|
[[zh-classical:人魚]]
[[zh-yue:美人魚]]
Jeg har selv skreven denne historie, og jeg lover at sætte resten af historien ind når jeg er færdig med det. hilsen tabita 13 år .. : )
Har du nogen sinde tænkt over hvad der lever under havets dyb? Om der lever andet end bare fisk og planter? Findes havfruer? Findes der havemonstre? Ja!
Et hav langt væk, så langt væk at der kun var nogle få mennesker der kendte til det. Levede havfruen Siri. Hun var den smukkeste i havet. Hun havde det smukkeste brune hår. De smukkeste blå havfarvet øjne. De rødeste læber. Hun var så smuk at når hun kom forbi glitrede det i vandets overflade. Men der var et` problem, der var kun 1 havfrue i vandet og Siri kunne kun se, gøre og tænke ondt om andre. Da hun var lille spiste hun af en plante kaldt ”korrigo” det var den farligste og mest omtalte plante på havets bund. Den gjorde sådan at man kun gøre onde ting. Hendes far Amken, var den eneste der viste modgiften. Men Siri vil kun gøre hvad hun selv ville. Hun ville ikke høre på sin far. Blot et kys fra den ÆGTE kærlighed, ville gøre hende rask på et sec. Men det ville være umuligt, altså der levede ikke en eneste mand ned i havet, og Siri kunne også kun se ondt i folk. Rygterne gå om Siri, at hun har dræbt sin egen mor. Ja.. det er bleven påstået at Siri dræbte hendes mor i sine egne hænder. Hun havde bundet hende til en stolpe og ventede til det rette tidspunkt med at putte hende i det sorte hul. Som bliver omtalt om at være det sted hvor kun de falske mennesker kommer ned. Altså dem som ikke er rigtige havfolk. Hvis man er et rigtig havfolk ville man flyde op til havets overflade og man ville leve igen pga. havfruernes bånd. Men dette er også kun en myte, men som de fleste tror på.
Der var også en underlig ting mere ved denne plante. Man kunne godt blive forelsket, men man ville stadig være ond! Denne plante var kun bleven spist en gang. Nu var det anden gange et havfolk havde spist af det. Man viste ikke alt om denne plante. Hendes liv kunne ikke fortsætte med kun at tænke ond, hun måtte finde sig en mand.
Da havfruen stod op fra sin grusomme søvn, besluttede hun sig for at kikke sig lidt omkring. Hun skulle have mad lige som alle andre.
- Hvorfor er der ingen der vil snakke med mig, hvorfor flygter alle fra mig. Spurgte hun sig selv, imens hun knyttede sin hånd sammen så hårdt at det gjorde ondt.
- Hvorfor skal mennesker behandle mig sådan?
Ingen ville tale med hende fordi de viste hun ville gøre folk ondt.
- Jeg vil finde ud af hvad det er på land, ja.. det som min far aldrig vil give mig lov til. Han er ond ved mig, og det har han altid været, han har aldrig givet mig lov til noget. Han er ond.
Siri var inderst inde meget ked af det, hun troede ikke der var nogen der kunne lide hende. Men nu ville hun udforske hvad det var for oven. Men det var ikke så nemt som det lød. Planten havde også andre virkninger, den ville få en til at blive ondere for hver dag der gik. Derfor ville plantens virkning ikke få Siri til at gå op på land. For det kunne være at den ægte kærlighed ville være der. Så hver gang hun kom for tæt til overfladen, gjorde det ondt i hendes fødder. Det var som tusinde nælder ramte hendes hale. Smerten var udholdelig. Hendes far Amken viste næsten alt om planten. Han viste også at vis hun ikke fandt en mand inden 15 dage var gået, ville hun være forbandet og ond for evigt. Amken ville gøre alt for at hjælpe men Siri ville ikke have hjælp. En dag var allerede gået
14 dage tilbage:
Amken ville tage ud at finde Siri så han kunne advare hende. Han viste godt at det kunne tage tid. Han viste også godt at det var en chance han tog. Han viste ikke om hendes vrede ville bluse op.
- Ingen elsker mig, ingen elsker mig. Sagde Siri hele tiden til sig selv. Hun var nu 5 meter fra overfladen og hun var begyndt at kunne mærke smerten.
- Av, av, hvad sker der med mig hjælp.. Hjælp. Men ingen kunne høre hende
| 