Bor (redskab): Forskelle mellem versioner

Et '''bor''' er (som regel) et [[spån]]tagende redskab til at lave [[boring]]er (cylindriske huller) med. Boret forsynes ofte med en spiraludvendig spiralgang eller anden mekanisme til at transportere borespånerne væk med; udsugning eller skylning.

De ældste "bor" kendes fra stenalderen[[stenalder]]en: en kort pind af hårdt træ, der med en håndsten med en fordybning i trykkes mod en fordybning i den sten eller det bløde træstykke, man vil lave hul i. Pinden drejes frem og tilbage ved hjælp af en omviklet snor, der er opspændt i en træbue. Om processen skal kaldes boring eller slibning, kan diskuteres. Den ender i hvert fald lige som moderne boringer også med en opvarmning af både bor og emne.

At det er muligt at bore uden at være i besiddelse af et skarpt bor, skyldes den omstændighed, at det findes tre principper for boring: slidende (slibende), stødende og skærende. Det var den slidende, der først og fremmest blev udnyttet af stenalderens træsmed, og for øvrigt osseogså af både [[flint]]- og bensmed[[Ben (materiale)|ben]]smed.

I den slidende boring udnytter man friktionen eventuelt sammen med et materiale, der forhøjer gnidningsmodstanden; det kan være smuld fra selve boringen, eller noget, der er tilført bevidst, fx granitsmuld[[granit]]smuld eller [[kvartssand]] (strandsand, der for en stor dels vedkommende består af knust flint, der i hårdhed nærmer sig diamant).

Selvsagt slides boret undervejs, og må udskiftes med jævne mellemrum, og det tager lang tid at bore sig igennem fx et øksehoved (en stridsøkse fx), men der har ikke været andre muligheder på det tidspunkt, og mennesket har altid udnyttet den teknik, der var til *rådighed, og det er først i vore dage, at tiden er blevet så kostbar, at vi til stadighed må omgive os med flere og flere (elektriske eller mekaniske) hjælpemidler.

Hvorvidt man allerede i [[stenalder]]enstenalderen har formået at udnytte den stødende boring, står ikke ganske klart, da det normalt kræver en vis sejhed af værktøjet, sammen med en vis hårdhed, hvorfor vi nok skal helt frem til [[jernalder]]en eller senere, før denne metode bliver udviklet.

Stødende boring har været anvendt længe; et [[stødbor]] kaldes i vore dage for [[slagbor]] (Opfindelsernes Bog.), men har tidligere været brugt i [[rawlplugbor]]et''rawlplugboret''. Nutildags anvendes det bl.a. i [[slagboremaskine]]n, og i [[kangohammerborehammer]]en (kangohammeren), og først og fremmest til hårde materialer, sten, murværk og lignende.

Den skærende derimodboring, har stenalderens folk kendt, og udnyttet i de såkaldte ''flække-'' og ''kernebor'', tilspidsede flintredskaber, som moderne arkæologer har navngivet. Sådanne bor har været til træ, ben, rav og andre bløde materialer, men uegnede til sten (hvad der heller ikke var behov for før i den sene stenalder, såkaldt [[Tragtbægerkultur|stridsøksetid]], hvor der blev fremstillet mange økser af bjergart, hvor man hidtil stort set havde klaret sig med den barberbladskarpe flint, der dog har den ulempe, at den let springer i stykker, men osseogså nemt lader sig skærpe med ny tilhugning og eventuel slibning (se slibe og pudseværktøj).

[[Billede:Spade bits.JPG|thumb|300 px|center|Spadebor]]

**[[Dyvelbor]] - rawlplugbor

*[[OljeborOliebor]]

*[[skeborSkebor]]

De fleste bor er fremstillet af [[værktøjsstål]], ofte med skær af [[hårdmetal]], [[karborundum]] eller evt [[diamant]].