Claudius: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
TXiKiBoT (diskussion | bidrag)
m robot Tilføjer: hy:Կլավդիոս
lix
Linje 16:
efterfølger=[[Nero]]|
}}
'''Tiberius Claudius Drusus Nero Germanicus''' ([[1. august]] [[10 f.Kr.]] – [[13. oktober]] [[54|54 e.Kr.]]), kendt som '''Claudius I''', var Roms fjerde kejser.
 
Claudius var søn af kejser [[Tiberius]]’ broder Drusus og af [[Augustus]]’ niece Antonia. Han voksede op som et sortkejserfamiliens sorte får i kejserfamilien, da han var plaget af sygdomme og forskellige handikap (stammen, halten, og muskellidelser), og derforfik kun fik enkelte symbolske embeder. I adskillige år fungerede han mest som historiker, derog var foragtet af den øvrige slægtslægten og i desudenfare i fare under de mere terrorprægede perioder. Ved nevøen [[Caligula]]s mord januar 41 udråbtes den da aldrende Claudius uventet til kejser i mangel af andre, mensog Senatets forsøg på at genindføre republikken blev kvalt i fødslen.
 
Hans regeringstid blev indadtil generelt fredelig og konstruktiv efter Caligulas tyranni og prægedes af økonomisk sanering og byggeriarbejder efter Caligulas tyranni -: vandledninger og en ny havn ved Tiberens munding er blandt de vigtigste resultater. Under hans styre fik frigivne slaver for alvor fodfæste på ”ministerposter” og kom til at danne et alternativ til det gamle aristokratiske embedskorps. Blandt de væsentlige var rådgiverne Pallas og [[Narcissus]]. Claudius’ egen indsats er stærkt omdiskuteret;: man har snart tolket ham somenten en ren marionet, snart someller en indflydelsesrig mand med egen mening om sagerne. Han meldes at have vistviste stor interesse for retspleje og ofte at have indtagetindtog dommersædet. GenereltKejsermagten synes kejsermagtenblev ikke at være svækket under ham, selv om han gav afkald på ydre fyrstepræg, derimod blev gardens økonomiske gaver fratil da af engarden fast tradition ved kejserskifter.
{{Julisk-Claudiske}}
Den væsentligste udenrigspolitiske begivenhed i hans regeringstid var den begyndende erobring af [[England]] ([[Romersk Britannien|Britannien]]) år 47; indtil dafør havde romerne kun haft enkelte støttepunkter på kysten. I de næste år blev Sydengland bragt under Imperiets herredømme, og han var selv formel leder af en del af felttoget. I [[Palæstina]] kom det til en mislykket opstand i 44 under kong [[Herodes Agrippa]], i øvrigt énen af kejserens ungdomsvenner.
 
En særlig opmærksomhed har stået omfik Claudius’ kejserinde [[Messalina]], (hans tredje hustru), som i samtidige kilder skildres som skandaløst umoralsk, men meget indflydelsesrig. Hun henrettedes 48 efter nye skandaler og et formodet forsøg på statskup. Hans sidste hustru var niecen [[Agrippina Den Yngre]], som synes at have domineret ham og fik ham til at adoptere hendes søn [[Nero]] med forbigåelse af hans egen søn Britannicus. Claudius døde kort efter, sandsynligvis forgivet på hustruens initiativ. Han blev efter sin død anerkendtophøjet somtil "gud".
 
I samtidige historikeres fremstillinger står Claudius ofte som en fordrukken og halvkomisk svækling, der lod sig lede af andre, lunefuld og letpåvirkelig. Ikke desto mindre viste han sig i flere krisesituationer i stand til at gribe hurtigt og hårdhændet ind, ligesomlige som han synes at have været en mand medhavde betydelige intellektuelle interesser. Hans meget omtalte sygdom er umuligumuligt at få nogetet klart billede af; den er blevet tolket som enten Sankt Veitsdans eller spastiske lammelser.
 
Claudius har i det [[20. århundrede]] fået en særlig berømmelse, der nu gør ham til én af de bedst kendte tidligere kejsere, gennem: forfatteren [[Robert Graves]]' romaner om ham ''Jeg, Claudius'' (1934) og ''Claudius og Messalina'' (1937), hvoriskildrer han fremstillesham som en begavet mand, der overlever ved at spille nar. De filmatiseredes af [[BBC]] i [[1976]] med [[Derek Jacobi]] i hovedrollen.
 
== Eksterne henvisninger ==