Dansk litteratur i middelalderen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Ktp72 (diskussion | bidrag) lidt mere til senmiddelalderen |
Steenth (diskussion | bidrag) m WikiCleaner 0.99 - ISBN-10 med fejl i kontrolsum - Artikel har ens noter (Fundet af WP:WPCW) |
||
Linje 3:
==Historisk oversigt==
I [[middelalder]]en var der fire betydelige litteraturhistoriske skel i den danske litteraturs udvikling.<ref>Louis-Jensen (1994) s. 195, som kun nævner de tre første, den sidste nævnes i Kaspersen et. al. (2000) s. 393</ref> Det første var [[synkopetiden]] omkring 700 e.v.t. Det var en sproglig forandring, der betød at [[urnordisk]] blev erstattet med [[oldnordisk]]. Det danner basis for de moderne nordiske sprog. Omkring 1100 blev det [[latinske alfabet]] sammen med [[pergament]]teknologien taget i brug. I Danmark ligesom Sverige hovedsageligt til tekster på latin, mens man i Island og Norge primært skrev nordiske. Omkring 1200 opstår der en fornyet interesse for fortiden, den såkaldt nordiske renæssance. Den resulterede i nogle af de mest kendte værker fra middelalderen. I Danmark er [[Gesta Danorum]] ca. 1220 en hovedværk ligesom [[saga]]erne er det i Island.<ref>Louis-Jensen (1994) s. 195</ref> Endelig i 15. århundrede er mængden af tekster på [[dansk (sprog)|dansk]] så stort, at det er blevet en fuldgyldigt skriftsprog.<ref name="Kaspersen ea 393">Kaspersen et. al. (2000) s. 393</ref>
De tidligste bevarede danske tekster er runeinskriptioner på mindesten og andre objekter. En del af dem består af korte digte i [[stavrim]], den såkaldte [[eddadigt|eddaform]]. Ellers var den tidlige litteratur [[mundtlig overlevering|mundtlig]]. Det betyder at hver gang en historie blev fortalt fik den sit eget præg, men også at den var præget af formler og konventioner, der gjorde den lettere at huske.<ref name="kaspersen el 16">Kaspersen et. al. (2000) s. 16</ref> I gennem hele vikingetiden udgjorde hele Norden sammen med nordbokolonierne i nabolandene et fælles [[Vikingetidens kultur|kulturområde]],forskelle i [[dialekt]] og sædvane var ikke større end at de umiddelbart var genkendelige når man rejste rundt.<ref>Roesdahl (2001) s. 35</ref> Med [[Religionsskiftet i Danmark|religionsskiftet]] blev den danske kultur bragt tættere sammen med den vesteuropæiske, det betød bl.a. at der opstod en egentlig latinsk skriftkultur og blev etableret et lærdomsmiljø i europæisk tradition i Danmark. Det betød ikke, at den traditionelle nordiske litteratur helt forsvandt, og omkring 1200 blev traditioner kombineret da [[Sven Aggesen]] og [[Saxo Grammaticus]] oversatte ældre danske og islandske sagn til latin.
