Antikva: Forskelle mellem versioner

'''Antikva''' (en: Roman) har to betydninger:

 

 

Antikvaskrifter er alle skrifter med [[serif]]fer. Seriffer er de små „tappe“, der afslutter de enkelte linjer i [[bogstav]]et. Antikva er en kæmpe gruppe af skrifter, der er tegnet helt tilbage fra [[romertid]]en og op til i dag. Derfor er antikvaskrifterne delt op i nogle grupper, der baserer sig på bestemte perioder. Det viser sig at der ved nærmere undersøgelse er stor forskel på de gamle og nye antikvaer.

'''De første antikvaer''' er inskriptioner på [[triumfbue]]r rejst af romere. Skriften kaldes Quadrata. Når der skulle skrives, benyttede man en bredpen eller en flad pensel hvis penseltilløb og afslutninger gav skriften det karakteristiske træk. [[Alfabet]]et bestod kun af store bogstaver, de forskellige [[Minuskel|minuskelskrifter]] er senere opstået ved hurtigskrivning af [[Majuskel|majusklerne]].

 

<small>Et eksempel på karolingisk minuskelskrift fra ca. [[850]]. Det ses tydeligt, at skriften er håndskrevet med en bred [[pen]].</small>

 

'''[[Renæssance]]-antikva''' (gammelantikva) opstod sidst i [[1400-tallet]], efter man havde trykt [[bog|bøger]] med [[frakturskrift]]. Renæssanceantikvaen er meget mere raffineret end tidligere, men man kan stadig se påvirkningen fra bredpennen. [[Nicolas Jenson]] tegnede en af de første renæssanceskrifter. I [[1544]] udviklede [[Claude Garamond]] antikvaen yderligere. Bogstaverne fik en mere lodret akse, og tværstregen i e’et blev mere vandret. Skriften fik større kontrast og betragtes i dag som en skrift blandt de mest læsbare skrifter overhovedet.

 

<small>Garamondskriften er blevet tegnet om utallige gange. Her er én udgave. Typisk er a’et, hvor man tydeligt ser inspirationen fra bredpennen.</small>

 

'''[[Barok]]-antikva''' (gammelantikva) er en videreudvikling af renæssanceantikvaen, og hvor grænsen går mellem de to grupper er umuligt at sige. Kendetegnet ved en barokantikva er [[serif]]ferne, der forbindes til stammen med små rundinger. Desuden er denne antikvas linjestykker lidt mere kontrastrige. Van Dijk og Caslon designede skrifter af denne art.

 

<small>Skriften Caslon designet i [[1725]] af skriftstøberen af samme navn.</small>

 

'''Førklassicistisk antikva''' befinder sig mellem barok og [[klassicisme]]. [[John Baskerville]]s skrift er det bedste eksempel på en sådan skrift. Der er ikke længere tydelige spor fra bredpennen, serifferne er spinkle med rundninger mod stammerne, og der er stor kontrast mellem tynde og tykke streger.

 

<small>Skriften Baskerville, der i dag bruges som [[brødtekst]] i utallige bøger. Læg mærke til det smukke g.</small>

 

'''Klassicistisk antikva''' (Modern) kaldes også nyantikva eller empireantikva. Den stammer fra slutningen af [[1700-tallet]] og kendetegnes ved de helt tynde hårstreger og fede grundstreger. Serifferne runder ikke af mod stammen, men er blot sat vinkelret på. De mest kendte og smukkeste empireskrifter er tegnet af [[Giambattista Bodoni]] omkring [[1780]].

 

<small>Skriften Bodoni fra omkring 1780. Bruges i dag af bl.a. [[IBM]] til alle reklametekster.</small>

 

Man kan altid kigge på serifferne, der ofte afslører, hvornår skriften er fra.

 

<small>Seriffer fra tre forskellige perioder. Først renæssance-antikvaens seriffer inspireret af bredpennen. Så barokkens seriffer, der forbindes til stammen med små rundinger, og til sidst de klassicistiske spinkle seriffer, der er sat vinkelret på stammen.</small>

 

[[cs:Antikva]]

[[de:Antiqua]]

[[fi:Antiikva]]

[[it:Antiqua]]