Tianjintraktaten: Forskelle mellem versioner

== OprinneligtOprindeligt indhold ==

Traktaten forpligtede Kina til at åbne sig yderligere for handel med udenlandske magter, især med Storbritannien. Denne handel gik hovedsagelig over [[traktathavn]]ene [[Fuzhou]], [[Guangzhou|Kanton]], [[Ningbo]], [[Shanghai]] og [[Xiamen]] (Amoy), foruden over den nyligt afståede [[Hongkong]]ø, og over portugisernes [[Macao]]. Men nu blev flere traktathavne opretteetoprettet; Traktaten nævnte ved navn eller impliserede indirekte [[Dengzhou]], [[Hankou]], [[Jiujiang]], [[Kaohsiung]], [[Qiongzhou]], [[Nanjing]], [[Niuzhuang]], [[Shantou]], [[Tanshui]] (nær [[Taipei]]) og [[Zhenjiang]]. I det øjemed at forfølge [[pirat]]er fik briterne ret til at lade sine krigsskibe anløbe enhver kinesisk havn. Udlændinge skulle have fri rettigheder i en omkreds af 50 km omkring hver af traktathavnene, og på betingelse af at de var blevet udstyret med vestlige beskyttelsespas skulle de nyde fri adgang over hele det kinesiske rige.

Import af [[opium]] blev udtrykkelig tilladt. Dette var det store stridsspørsmålstridsspørgsmål som havde udløst [[opiumskrigene|de to opiumskrige]]. Handlen var afgrænset til traktathavnene og varen blev belagt med en indførsels[[told]] på 30 [[tael]] pro [[piku]] (=60 kg). Iøvrigt skulle den interne handelstold på importvarer generelt reduceres til 2,5 %. I havne og ved toldstationer skulle det angelsaksiske målesystem indføres indføres. [[Engelsk]] skulle blive det officielle sprog ved handelstransaktioner.

Kina værgredeværgede sig mod at efterkomme traktatsbestemmelsernetraktatbestemmelserne, som de mente var alt for hårde. Dette medførte at briterne i juni 1859 på ny angreb Dagu-fortene. Dermed var anden opiumskrig i gang på nyt. Der fulgte en «straffeekspedition» i 1860, under ledelse af [[Victor Alexander Bruce|Lord Elgin]], og den raserede fuldstændig [[det gamle sommerpalads i Beijing]]. Efter dette bekræftede og accepterede [[prins Gong]] på vegne af [[Xianfeng-kejseren]] traktatbestemmelsene. Kejseren selv var flygtet nordover ind i [[Manchuriet]], til [[sommerpaladset i Chengde|Johol-paladset]].

I pagt med en klausul i 1858-aftalen blev der ti år efter foretaget en gennemgang af traktaten. Kinesere og briter ville da mildne enkelte bestemmelser og udbygge bilaterale kontakter på venskapelig grundlag. Men dette kompromisdokument, fremforhandlet af den kinesiske [[mandarin (embedsmand)|qing-embedsmanden]] Wenxiang og britiske delegationsleder [[Rutherford Alcock]] blev ikke godkentgodkendt af flertallet i det britiske [[House of Commons]].