Ejderpolitikken: Forskelle mellem versioner

Efter [[2. verdenskrig]] begyndte store dele af den hjemmehørende befolkning i Sydslesvig at identificere sig med regionenSlesvig frem for den tyske nation, og en delmange, som hidtil havde været tysksindede, tilsluttede sig nu den danske bevægelse. <ref>[http://www.halloregion.com/historie/dk_a10.htm Region Sønderjylland/Schleswig]</ref> Efter at briterne havde besat Sydslesvig i maj 1945, krævede mange hjemmehørende en genforening med Danmark eller oprettelse af et selvstændigt mandatområde. Inden englænderne fik det forbudt, nåede mange at afgive loyalitetserklæring til Danmark.

Der blev også skabt dansk flertal i mange kommunalbestyrelser. Det skønnes, at over 50 procent af den hjemmehørende befolkning stemte på danske kandidater ved [[landdag]]svalget i 1947 . Dette slog dog ikke igennem vedpå valgenedet samlede resultat, da opomkring mod to tredjedelehalvdelen af vælgerne var hjemstavnsfordrevne flygtninge fra de [[tyske flygtningeøstområder]].

Der kom efterhånden også en tysk modbevægelse. Tyske embedsmænd afviste dog ønsket om en genforening, og englændernedet britiske militærstyre ønskede en hurtig normalisering af Tyskland, hvorfor man forbød enhver form for agitation både for en grænseflytning, og for at Sydslesvig skulle adskilles fra Holsten eller have en særlig status i Tyskland. Den danske regering og danske politikere, undtagen personer som statsminister [[Knud Kristensen]], afviste også klart en genforening.

Efter dannelsen af [[Forbundsrepublikken Tyskland]] i oktober [[1949]] døde den ejderdanske bevægelse i Sydslesvig langsomt hen. Det danske mindretal var klart styrket i forhold til mellemkrigstiden, men det danske mindretal bestod nu både af "nye" og "gamle" danskere (de "gammeldanske" havde også været danske i perioden 1920-45). Mindretallet blev modarbejdet af den slesvig-holstenske regering i Kiel frem til 1955 og [[København-Bonn-erklæringerne]], hvorefter spændingerne blev mindre.