. Samtidig udgav han flere prædikener og andagtsbøger og oversatte J. da Costas (João da Costa ?) ''Aandeligt Feltraab i Kirkens Trængselsdage'' (1825) som et Sidestykke til [[J.P. Mynster]]s prædiken om den kristelige visdom (XII, 12). da færdedes han mest i den kreds, der omgav Grundtvig, og han imponerede unge studenter, som [[Hans Lassen Martensen]], ved sit udseende med den ejendommelige forening af alvor og skarphed, men især ved "sin uhyre Lærdom og sit uhyre Bibliothek".

 

 

Fra Glauchau rejste Rudelbach tilbage til København; men også her mødte han vanskeligheder. Med Grundtvig var det kommet til et åbent brud, fordi Rudelbach ikke kunne gå ind på Grundtvigs betragtning af det apostolske symbol som det levende ord, og mange her hjemme havde følt sig stødt ved Rudelbachs omtale af danske forhold i de tyske præsteforsamlinger. [[Christian 8.]] ville gerne have skaffet ham en ansættelse i det teologiske fakultet; men fakultetet, med Clausen i spidsen, havde ikke lyst til at åbne døren for en "Calovius redivivus", og det frygtede for, {{citat|at en Retning, der stillede sig i et eksklusivt og polemisk Forhold til den friere Udvikling i Kirke og Videnskab, ville frembringe de samme Virkninger i Danmark som andetsteds og give de falske protestantiske Emancipationstendenser Næring ved at give dem et Skin af Berettigelse.<ref>Kirkehist. Saml. 4. R. V, 130 f.)</ref>}} 1847-48 holdt Rudelbach som privatdocent forelæsninger over nytestamentlig [[isagogik]], pastoralbrevene og Johannes-evangeliet; men da fakultetets modstand viste sig uovervindelig, opgav han tanken om en fremtidig akademisk virksomhed i København og blev 1848 udnævnt til sognepræst ved [[Sankt Mikkels Kirke]] i Slagelse. Der døde han 3. marts 1862, efter at først mindre skrøbeligheder og til sidst et slaganfald havde lammet hans arbejdskraft. 28. juni 1822 havde han ægtet Elisabeth Marie Bønsøe (1803 - 1867), datter af skibskaptajn Nic. Chr. Bønsøe. Efter opgivelsen af stillingen i Glauchau vedblev Rudelbach at stå i livlig forbindelse med Tyskland og de tyske præstekonferenser, på hvilke han jævnlig gav møde, og flere af de skrifter, han skrev efter sin hjemkomst, blev straks oversatte på tysk, enkelte også på svensk. Det var væsentlig Grundtvig og den grundtvigske kristendomsopfattelse, hans kamp gjaldt, da han skrev om ''Kristendom og Nationalitet'' (1847) og ''Om Sognebaandet og om Ordinationens Væsen og Betydning'' (1852); han sigtede videre, da han udsendte skriftet om ''Den evangeliske Kirkeforfatnings Oprindelse og Princip'' (1849), der skulle være "et udførligt kirkeretligt og kirkehistorisk Votum for virkelig Religionsfrihed", og da han skrev flyveskriftet ''Om det borgerlige Ægteskab'' (1856) og det lærde værk ''Om Salmelitteraturen og Salmebogssagen'' (1856). Ingen vil kunne nægte, at der er meget at lære af disse og andre skrifter, som Rudelbach med korte mellemrum udgav; men de virkede forbavsende lidt. Fremstillingen var tung, ofte skæmmet af udanske udtryk og vendinger, og de fleste af Rudelbachs litterære arbejder vare, som Martensen siger, snarest at opfatte "som forberedende Materialsamlinger for en, der agter at skrive en Bog over disse Gjenstande". Hans bøger strutter af lærdom og især af lærde anmærkninger, men der savnes ikke sjælden ånd over vandene; man er ofte til mode, som om man stod over for en række vel fyldte excerptskuffer. Fagmænd ville dog ikke gå disse lærde stofsamlinger forbi, og hans ''Kristelig Biografi'' (1846), der desværre kun blev et eneste bind, fortjener endnu at finde læsere; hans forskellige prædikensamlinger skulle også endnu i visse egne af tyskland have en plads ved siden af de lutherske andagtsbøger. Derimod er vist alle enige om at betragte hans [[monografi]] om ''[[Girolamo Savonarola|Savonarola]] og hans Tid'' (1836) som et væsentlig forfejlet forsøg på at gøre den politiske opvækkelsesprædikant i [[Florents]] til reformationens mand.