Linje 11:
I 13. århundrede udbredtes skriftkulturen også til handelsbyerne, og der blev opbygget verdslige institutioner, der kunne styre byerne. Det var en udvikling, der blev understøttet af, at der som regel i forvejen fandtes skoler i forbindelse med de største kirker. Et andet forhold, som sandsynligvis kunne skubbe i den retning, var at købmænd, håndværkere og handelsfolk havde stor fordel af at beherske regnskabsteknikker og at kunne læse dokumenter og kontrakter. i 15. århundrede blev der også anlagt skoler i flere af de byer, hvor der ikke allerede var [[katedralskole]]r. Det er en indikation af et for skriftkyndige.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 389-390</ref>
I senmiddelalderen var skriftvæsnet blevet inddraget i administration af alle godser, formuer og privilegier. Den kongelige administration var blevet så afhængig af et skriftligt [[kancelli]], at det var blevet vanskeligt at bestride topembeder i staten uden at kunne læse og skrive. Selv embedsmænd og administratorer på lavere niveau måtte nu også bestride i hvert fald rudimentære skriftfærdigheder. Det er derfor almindeligt anerkendt, at at læse/skrivekyndighed samt regning efterhånden var almindelig udbredt i overklassen.<ref name="Kaspersen ea 388">Kaspersen et. al. (2000) s. 388</ref>
For middelalderens mennesker var den vigtigste litteratur knyttet til kirken, her indgik bøger som et væsentligt [[liturgi|rituelt]] element. Præsten læste op af bøgerne på latin, et sprog kun de allerfærreste forstod. Selve oplæsningen havde også rituel betydning, da man havde særlige måder at læse op på til bestemte ritualer ligesom fysiske handlinger var en integreret del af oplæsningen. Indtil [[Reformationen]] blev oplæsningen af [[kanonisk]] litteratur almindeligvis opfattet som et kraftfuldt ritual, som det kun var tilladt uddannede og [[ordination|ordinerede]] præster at udføre. Kun han var i stand til at tilføre ritualet den korrekte virkning. Efter oplæsningen var det normalt med en [[prædiken]] på dansk, og efterhånden udvikledes en bønnelitteratur på dansk til brug i forbindelse med [[messe]]. Men indtil Reformationstiden fandtes kanonisk litteratur praktisk taget kun på latin. Den religiøse litteratur havde en stærk international karaktér, både pga. kirkens internationale struktur og fordi al højere uddannelse foregik i udlandet.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 553-555</ref>
Linje 22:
De ældste danske tekster er [[runealfabet|runeindskrifter]], hvoraf de tidligste stammer fra [[2. århundrede]] e.v.t. Det er især på baggrund af dem, at man har kunnet følge udviklingen af det danske sprog før vikingetiden og bl.a. kunnet tidsfæste Synkopetiden. Runerne var en skrifttradition, der var udviklet uafhængigt af den latinske, og var skabt til kortfattede [[epigrafisk]]e tekster.<ref>Damsgaard Olsen (1994) s. 154</ref> Udover navne, ejerangivelser og remser, er der fra før vikingetiden imidlertid ikke bevaret egentlige tekster. De vigtigste skriftlige vidnesbyrd fra vikingetiden er [[runesten]]. De var primært mindesten, og for det meste rejst over afdøde. Formålet med inskriptionerne var, at de blev fremsagt af forbipasserende, og at tekstens budskab derved blev virkeliggjort.<ref>Damsgaard Olsen (1994) s. 153-156</ref> Runeteksterne viser at den metrik og form, der kendetegner de [[nordisk religion|religiøse]] [[eddadigt]]e fra middelalderhåndskrifter, var udviklet omkring 800. Det betyder, at de kendte eddadigte ifølge [[Preben Meulengracht Sørensen]] sandsynligvis har været overleveret i næsten som form siden vikingetiden.<ref name="meulengracht sorensen 65" /> Det har længe været et diskussionsemne i forskningen hvorvidt digtene er autentisk førkristne. Men Meulengracht Sørensen har påpeget, at det er nødvendigt at skelne mellem form og indhold i det spørgsmål. Han mener selv, at de enkelte [[strofe]]r og de overordnede fortællinger pga. de metriske regler er overleveret i nogenlunde uændret form, mens selve digtets udformning og hvilke strofer der er blevet medtaget afhænger af forfatteren på nedskrivningstidspunktet.<ref>Meulengracht Sørensen (2006) s. 66-67</ref>
