Michiel de Ruyter: Forskelle mellem versioner

Michiel de Ruyter er den bedst kendte søhelt i Hollands historie. Han spillede en vigtig rolle i de tre første britiskengelsk-hollandske krige, desuden deltog han i flere krige i [[Østersøen]] og kæmpede mod [[sørøver]]e i [[Middelhavet]]. De Ruyter var skiftevis i statens og rederes tjeneste, og var i en periode også selvstændig inden for [[hvalfangst]]. Han var gift tre gange, og fik seks døtre og tre sønner, stedbørn medregnet. En søn og to døtre døde som børn, sønnen [[Engel de Ruyter]] gik ind i admiralitetet og opnåede at blive viceadmiral.

== Den første britiskengelsk-hollandske krig (1652-1654) ==

Da den [[første britiskengelsk-hollandske krig]] brød ud i 1652, bad Zeelands admiralitet de Ruyter om at vende tilbage til aktiv tjeneste, og dermed begynde hans egentlige karriere i marinen. Den 29. juli var de Ruyter tilbage i aktiv tjeneste for provinsen, som kommandant for en hjælpeeskadron udstyret for private midler (directieschepen). Han blev vicekommandør under [[Witte de With]]. I en periode hvor de With var fraværende, ledede de Ruyter en eskadron som slog den britiskeengelske admiral [[George Ayscue]] i [[slaget ved Plymouth (1652)|slaget ved Plymouth]] den [[23. august]] [[1652]].

I 1655 flyttede de Ruyter og familie til Amsterdam, og i juli samme år rejste han med en eskadrille på otte skibe som eskorte for en konvoj på 55 handelsskibe til Middelhavet. '''t Huys Tydtverdryff'' var hans flagskib. Hans ordre var et forsvare hollandsk handel. Undervejs traf de en britiskengelsk flåde under ledelse af [[Robert Blake]], men undgik stridigheder. Efter at have sænket flere piratskibe og ført fredsforhandlinger med byen [[Salé]], vente de Ruyter hjem i maj 1656.

== Den anden britiskengelsk-hollandske krig (1665-1667) ==

I 1664, et år før den anden britiskengelsk-hollandske krig officielt begyndte, vendte de Ruyter tilbage til Middelhavet, hvor der viste sig at være vigtigere opgaver som skulle løses, end at forhandle med piraterne: briterne havde erobret hollandske [[faktori]]er (slavestationer) i Vestafrika. I al hemmelighed blev de Ruyters flåde sendt ud for at generobre de hollandske områder. Uventet mødte han en barndomsven, Jan Compagnie fra Vlissingen, på [[Guldkysten]]. Som barn var Jan Compagnie blevet taget som slave i Afrika og ført til Zeeland. Nu arbejdede han for det [[Hollandske Vestindienkompagni]] i landet, som han var blevet bortført fra.

De Ruyter generobrede de hollandske stationer, som admiral [[Robert Holmes (admiral)|Robert Holmes]] havde besat, og ødelagde de britiskeengelske faktorier som straf for erobringen af de hollandske. Derefter krydsede de Ruyter [[Atlanterhavet]], for at angribe de britiskeengelske kolonier i Amerika.

I slutningen af april 1665 ankom de Ruyter til [[Barbados]] i Caribien, han ledte flåden på tretten skib fra flagskibet ''Spiegel''. De trak ind i [[Carlisle Bay]] og ødelagde mange af de skibe, der lå for anker, samt udvekslede ild med de britiskeengelske batterier. Efter at have konstateret at de hans eget skib var blevet beskadiget, trak de Ruyter sig tilbage til den franske ø [[Martinique]]. Da skibene var blevet repareret, satte de Ruyter kursen nordover til den hollandske koloni [[Sint Eustatius]] med forsyninger, på vejen dertil tog han flere britiskeengelske skibe til fange. Skaderne på skibe og mandskab var for store til, at han ville gå til angreb på [[New York]] (tidligere [[Ny Amsterdam]]) for at generobre [[Ny-Holland]]. Han sejlede i stedet til [[Newfoundland og Labrador|Newfoundland]], undervejs tog han flere britiskeengelske fiskebåde. I 1665 erobrede han byen [[St. John's (Newfoundland og Labrador)|St. John's]] i det nuværende [[Canada]], og holdt den i en kort periode.

