Wilhelm Keitel: Forskelle mellem versioner

357 bytes fjernet ,  for 12 år siden
lix
m (robot Ændrer: vi:Wilhelm Keitel)
(lix)
'''Wilhelm Bodewin Johann Gustav Keitel''' ([[22. september]] [[1882]] - [[16. oktober]] [[1946]]) var en [[tyskland|tysk]] [[hær]]officer.
 
Under [[2. verdenskrig]] var Keitel som feltmarskal (tysk titel: ''Generalfeldmarschall'') chef for [[værnemagt]]ens overkommando (OKW) og var i denne funktion den nærmeste militære rådgiver for [[Adolf Hitler]].
 
Efter 2. verdenskrig dømt og henrettet for krigsforbrydelser ved domstolen i Nürnberg.
 
== Militær karriere ==
Keitel indtrådte i hæren i [[1901]] og deltog som ung officer ([[løjtnant]] og senere [[kaptajn (militær)|kaptajn]]) i [[1. verdenskrig]], hvor han blev såret og dekoreredesdekoreret med jernkorset af 1. grad. Han blev overflyttet til generalstabsarbejde, hvor han udmærkede sig som organisator med administrative evner. Af stor betydning var det, at han her mødte den lidt ældre major [[Werner von Blomberg]], der senere blev tysk [[krigsminister]]. Keitels karriere kom til at følge i dennes kølvandhans indtil det dramatiske brud mellem dem i forbindelse med skandalen omkring von Blombergs ægteskab i [[1938]].
 
Efter krigens afslutningkrigen gjorde han tjeneste i det nyoprettede [[Rigsværn]], hvor han [[1931]] udnævntes til oberst og [[1. marts]] [[1934]] til generalmajor og gjorde tjeneste som stedfortrædende divisionschef i [[Potsdam]].
 
Den [[1. oktober]] [[1935]] blev han udnævnt til chef for værnemagtskontoret i ministerietRigskrigsministeriet i [[Berlin]], som nu hed Rigskrigsministeriet. Hurtigt fulgte udnævnelser til generalløjtnant den 1. januar [[1936]] til [[general]] i [[artilleri]]et den 1. august [[1937]].
 
Da Hitler i februar året efter1938 ændrede kommandostrukturen, blev Keitel stabschef for krigsminister von Blomberg. Efter [[Blomberg-Fritsch-affæren|afskedigelsen]] af von Blomberg og [[Werner von Fritsch]] blev Keitel fra [[4. februar]] [[1938]] chef for [[OKW]]. Han udnævntes til [[generaloberst]] [[10. november]] [[1938]].
 
Efter [[Slaget om Frankrig|Frankrigs fald]] udnævntes han af Hitler til [[feltmarskal]] den [[19. juli]] [[1940]].
 
== Private forhold ==
Wilhelm Keitel var søn af en godsejer i Helmscherode, en lille landsby på vestsiden af [[Harzen]]. Efter folkeskolen gik han på [[gymnasium|gymnasiet]] i [[Göttingen]].
 
Han giftede sig i 1909 med ''Lisa Fontaine'', datter af en bryggeriejer og godsejer fra [[Hannover]], med hvem hanhende fik 2han to sønner og en datter. Sønnen Karl-Heinz blev i 1938 gift med von Blombergs datter Dorothee.
 
Keitel mistede under krigen sin ene søndatter og sinene dattersøn.
 
Hans yngre broder, [[Bodewin Keitel]] (1888 - 1953), der var general i [[infanteri]]et, var fra 1938 til 1942 chef for hærens personalekontor.
 
== Keitels forhold til nazismen og Hitler ==
I årene før [[1933]] havde Keitel ikke forbindelse med de tyske nazister og var således heller ikke partimedlem. Men han delte den kritiske holdning i store dele af officerskorpset til den demokratiske stat og var en af dem, der befordrede den såkaldte ''dolkestødslegende'', ifølge hvilken: den tyske hær ikke var slået på slagmarken, men var blevet faldet i ryggen af den civile hjemmefronthjemmefronten.
 
Han mødte første gang Hitler den 17. maj 1933 ved en "SA-førerkongres" i [[Bad Reichenhall]], hvor han talte med Hitler i længere tid. Det gjorde et stort indtryk på den politisk set naive officer og blev et vendepunkt i hans liv. Fra dette tidspunkt stillede han i hvert fald sin troskab mod regimet til skue og holdt i løbet af de kommende år flere taler, der støttede den nazistiske stat.
 