[[Religionsskiftet i Danmark|religionsskiftet]] bragte i [[10. århundrede]] den latinske skriftkultur til Danmark sammen med det kristne præsteskab. Introduktionen af pergament-teknikken gjorde det muligt at nedskrive længere tekster, der gik udover simple meddelelser og enkeltstrofer fra digte; fx hele digte, fortællinger og lovtekster. Før ca. 1200 var den skriftlige litteratur dog primært begrænset til kristne religiøse skrfiter og lovtekster.<ref>Louis-Jensen (1994) s. 196</ref> I 12. århundrede oplever Danmark et økonomisk opsving og en kulturel omvæltning der placerer landet i den vesteuropæiske kultur. Og på overgangen til [[13. århundrede]] opstår også en egentlig dansk litteratur, skrevet af [[klerk]]e og gejstlige ved de nyoprettede [[latinskole]]r og [[kloster (Kristendom)|klostre]] og ved hoffet.<ref name="Kaspersen ea 270">Kaspersen et. al. (2000) s. 270</ref>
==Nordisk renæssance==
I [[12. århundrede|12.]] og [[13. århundrede]] begynder der at opstå en national dansk litteratur. Det er en tendens, der kan genfindes i Norge og Island. Og den opstår af den litterære strøming, som i moderne tid er blevet kaldt Den Nordiske renæssance.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 304</ref> Begrebet ’’renæssance’’ betyder genfødsel og dækker i litterær sammenhæng over indsamling af fortidens (ærværdige) kultur iværksat fra centralt hold af lærde. I Nordens tilfælde blev sagnstof og digtning, der indtil for nylig havde været mundtligt overleveret i høvdingens hal, nedskrevet og ofte omskrevet så den passede til en ny tids litterære stil; dvs. at det i realiteten var en kulturel centralisering, bevaring og omformning af en ellers levende mundtlig litteratur.<ref name="Kaspersen ea 319">Kaspersen et. al. (2000) s. 319</ref> I Island lagde denne strømning grunden til bl.a. [[sagalitteratur]]en og [[Snorre Sturlason]]s indsamling af [[eddadigt]]ene, men i modsætning til Danmark skrev man på modersmålet, I Danmark var det latin. Dette har formentlig været grunden til, at den islandske litteratur fra 19. århundrede og indtil slutningen af 20. århundrede blev anset være mere autentisk nordisk end den samtidige danske.<ref>Louis-Jensen (1994) s. 199</ref> I senere nordiske renæssancer (fx i den 3. i 1770’erne) kunne den tids forfattere finde deres materiale i 12. og 13. århundrede litteratur. I 18. århundrede opdagede man også, at man sagn endnu levede videre blandt almuen, hvorpå nye optegnelser af [[folkesagn]] kunne finde sted. <ref
Ca. omkring år 1200 var der etableret en dansk latinsk uddannelse. Skolerne var enten tilknyttet de største klostre eller [[domkirke]]rne. Disse to typer latinskoler var forskellige. [[Klosterskole]]rne var indadvendte og havde som formål at uddanne [[munk]]e, mens [[katedralskole]]rne var udadvendte, da de også uddannede til verdslige administrative formål. De sidstnævnte skoler blev efterhånden til de ledende uddannelsescentre pga. det stigende behov for læse- og skrivekyndige i det verdslige samfund.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 276</ref> Latinskolerne knyttede den danske litteratur sammen med den klassiske [[hellenismen|græsk-romerske]] tradition. I denne periode var de mest populære inspirationskilder [[senantikken]]s kristne tænkere, især [[Martianus Capella]], [[Ancius Böethius]], [[Cassiodor]] og [[Isidor af Sevilla]]. Capella blev fx normdannede for det danske skolevæsen op til ca. 1200. Derudover havde man også kendskab til ældre græsk-romerske forfattere som fx [[Aristoteles]], [[Ovid]], [[Horats]], [[Vergil]], [[Cicero]] og [[Seneca]]. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 277</ref> For at videreuddanne sig måtte man stadig rejse udenlands. En af de mest populære læreanstalter blandt danskerne var [[Sorbonne|universitetet i Paris]]. Danskerne i Paris var udtryk for den internationale kirke og kultur i middelalderen. I [[15. århundrede]] begyndte danskerne at foretrække de nye universiteter i Tyskland, og i 1479 blev [[Københavns Universitet|universitetet i København]] grundlagt. [[Reformationen]] betød bl.a. at forbindelsen til universiteterne i de katolske lande blev afbrudt, og at den danske gejstlighed blev afskåret fra store dele af det øvrige Europa.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 425</ref>
