Giovanni Lorenzo Bernini: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Om hans skulpturer.
Flertydige WL: nymfenymfe (mytologi), ApolloApollon, busteSkulptur, hjertehjerte (organ); fordansker
Linje 10:
Med den anden skulpturgruppe, "Pluto og Proserpina" (1621-1622), fremstiller Bernini [[Pluto (gud)|Pluto]]s dramatiske bortførelse af [[Proserpina]]. Den fortvivlede Proserpina prøver forgæves at vride sig ud af Plutos faste greb. Bernini fandt sandsynligvis inspiration i [[Giambologna]]s skulptur''Ratto delle sabin'' ([[Kidnapningen af Sabinerkvinderne|Sabinerindernes rov]]) fra 1580-tallet.
 
"Apollo og Dafne" (1622-1625) fremviser tydelig påvirkning fra [[antikken]]s skulptur, specielt fra "Apollo fra Belvedere", en romersk kopi af en græsk [[bronze]]skulptur fra ca 320 f.Kr. Bernini viser med denne skulptur sin tekniske virtuositet i at mejsle og slibe [[marmor]] til fuldkommen efterligning af et menneske. Bernini har fanget det øjeblik, da den skønne [[nymfe (mytologi)|nymfe]] [[Dafne]], jaget af den forelskede [[Apollon|Apollo]], forvandles til et [[laurbær]]træ.
 
Den sidste av kardinal Borgheses bestilninger, "David" (1623-1624), viser den unge [[kong David|David]], der gør slyngen parat før mødet med filisterkæmpen [Goliat.
Linje 16:
Under [[pave Urban 8.]]s pontifikat (1623-1644) var Bernini Roms mest eftertragtede kunstner, og fuldførte sammen med sine assistenter og elever en mængde opdrag i [[Peterskirken]], blandt annet højalterets 20 meter høje baldakin med snoede [[søjle]]r. Står man med ryggen til kirkens indgang, ser man på søjlen til venstre, i øjenhøjde, et kvindeansigt. Går man rundt om baldakinen med klokken, ser man hendes ansigt også på de to næste søjler, mere og mere fortrukket af smerte under en børne[[fødsel]], men på den fjerde søjle afløst af et smilende spædbarnsansigt. Kvinden var en niece af Urban 8. der fødte, mens Bernini arbejdede med baldakinen. <ref>Lonely Planet's guide til Rom (s. 140), ISBN 978-1-74179-323-9</ref>
 
I juli 1650 fik Bernini i opdrag at udføre en [[Skulptur|buste]], der skulle forestille Francesco 1. d'Este (1610-1658), hertug af [[Modena]]. Til trods for at Bernini og hertugen aldrig mødtes - Bernini havde kun et malet portræt som grundlag for busten - klarede han at give indtryk af en hel skikkelse, til trods for at den kun består af et hoved og armløse skuldre. <ref>Avery, 1997, s. 92.</ref> Draperingens dramatiske udførelse og hertugens krøllede hår er specielt godt fremstillet.
 
Berninis højdepunkt som skulptør anses at være «Den hellige Teresas ekstase» (1647-1652) i Cornaro-kapellet i kirken [[Santa Maria della Vittoria]] på Quirinalen. Skulpturen forestiller den [[Spanien|spanske]] [[Karmeliterordenen|karmeliterhelgen]] Teresa af Ávila] i [[meditation|meditativ]] ekstase. En [[engel]] skal netop til at gjennomboregennombore hendes [[hjerte (organ)|hjerte]] med den guddommelige kærligheds pil. I Cornaro-kapellet forener Bernini skulptur, arkitektur, [[fresko]] og [[stuk|stukkatur]] til en helhed.
 
Som ældre mand udførte Bernini skulpturen «Salige Ludovica Albertoni» (1671-1674), der står i kirken San Francesco a Ripa i Trastevere.