Mens de Ruyter havde vært på togt, var der sket meget i hjemme i Holland. Den [[Den anden britiskengelsk-hollandske krig 1664-67|anden britiskengelsk-hollandske krig]] var begyndt i kolonierne et år før den brød ud i Europa. På vej tilbage til Europa hørte de Ruyter om det store nederlag den hollandske flåde havde lidt i [[slaget ved Lowestoft]]. Flåden havde mistet sin øverstkommanderende, van Wassenaer, og man havde givet Maarten Tromps søn, [[Cornelis Tromp]] en midlertidig udnævnelse. Raadspensionaris Johan de Witt (republikkens højeste embedsmand) gik i mellem, og den 11. august blev de Ruyter udnævnt til admiralløjtnant over hele landets flåde, som marinens øverstkommanderende. Inden de Ruyter fik admiralitetet i Amsterdam, delte han denne rang med fire andre. Tromp og de Witt stod på hver sin side hvad angik hvem der skulle være [[statholder]], Tromp var [[Oranjevenlig|for]] at lade embedet holdes af [[Oranien|Huset Oranje]], mens de Witt var imod. Således fik de Ruyter i Cornelis Tromp en næstkommanderende, der gjorde sit bedste for at adlyde befalinger, men egentlig ikke kunne. Det var den samme situation, der havde været mellem Maarten Tromp og Witte de With.

De Ruyter fortsatte den modernisering af flåden, som han var begyndt på i sin tid som rådgiver for kommandør Jacob van Wassenaer Obdam. Han ledte flåden i øvelser i formationssejlads, en kopi af den britiskeengelske admiral Robert Blakes taktik, og indførte et kommunikationssystem med signalflag. Frem til disse ændringer blev foretaget, havde søslag fortrinsvis været en ukoordineret kamp mellem skibe.

En af de mest kendte aktioner som de Ruyter kun spillede en mindre rolle i, blandt andet på grund af sygdom, var [[angrebet på Medway]] i 1667. Angrebet beskadigede den britiskeengelske flåde, både økonoisk og i anseelse. Ikke blot mistede de deres flagskib HMS ''Royal Charles'', men også flere landbatterier som beskyttede indsejlingen blev ødelagt, og den hollandske flåde nærmede sig London, hvor der udbrød panik, hvilket afsluttede slaget.

Van Brakel havde kommandoen over tre skibe, sit eget - ''de Vreede'' (freden) og de to [[brandskib]]e ''Suzanna'' og ''Pro Patria''. ''Pro Patria'' blev sat i brand, sejlede over kæden og fortsatte mod den britiskeengelske flåde, der lå for anker. Det britiskeengelske flagskib HMS ''[[HMS Royal Charles|Royal Charles]]'' blev forladt af vagtmandskabet. Skibet blev erobret og taget med tilbage til Holland. Kun ''Monmouth'' var uskadt. Da [[George Monck|Monck]] så katastrofen der udspillede sig, lod han de øvrige seksten krigsskibe, længere oppe ad floden, sænke, så de ikke også skulle blive erobret. Efter slaget blev en [[fredsaftalen i Breda|fredsaftale]] underskrevet i [[Breda]]. Idémanden til togtet havde været Johan de Witt. De Ruyter forventede problemer, særligt i forbindelse med ukendte grundforhold i floden, men udførte opgaven. [[Cornelis de Witt]], Johan de Witts bror, blev udnævnt som tilsynsfører og repræsentant for Generalstaterne. Planerne blev lagt af admiralløjtnant [[Willem Joseph van Ghent]].

== Den tredje britiskengelsk-hollandske krig (1672-1674) ==

Ved at udnytte vindretningen og viden om grundforholdene langs kysten, forhindrede de Ruyter en talmæssigt overlegen britiskengelsk-fransk flåde i at gå i land under den [[tredje britiskengelsk-hollandske krig]], dette i [[slaget ved Solebay]] i 1672 og i slagene ved [[slaget ved Schooneveld|Schooneveld]] og [[slaget ved Kijkduin|Kijkduin]] i 1673. Hvert admiralitetet i Holland havde mistet en admiralløjtnat, og for at markere de Ruyters position som øverstkommanderende, blev han i februar 1673 forfremmet til generaladmiralløjtnant ("luitenant-admiraal-generaal"), en rang der var særligt oprettet til ham. Statholder Vilhelm 3. af Oranien blev generaladmiral. I 1672 blev brødrene Johan og Cornelius de Witt myrdet, og den 6. september samme år blev en folkemængde hidset op til at ramponere de Ruyters hus. Imens var hans hustru Anna van Gelder alene hjemme med en af døtrene og en niece, mens Michiel var på søen. Da situationen blev truende, bad Anna om hjælp fra sønnen Jans svigerfar, der var kaptajn i borgerværnet. For at bringe ro over gemytterne bad Anna ham om at oplæse et brev fra Michiel til folkemængden, hvori de Ruyter fortalte, at han jagede fjenden. Det lykkedes derefter borgerværnet at sprede folkemængden.

Efter den tredje britiskengelsk-hollandske krigs afslutning i 1674, indtog Frankrig områder der tidligere havde været under den spanske krone.