Periodens danske kunstneriske højdepunkt var [[Saxo]]s ''[[Gesta Danorum]]'', både hvad angår omfang, digterisk kvalitet og værdi som historisk værk. Selv i en europæisk sammenhæng holder dette værk en høj standard. Hans materiale var nordisk sagnhistorie, men han omskrev den til en latinsk-romersk tradition. Et af hans stilistiske forbilleder var [[Martianus Capella]]. Saxos latinske inspiration viser at den nordiske renæssance ikke var et isoleret fænomen, og at dansk litteratur i 12. og 13. århundrede skal forstås på baggrund af den internationale [[12. århundredes renæssance]]. Fx får de fleste store europæiske lande i 12. århundrede en patriotisk, ofte endda nationalchauvinistisk, litteratur på latin efter romersk forbillede ligesom ''Gesta Danorum''. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 286</ref> Periodens teologiske hovedværk var [[Anders Sunesen]]s ''[[Hexaëmeron (Anders Sunesen)|Hexaëmeron]]'', det er kun overleveret i ét eksemplar, mens [[Henrik Harpestreng]]s ''Urtebog'' også er blevet overleveret i udenlandske udgaver.<ref
===Helgenlegender===
Linje 38:
===Aggesen, Saxo og krønikerne===
{{hovedartikel|Danske krøniker}}
Et af udtrykkene for den nordiske renæssance er [[krønike]]genren. Den blev udviklet på grundlag af [[annal]]erne, som indeholdt notitser om mindeværdige begivenheder nedfældet under årstal. Forskellen mellem annaler og krøniker er, at hvor annaler er ordnet strengt kronologisk efter årstal, følger krønikerne følger et successivt princip, hvor den enkelte konge eller biskop tildeles sit eget kapitel. Begivenheder der knyttes til én person fortælles således i kapitlet relateret til denne person, selvom der er kronologiske overlap med tidligere efter efterfølgende kapitler.<ref name="Kaspersen ea 207">Kaspersen et. al. (2000) s. 207</ref> I middelalderen var historieskrivning ikke [[objektiv]]. Historien blev opfattet som række af eksemplariske begivenheder mest af politisk eller militær karaktér. Krøniker var gendigtninger af forhistorien og derfor skrevet ud fra en bestemt synsvinkel. De historiske begivenheder blev genfortalt anekdotisk form med enten negative eller positive beskrivelser. [[Pil Dahlerup]] mener, at historiske fortællinger var en genre, hvor modtageren ligefrem har forventet, at forfatteren pyntede historien med sine egne værdiladede beskrivelser.<ref name="dahlerup42">Dahlerup 1998 s. 42</ref>
De første [[Danske krøniker|krøniker]] blev skrevet i 12. århundrede, da [[Valdemar den Store]] havde sikret sig enemagten i landet, efter en langvarig magtkamp. Den stod i grove træk mellem kongemagten og aristokratiet, men var i realiteten et kompliceret magtspil der involverede både fribønder, gejstlighed, lokale stormænd og kongeslægten, dvs. mellem centralisering og centrifugalisering af magten. Den sejrende part blev den skriftbeherskende kongemagt. Borgerkrigen satte sit præg på litteraturen, hvilket bl.a. kan aflæses i de to versioner af fortællingen om [[Kong Sne]], der er bevaret. Den ene findes i ''[[Lejrekrøniken]]'', som med stor sandsynlighed skrevet med udgangspunkt i aristokratiet. Denne legende afspejler derfor måske den gamle stormandsklasses opfattelse af hvordan den nye [[Feudalisme|feudale]] kongemagt etablerede et magt- og møntmonopol, inddrager flere skatter og giver privilegier til folk udenfor aristokratiet. Saxo beretter en modmyte om samme Kong Sne. Han vender historien på hovedet. Hans fortælling bygger på latinsk tradition og afspejler det litterære miljø, der etableredes omkring kirken og kongen i 12. og 13. århundrede.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 199 – 201</ref>
