Heinz Guderian: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
lix
Linje 14:
I [[Operation Barbarossa]], den tyske invasion af [[Sovjetunionen]], førte han ''Panzergruppe Guderian'', og modtog i juli [[1941]] [[Jernkorset|ridderkorset med egeløv]]. Fra 5. oktober var han chef for anden panserarmé. Under Barbarossa-kampagnen førte han sine panserstyrker i hurtige fremstød i overensstemmelse med [[blietzkrieg-doktrinen]] og fik herved tilnavnet ''Schneller Heinz'' (hurtige Heinz) af sine tropper. Hans pansrede spydspids erobrede Smolensk på påfaldende kort tid og var klar til det afgørende angreb mod Moskva, da han blev beordret til at dreje mod syd mod Kiev. Han blev frataget kommandoen den [[25. december]] [[1941]] efter at have beordret en tilbagetrækning i strid med [[Hitler]]s ordre om at fastholde erobret land, og herefter overført til overkommandoens reserver.
 
Efter det tyske nederlag ved [[slaget om Stalingrad]] blev Guderian kaldt tilbage til aktiv tjeneste som generalinspektør for pansertropperne. Hans opgave var træning, produktion og indsætningindsættelse af Tysklands pansrede styrkerpansertropper. Den [[21. juli]] [[1944]] blev han stabschef for hæren. Hitler fratog ham kommandoen den [[28. marts]] [[1945]] efter en diskussion om et mislykket modangreb. Det satte punktum for en lang række uoverensstemmelser mellem dem.
 
=== Retsopgøret i Nürnberg ===
Trods sovjetiske og polske protester blev Guderian ikke tiltalt for krigsforbrydelerkrigsforbrydelser under [[Nürnberg]]-sagen, idet hans handlinger og opførsel blev anset for at være i overensstemmelse med en professionel soldats. Polen argumenterede med, at Guderian under [[slaget ved Wisna]] havde truet den polske chef med at skyde [[krigsfange]]r, såfremt han ikke beordrede polske enheder til at overgive sig. De vestlige sejrherrer betegnede sådanne trusler som bluff, da der ikke blev henrettet krigsfanger. Guderian havde også modtaget en ejendom i i Warthegau-området i det tyskbesatte Polen, hvorfra de polske ejere blev bortvist. Endelig havde han modtaget statspenge fra Hitler efter sin tilbagetræden i 1942.
 
6.marts 1945 talte han til indbudte tyske og udenlandske [[journalist]]er om [[Den røde armé]]s overgreb i øst. Han præsenterede to tyske officerer, der havde kæmpet sig tilbage fra det belejrede [[Poznan]] og lod dem fortælle, hvad de havde set på vejen. Derefter læste han højt fra en dagsordre fra marskalkfeltmarskal [[Georgij Zjukov]] beregnet på at genoprette svigtende sovjetisk disciplin og afsluttede med at kommentere [[verdenspressen]]s dækning af fundene i [[koncentrationslejr]]ene [[Auschwitz]] og [[Majdanek]]: "''Jeg har selv kæmpet i [[Sovjetunionen]], men aldrig bemærket nogen djævleovne, gaskamre eller lignende frembringelser af en syg fantasi''", erklærede han og kaldte presseomtalen af lejrene " åbenbare løgne". Hans-Georg von Studnitz fra det tyske udenrigsministerium noterede betænkeligt i sin dagbog: "''Indtrykket(..)var ikke godt. Verden kender nu til fotografier, film og øjenvidneskildringer om Majdanek, Auschwitz og lignende institutioner i de tidligere besatte områder. Det tyske folk ved rigtignok ikke noget. Alligevel bør man antage, at Guderian er underrettet. Desto mærkeligere fremstår det, at han tager spørgsmålet op på denne måde(...)i et militært så vigtigt øjeblik.''" <ref>Niclas Sennerteg: ''Stalins hevn'', forlaget Schibsted, Oslo 2006, ISBN 978-82-516-2303-2</ref>
 
Guderians ene søn, [[Heinz Günther Guderian]], blev senere fremtrædende general i den vesttyske hær og i [[NATO]].
Linje 35:
{{FD|1888|1954|Guderian, Heinz}}
 
[[Kategori:MilitærfolkGeneraler fra Tyskland]]
 
{{Link FA|sl}}