Anden franske republik: Forskelle mellem versioner

Maj [[1849]] afløstes denne af en lovgivende forsamling: 450 monarkister af forskellig slags, 100 moderate republikanere og 200 radikale og socialister under Ledru Rollin. Efter monarkisternes ønske havde Napoleon hjulpet Paven mod republikanerne i [[Rom]], men ved [[Garibaldi]]s modstand trak kampen her ud, og [[12. juni]] foreslog Ledru Rollin at anklage præsidenten derfor. Det forkastedes, og næste dag rejstes en opstand i Paris, efter hvis underkuelse Ledru Rollin flygtede. Kort efter faldt Rom. Presseforholdene ordnedes efter opløsningen 1848 nærmest i overensstemmelse med Septemberlovene [[1835]]; men da nu faren for de radikale syntes ovre, svækkedes enigheden i det af legitimister, orléanister og bonapartister bestående flertal, og forholdet mellem forsamlingen og Napoleon blev dårligt.

 

 

I marts havde en skolelov hævet universitets monopol, og givet gejstligheden en stærk stilling inden for de styrende universitets- og skoleråd og fri adgang til oprettelse af private gejstlige skoler, og i juli 1850 kom hertil en ret streng presselov. Harmen herover lettede Napoleons agitation. Januar [[1851]] afsatte han [[Nicolas Anne Théodule Changarnier]], Paris' kommandant, der var forfatningen tro, og dannede ministeriet Baroche, men da Thiers fik et mistillidsvotum vedtaget, bøjede han af, tog et farveløst ministerium og erkendte forsamlingens rettigheder.

Snart dannedes dog det bonapartistiske ministerium Faucher, og i oktober det endnu mere udprægede St Arnaud. Napoleon søgte nu forgæves at få forsamlingen til at hæve den forfatningsbestemmelse, der forbød hans genvalg efter de 4 år, og foreslog derpå at ophæve valgretsindskrænkningen af maj 1850, men også dette forkastedes (355 mod 345 bonapartister og venstre). Et forslag fra hans modstandere om, at forsamlingens præsident selv skulle kunne rekvirere tropper, forkastedes også (408 mod 300), men dette bevirkede, at Napoleon sammen med sine tilhængere [[Jean Gilbert Victor Fialin, duc de Persigny|Persigny]], [[Charles Auguste Louis Joseph, duc de Morny|Morny]], St Arnaud og andre besluttede at prøve statskuppet.

 

 

[[20. december]] godkendtes grundsætningerne for en ny forfatning med 7439216 stemmer mod 647737, og [[14. januar]] [[1852]] udstedtes den ny forfatning. En præsident, valgt på 10 år, fik den udøvende magt og blev ansvarlig. Den lovgivende forsamling valgtes for 6 år ved almindelig valgret; denne stemte om lovene og budgettet med ja eller nej, den kunne kun vedtage ændringer med samtykke af et conseil d'état, udnævnt af præsidenten. Forsamlingens præsident valgtes af Napoleon; han besørgede et uddrag af forhandlingerne offentliggjort. Desuden fandtes et senat, valgt af præsidenten. Det var en forfatning i den gamle, [[napoleon]]ske ånd, mere demokratisk, mindre liberal end de monarkiske forfatninger. Februar 1852 bandtes pressen ved kaution, afgifter og straffe omtrent så hårdt som ved censur.