Fra Danmark kendes to grupper af krøniker: konge- og bispekonger. Undtagelsen fra denne regel er Saxos ''Gesta Danorum'', der nærmest er en forening af de to genre. Kongekrønikernes udgangspunkt er landets oldtid, mens bispekrønikerne ofte er baseret på udenlandske forlæg, fx [[Beda]] og Isidor af Sevilla og som regel har et bibelhistorisk perspektiv. Flere annaler kunne samles til "årbogskrøniker", det gælder fx ''[[Rydårbogen]]''. I andre tilfælde kunne uddrag af andre tekster samles, det gælder fx ''[[Ældre Sjællandske årbog]]''. Den bl.a. rummer uddrag af tekster af Saxo, [[Adam af Bremen]], [[Bernhard af Clairvaux]], [[Thomas Beckett]] og [[Frans af Assisi]].<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 206</ref> Et af de grundlæggende temaer i de bevarede danske krøniker er oprindelsen til begreber og institutioner som ''"kongerækken"'', ''"danmarkshistorien"'' og ''"loven"''. Dahlerup mener, at hovedformålet med genren var at fremstille den nye kongemagts institutioner som evigtgyldige og udtryk for en naturlig orden. Og i den forbindelse skabes ifølge hende de fornævnte begreber.<ref
''[[Roskildekrøniken]]'' (ca. 1135) karakteriseres normalt som den ældste danske kirkehistorie. Den er formentlig skrevet ud fra en opfattelse af, at man levede i [[Dommedag|de sidste tider]]. Samtiden beskrives som en begyndende opløsningstid. Andre tendenser i teksten peger mod, at krøniken blev skrevet i et klerikale miljø med sympatier for det gregorianske parti i [[Investiturstriden]], da den både tager parti for almuen og det almindelige kleresi, og tager et pacifistisk og nationalt neutralt standpunkt. Dette er modsat ''[[Lejrekrøniken]]'', hvis standpunkt er militaristisk og antitysk, samt positivt overfor aristokratiet. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 211 – 213</ref> I Danmark følger krønikeskrivningen samme nedadgående tendens som det øvrige Europa i [[14. århundrede]]. Det er blevet forslået, at det er et udslag af en [[Senmiddelalderens krise|generel samfundskrise]] på overgangen mellem højmiddelalder og senmiddelalder.<ref
==Senmiddelalder==
I midten af 13. århundrede sluttede den Nordiske renæssance i Danmark. Det hænger sandsynligvis sammen med, at de gamle stormandsslægter forsvandt og at forbindelsen bagud til den ældre nordiske tradition blev brudt i overklassens kultur, da den nye overklasse primært orienterede sig mod den tyske [[Høvisk kultur|høviske kultur]]. Den kultur som Saxo kun et halvt århundrede før havde beskrevet stærkt kritisk. Aristokratiet fik mere magt i forhold til kongen, og blev formentlig samfundets kulturbærende lag udenfor kirken, i modsætning til det foregående århundrede hvor det havde været hoffet. Fra perioden 1240 til 1320 er kun meget lidt digtning og verdslig litteratur bevaret, men det er blevet forslået, at det var i denne periode balladegenren opstod, og at de ældste folkeviser derfor stammer herfra.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 427-428</ref>
Mellem 1310 og 1330 rammes hele Europa af en omfattende [[Den store hungersnød 1315–1317|landbrugskrise]], hvilket resulterede i hyppig [[hungersnød]]. i Danmark fører kongen en aggressiv politik i Nordtyskland, hvilket fører til statens fallit i 1332, og de efterfølgende [[Den kongeløse tid|kongeløse]] år. Internationalt nåede krisen et højdepunkt i 1340’erne med [[den Sorte Død]]. En af hovedgrundene til krisen var formentlig at hele kontinentet efter højmiddelalderens økonomiske opsving var blevet overbefolket og at der indtraf en [[Den lille istid|klimaændring]].<ref>Nordberg (1999) s. 35</ref> 14. århundredes krise afspejledes bl.a. i Nordens litterære højdepunkt fra de år, nemlig [[Birgitta af Vadstena]]s ''Revelationes Coelestes'' der hurtigt blev oversat til både dansk og svensk, da teksten afspejler en ideologisk krise for overklassen, da det gamle system bryder sammen pga. befolkningsunderskud. Samtidig opfattes borgerskabets øgede magt ligeledes som en forrykkelse af guds orden.<ref name="Kaspersen ea 437">Kaspersen et. al. (2000) s. 437</ref> På samme tidspunkt befinder kirken sig i et stort [[Det store skisma|skisma]], med [[pave]]r i både Rom og [[Avignon]].<ref
