Storytelling ([[anglificering]] af historifortælling) (en person som udøver storytelling kaldes en '''storyteller''' eller på dansk "en fortæller" - senere oversat til historiefortæller for at følge det engelske ord. [[Karen Blixen]] omtalte sig selv som storyteller. Brugen af betegnelsen skal ses som i modsætningen til begrebet "forfatter". I betegnelsen "storyteller" eller fortæller ligger en helt anden tradition, som også H.C. Andersen lagde sig op ad ved at kalde sine eventyr "..fortalt for børn") er gengivelse af begivenheder i [[ord]], [[billede]]r og [[lyd]]e ofte ved [[improvisation]] eller udsmykning. Dette er den mere moderne genrergenre og fremførelse, der er kommet ind i 1990'erne i [[Danmark]] og er genoptaget omkring 70'erne i [[USA]], hvor det nutide begreb om storytelling må siges at stamme fra. Dette har gjort storytelling til en såkaldt [[performativ]] [[genre]].Historier eller fortællinger er blevet delt i enhver kultur og i hvert land som et middel til [[underholdning]], [[undervisning]], bevarelse af [[kultur]]. Fortællingen er med til at gengive vores verdensbillede og omhandler ofte en pointe, morale eller en værdi, som er udtryk for vores syn på rigtig og forkert. Dermed er fortællingen med til at understøtte, bekræfte og opbygge vores kultur og normer. Afgørende elementer i historier og storytelling omfattet [[Handling (episk)|plot]] og [[karakter (personlighed)|karakter]]er, samt det [[narrativ]]e synspunkt.
Storytelling anskues som en [[eksistentiel]] genrergenre. Begrebet er i dag så bredt at det favner mange emner. Dette har også skabt dets hastige fremtog, da storytelling har haft bred appel til de humanistiske fag. Et hulemaleri kan således anskues som en "storytelling", men betegnelsebetegnelsen er uklar i og med at der i moderne form ofte er en intention med afsenders fortælling (fx reklamer), hvor det intentionelle lige så ofte er under risiko for at være under de såkaldte "[[intentional fallacy]]", dvs. den intentionelle fejlbarlighed. Vi kan dermed anskue fortællingen som en genstand uden afsender eller intention og analysere og forholde os til den som sådan. Men dette er netop ikke i begrebet for storytelling. Her ligger altid fortællerens ønske om at fortælle som grund til at der overhovedet skal fortælles. Storytelling falder dermed ikke ind under [[det udvidede tekstbegreb]]
Nogle teorier vil henholde sig til, at det er et eksistentielteksistentielle grundvilkår at være menneskermenneske, er at fortælle historier. At have sprog og eksisterereksistere gør at vi fortæller, når vi møder andre mennesker. Det er dog ikke uden problemer at antage dette. Mange faktorer spiller ind. Så vi ude fra på folk i bussen eller toget, ville vi ikke finde en eneste historie. Vi kunne tillægge dem historier og finde på hvor de skulle hen, men at de selv ville fortælle er tvivlsomt. Fortællingen er nemlig først og fremmest en social genrergenre. Den amerikanske sprogforsker [[William Labov]] mente tilmed at den var tegn på socialt overskud - dvs. groft sagt et positivt udtryk for at vi har det godt og ønsker at dele vores viden og verden med andre. Den danske sprogforsker [[Erik Møller]] fandt frem til at fortællinger har tre funktioner
