Gustav Stresemann: Forskelle mellem versioner

'''Gustav Stresemann''' ([[10. maj]] [[1878]] - [[3. oktober]] [[1929]]) var en tysk højreliberal politiker og statsmand i mellemkrigstiden. somHan fikmodtog [[Nobels fredspris]]. Han var kortvarigkortvarigt tysk rigskansler i to regeringer fra august til november i 1923, og var derefter tysk udenrigsminister fremi talrige regeringer til sin død gennem talrige regeringer.

Stresemann blev født i [[Berlin]] i [[1878]] som søn af ølhandlerenølhandler Ernst Stresemann. Han kom fra middelklassebaggrund,middelklassen og studerede [[filosofi]] og [[litteratur]] ved universiteterne i Berlin og [[Leipzig]],. før hanHan tog doktorgraden i økonomi i [[1900]] med en afhandling om Berlins ølindustri. Han var også talsmand for studentforeningen ''Neogermania''.

I [[1903]] giftede han sig med [[Käte Stresemann|Käthe Kleefeld]], datter af en jødisk industrimand fra Berlin; de fik senere sønnerne [[Wolfgang Stresemann|Wolfgang]] og Joachim Stresemann. Samme år begyndte han sinhans politiske karriere,. Han blev medlem af [[Nationalliberale Partei]] og blev tre år senere valgt ind itil byrådet i Dresden. I 1907 blev han første gang valgt ind i til[[Rigsdagen]], hvor han med enkelte korte afbrudafbrydelser sad resten af sit livlivet. SelvStresemann om Stresemanntilhørte i udgangspunktetbegyndelsen havde været associeret med venstresidenvenstrefløjen i det nationalliberale parti, men blev han i løbet af 1. verdenskrig stadig mere højreorienteret, og var en af parlamentarikernede rigsdagsmedlemmer, som foreslog uindskrænketden uindskrænkede ubådkrig. DetteDet førte til, at han blev ekskluderet fra partiet, og han grundlagde sit eget,: det højreliberale [[Deutsche Volkspartei]] (DVP), som hovedsageligt bestod af højresidenhøjrefløjen fraaf det nationalliberale parti.

SelvomSelv om partiet i- udgangspunktet blev set på, sammen medog det mere direkte konservative tyske [[Deutschnationale Volkspartei|nationale folkeparti]], - blev betragtet som en del af den "nationale opposition" mod Weimarrepublikken, særligt på grund af sitdet ambivalente forhold til [[Freikorps|frikorpsene]] og [[Kappkuppet]] i [[1920]], prøvede Stresemann i stadig større grad at samarbejde med partier ifra centrum og på venstresidenvenstre. En af grundene til dettedet var det politiske attentat på udenrigsminister [[Walther Rathenau]], som gik Stresemann stærkt ind på ham. 13. august 1923, blev han midt i Ruhrkrisen, blev Stresemannruhrkrisen udnævnt til kansler for en stor koalitionsregering.

Som rigskansler komlykkedes Stresemanndet langtnæsten iStresemann at løse krisen, men nogle af hans handlinger fornærmede socialdemokraterne, som forlod koalitionen, så den faldt den [[23. november]] samme år1923. Stresemann fortsatte somblev udenrigsminister i regeringen til sin efterfølger [[Wilhelm Marx]] fra det [[Deutsche Zentrumspartei|katolske midterparti]], og beholdtebeholdt denneden positionstilling gennemi et stort antal regeringer frem til sin død.

Som udenrigsminister klaredenåede Stresemann at opnå meget, særligt underskrivelsen af [[Locarno-traktaten]] fra [[1925]], som gjorde Tyskland til medlem af Folkeforbundet med fast plads i Sikkerhedsrådet,. somDet var en anerkendelse for landets stormagtsstatus,. Desuden forhandlede han[[Rapallotraktaten]] fra [[1926]] og [[Youngplanen]] fra [[1929]], somog reducerede krigsskadeerstatningernede krigsskadeerstatninger, som Versaillestraktaten pålagde landetTyskland. I løbet af sin tid som udenrigsminister komnåede Stresemann til i større grad at acceptere republikken, som han først havde afvist. Han udviklede også et personligt venskab med [[Aristide Briand]].

Stresemann er almindeligvis anset som en af de vigtigste ledere af Tyskland i mellemkrigstiden. Han var en af de første som snakkedetalte om europæisk økonomisk integration. Stresemann fik [[Nobels fredspris]] sammen med Aristide Briand og [[Austen Chamberlain]] for 1925 og 1926. Han døde af et hjerteanfald den [[3. oktober]] [[1929]], 51 år gammel.