Mod slutningen af middelalderen var omfanget af dansksprogede tekster blevet så stort, at dansk havde opnået status som skriftsprog.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 392</ref> Det er blevet foreslået, at denne udvikling hang sammen med udviklingen af skriftbårne institutioner udenfor de kirkelige institutioner, som havde latin som fællessprog. Overordnet set var kirken var neutral i forhold til folkesprogene, men man modsatte sig oversættelser af kanoniske bibel tekster fra den latinske ''[[Vulgata]]''. Den lille mængde af bevarede originale [[manuskript]]er fra før [[14. århundrede]] betyder imidlertid, at det er umuligt at fastslå udbredelsen og mængden af dansksprogede tekster med sikkerhed før dette tidspunkt.<ref
===Verdslig litteratur===
Linje 58:
Et eksempel på den nye verdslige litteratur er [[Peder Laale]]s samling af ordsprog på dansk og latin. Den blev brugt som lærebog i latin i 15. og 16. århundrede. Det ældste bevarede fragment stammer fra ca. 1450, mens komplette trykte eksemplarer stammer fra 1506 og 1508. denne ordsprogssamling har i dag stor betydning både litterært og kulturhistorisk. Både fordi flere af mundheldene og ordsprogene har meget gamle rødder. Fx indeholder flere af dem oldnordiske bogstavrim, og pga. de mange iagttagelser af hverdagslivet, der kan udledes af teksten.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 449</ref>
Den [[Høvisk kultur|høviske kultur]] bliver udbredt i Norden efter tysk påvirkning. Den var præget af særlige omgangsformer, kampnormer, talesæt og digtformer. I Sydeuropa rakte idéen om et særligt høvisk ideal tilbage til [[Gudsfredsbevægelsen]] og [[1. korstog]] i 11. århundrede. Desuden kan der også spores en mellemøstlig påvirkning.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 459 - 461</ref>. Den bredte sig ikke kun indenfor aristokratiet, men også blev et ideal hos det opadstigende borgerskab. Ridderromanen var en fransk genre, der var et populært element i høvisk kultur. Den var en modifikation af Chanson de geste-genren fra 12. århundrede. Skiftet mellem helteromanen med fokus på kamp og romancen med fokus på eventyr og kærlighed skyldes ifølge Pil Dahlerup samfundsmæssig udvikling, hvor civile dyder blev mere fremtrædende end de militære idealer.<ref>Dahlerup (1998) s. 235 - 237</ref>Norge var det første land i Norden, der får en egentlig romanlitteratur efter høvisk forbillede. Det skete i 13. århundrede og efter fransk inspiration. Den er den almindelige opfattelse, at den høviske litteratur med Sverige som mellemled først kom til Danmark i 15. århundrede.<ref name="Kaspersen ea 468">Kaspersen et. al. (2000) s. 468</ref> Det er blevet forslået at den høviske kulturs sene blomstring i Danmark kan skyldes, at en egentlig [[blodadel]] først opstod i landet relativt sent (ml. 1450 og 1536). Hidtil havde jordbesiddelser og kampdåd også kunnet give adgang til aristokratiet. Denne tese forudsætter, at udviklingen af høvisk kultur var støttet af en anden udvikling, hvor man begyndte at opfatte adel som oprindelig og gudgiven.<ref
En anden central genre var eventyret ({{fr sprog}} ''aventure''), som ikke var beslægtet med [[folkeeventyr]]et. I eventyrene blev Guds tilskikkelse forenet med den store dåd, og målet var [[ridderslag]]et.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 461</ref>
Linje 69:
* [[Pil Dahlerup|Dahlerup, Pil]] ; ''Dansk Litteratur; Middelalder 2, Verdslig litteratur''. Gyldendal 1998 ISBN 87-01-74600-6
* Kaspersen, Søren; Kværndrup, Sigurd; Lönnroth, Lars; Damsgaard Olsen, Thorkild (2000); ''Dansk Litteraturhistorie'', Bind 1, ''Fra runer til ridderdigtning o. 800 – 1480'' 2000 ISBN 87-00-47356-1
* [[Michael Nordberg|Nordberg; Michael]] (1999); Den dynamiske middelalder. Forlaget Per Kofod 1999 ISBN 87-
* [[Preben Meulengracht Sørensen|Meulengracht Sørensen, Preben]] (2006); ''Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder''; 2006 ISBN 87-7934-219-1
* Louis-Jensen, Jonna (1994); ''Den norrøne litteratur; i Norden og Europa''. i Lund, Niels (red.); ''Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder''. ISBN 87-7289-240-4
| |||