Tyngdeacceleration: Forskelle mellem versioner

Legemer der bevæger sig lokalt i et tyngdefelt "oplever" [[gravitation]]en som en nogenlunde konstant "tiltrækningskraft": Personer der går på landjorden oplever omtrent samme tyngde som passagererpassagererne i et rutefly i 10 [[kilometer]]s højde.<br>

[[Galileo Galilei]] påviste eksperimentelt, at alle [[frit fald]]ende legemer under denne betingelse udviser den samme, konstante [[acceleration]], og denne konstante acceleration kaldes for '''tyngdeaccelerationtyngdeaccelerationen''', eller mere præcist: den <em>lokale</em> tyngdeacceleration.<br>

Hans samtid mente, at i og med at [[tyngdekraft]]en er større på "tunge" legemer (med stor [[Masse (fysik)|masse]]) end på lette (med mindre masse), burde tunge legemer falde hurtigere end lette - noget der tilsyneladende lod sig "demonstrere" ved at lade f.eks. en [[sten]] og en [[fjer]] falde side om side.<br>

Ved hjælp af [[Isaac Newton]]s mekaniske love ser man, at tyngde<em>kraften</em> ganske rigtigt er proportional med legemets masse, men de forskellige tyngdekræfter der påvirker legemer med forskellige masser, skal tilsvarende accelerere forskellige masser. Slutresultatet er at alle [[frit faldendefald]]ende legemer i samme lokale tyngdefelt, tunge som lette, falder med en fælles, konstant acceleration.<br>

Den vedtagne standardværdi for normal-tyngdeaccelerationen på jordens overflade er gn''g''_n = 9,80665 m/s2s&sup2;. Den faktiske, lokale tyngdeacceleration varierer dog. Således vil fx. en person, der vejer 75 kg ved ækvator, veje knap 75,4 kg på sydpolen, eller omkring en halv procent mere (selv om ''massen'' er den samme).<br>

På månen er den lokale tyngdeacceleration ca. 1,6 m/s2s&sup2;, eller omkring 1/6 af jordens, og på meget små himmellegemer som fx. asteroider[[småplanet]]er er den lokale tyngdeacceleration så lille, at en [[astronaut]] kan være i fare for at svæve bort, hvis han gør et hop!<br>