Mens han var chef for værnemagtskontoret, fik han ry for at være en "ja-siger" og partisoldat. F.eks.Fx udarbejdede han iog 1936von sammenBlomberg medi von Blomberg1936 en instruks om at udstøde "politisk utilforladelige" soldater af værnemagten og overgive dem til [[Gestapo]]. Han var desuden ansvarlig for kontakten mellem militæret og partiet og gennemførte i 1937 sammen med [[Rudolf Hess]] - den forskruede leder af partiorganisationen og stedfortræder for føreren - en stor [[PR]]-kampagne for at forbedre forholdet.
[[1939]] modtog han [[NSDAP]]'s gyldne partiemblem, som ellers var forbeholdt "de gamle frontkæmpere" fra før 1933.
 
Det fremgår af alle samtidiges udtalelser, at Keitel var Hitler blindt hengiven, hvilket indbragte ham det spottende [[øgenavn]] "Lakeitel". Det var også Keitel, som efter erobringen af Benelux-landene og Frankrig karakteriserede Hitler som "største feltherre til alle tider" (tysk: "Größter Feldherr aller Zeiten" - en betegnelse, som dele af befolkningen latterliggjorde i forkortelsen [[GröFaZ]], især da krigslykken vendte for alvor).
 
Keitels beundring for Hitlers "geni" førtefik ham til uden modsigelse at udføre dennes ordrer. Der er mange beretninger om, hvorledes det var en svaghed i Keitels karakter, at han havde vanskeligt ved at træffe beslutninger og generelt var uselvstændig og usikker. DetteDet kompenserede han for ved en overdreven pligtfølelse, en formidabel flid og ved at udnytte de organisatoriske og administrative evner, han utvivlsomt besad. Intet tyder på, at Keitel i militær henseende havde [[taktik|taktiske]] eller [[strategi]]ske evner. Hans udmærkelser i militæret lå først og fremmest indenfor planlægningens og [[logistikken]]s område.
 
Han var derfor en ideel værnemagtschef for Hitler, hvis ordrer aldrig blev modsagt, men tværtimod støttet - langt ud over enhver rimelighed og langt ind i krigsforbrydelsernes områdekrigsforbrydelser.
 
== Keitel under 2. verdenskrig ==
[[Fil:Nuremberg-1-.jpg|thumbnail|left|200px|Nürnbergprocessen 1946 - Otte af de anklagede. <br /> Forrest (venstre til højre): Göring, Heß, Ribbentrop, Keitel.<br /> Bagerst: Dönitz, Raeder, Schirach, Sauckel]]
 
Keitel blev ved [[Nürnbergprocessen|krigsforbryderprocessen i Nürnberg]] i [[1946]] (hovedprocessen) anklaget efter alle 4fire hovedanklagepunkter.
 
* Forbrydelser mod freden.
* Forbrydelser mod menneskeheden.
 
EftersomDa han utvivlsomt havde deltaget i den almindelige og detaljerede forberedelse af angrebskrigen, og da næsten enhver befaling, som udgjorde en [[krigsforbrydelse]] eller en [[forbrydelse mod menneskeheden]], var underskrevet af ham, var anklagerens materiale ganske overvældende og kunne sammenfattes i en erklæring på kun 5fem sider.
 
Hans direktiver og ordrer til hæren var så ekstreme, og beviserne mod ham så overvældende, at forsvarerne frygtede, at dedet kunne føre til, at domstolen ville erklære hele værnemagten og generalstaben for forbryderiske organisationer,. hvilketDet dogskete ikke skete.
 
I foråret 1946 fik domstolen en henvendelse fra hans forsvarer, som fremførte, at Keitel overvejede at erklære sig skyldig, såfremt han kunne få rettens garanti for, at en eventuel dødsdom ville blive eksekveret ved skydning. Det var et spørgsmål om ære: Officerer bliver skudt - ikke hængt. Da den medanklagede [[Göring]], den tidligere rigsmarskal, som Keitel stadig anså for sin overordnede, modsatte sig dette, lod Keitel sagen falde.
 
Den [[2. oktober]] [[1946]] blev han kendt skyldig i alle anklagepunkter og dømt til døden ved hængning. [[12. oktober]] [[1946]] forsøgte han igen - støttet af franskmændene - uden held at få ændret henrettelsesmetoden til skydning.
 
Dødsdommen blev eksekveret den [[16. oktober]] [[1946]]. Keitel blev hængt som nr.den 2anden af de ti dødsdømte umiddelbart efter den tidligere nazistiske udenrigsminister [[Joachim von Ribbentrop]]. Han blev 64 år
{{Commonskat|Wilhelm Keitel}}
{{FD|1882|1946|Keitel, Wilhelm}}
Anonym bruger