Forskel mellem versioner af "Dansk litteratur i middelalderen"

lidt mere til senmiddelalderen
(introtext til senmiddelader)
(lidt mere til senmiddelalderen)
 
Mod slutningen af middelalderen var omfanget af dansksprogede tekster blevet så stort, at dansk havde opnået status som skriftsprog.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 392</ref> Det er blevet foreslået, at denne udvikling hang sammen med udviklingen af skriftbårne institutioner udenfor de kirkelige institutioner, som havde latin som fællessprog. Overordnet set var kirken var neutral i forhold til folkesprogene, men man modsatte sig oversættelser af kanoniske bibel tekster fra den latinske ''[[Vulgata]]''. Den lille mængde af bevarede originale [[manuskript]]er fra før [[14. århundrede]] betyder imidlertid, at det er umuligt at fastslå udbredelsen og mængden af dansksprogede tekster med sikkerhed før dette tidspunkt.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 393</ref> Vi ved heller ikke med sikkerhed, hvor udbredt læsefærdigheder var i verdslige kredse. Det kan være muligt, at læsning indtil senmiddelalderen primært har været et kvindeanliggende i de højeste socialklasser. Denne teori bygger bl.a. på, at det fremgår af testamenter, at [[psalterium|psalterier]] (bønnebøger), der var den mest udbredte bogtype hos private, hovedsageligt var i kvinders eje.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 388</ref>
 
===Verdslig litteratur===
Fra senmiddelalderen er der bevaret langt mere [[verdslig]] litteratur. Det skyldes primært den øgede skriftkultur og ressourcer også i verdslige institutioner. Samtidig kender vi også flere oversættelser af religiøs litteratur til dansk. Den verdslige litteratur består hovedsageligt af dramatiske fortællinger, [[farce]]r, krønikespil og [[rimkrønike]]r. Kendte eksempler er Dyrerimene og Peder Laales ordsprog. I senmiddelalderen skete der en nedbrydning af højmiddelalderens skarpe skel mellem den verdslige og den religiøse sfære. Nu blev det nemmere og mere acceptabelt at leve et kontemplativt liv blandt lægfolk. Det betød, at der omkring 15. århundrede opstår en blandingskultur mellem det verdslige og det religiøse, hvilket bl.a. medførte at skriftkulturen i højere grad blev integreret i den ikke.gejstlige kultur.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 448</ref>
 
Et eksempel på den nye verdslige litteratur er [[Peder Laale]]s samling af ordsprog på dansk og latin. Den blev brugt som lærebog i latin i 15. og 16. århundrede. Det ældste bevarede fragment stammer fra ca. 1450, mens komplette trykte eksemplarer stammer fra 1506 og 1508. denne ordsprogssamling har i dag stor betydning både litterært og kulturhistorisk. Både fordi flere af mundheldene og ordsprogene har meget gamle rødder. Fx indeholder flere af dem oldnordiske bogstavrim, og pga. de mange iagttagelser af hverdagslivet, der kan udledes af teksten.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 449</ref>
 
Den [[Høvisk kultur|høviske kultur]] bliver udbredt i Norden efter tysk påvirkning. Den var præget af særlige omgangsformer, kampnormer, talesæt og digtformer. I Sydeuropa rakte idéen om et særligt høvisk ideal tilbage til [[Gudsfredsbevægelsen]] og [[1. korstog]] i 11. århundrede. Desuden kan der også spores en mellemøstlig påvirkning.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 459 - 461</ref>. Den bredte sig ikke kun indenfor aristokratiet, men også blev et ideal hos det opadstigende borgerskab. Ridderromanen var en fransk genre, der var et populært element i høvisk kultur. Den var en modifikation af Chanson de geste-genren fra 12. århundrede. Skiftet mellem helteromanen med fokus på kamp og romancen med fokus på eventyr og kærlighed skyldes ifølge Pil Dahlerup samfundsmæssig udvikling, hvor civile dyder blev mere fremtrædende end de militære idealer.<ref>Dahlerup (1998) s. 235 - 237</ref>Norge var det første land i Norden, der får en egentlig romanlitteratur efter høvisk forbillede. Det skete i 13. århundrede og efter fransk inspiration. Den er den almindelige opfattelse, at den høviske litteratur med Sverige som mellemled først kom til Danmark i 15. århundrede.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 468</ref> Det er blevet forslået at den høviske kulturs sene blomstring i Danmark kan skyldes, at en egentlig [[blodadel]] først opstod i landet relativt sent (ml. 1450 og 1536). Hidtil havde jordbesiddelser og kampdåd også kunnet give adgang til aristokratiet. Denne tese forudsætter, at udviklingen af høvisk kultur var støttet af en anden udvikling, hvor man begyndte at opfatte adel som oprindelig og gudgiven.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 468</ref> Pil Dahlerup finder det dog usandsynligt, at ridderromaner var ukendte i Danmark indtil det tidspunkt. Hun har foreslået, at de enten har været oplæst på tysk, et sprog mange i overklassen har forstået, eller at der fandtes en dansksproget nu tabt tradition.<ref>Dahlerup (1998) s. 238 - 239</ref>
 
En anden central genre var eventyret ({{fr sprog}} ''aventure''), som ikke var beslægtet med [[folkeeventyr]]et. I eventyrene blev Guds tilskikkelse forenet med den store dåd, og målet var [[ridderslag]]et.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 461</ref>
 
 
==Referencer==
4.532

redigeringer