Forskel mellem versioner af "Dansk litteratur i middelalderen"

udvidet med afsnit om lærde miljø
m (WikiCleaner 0.99 - ISBN-10 med fejl i kontrolsum - Artikel har ens noter (Fundet af WP:WPCW))
(udvidet med afsnit om lærde miljø)
 
Helgenvita var en vigtig forudsætning for ridderromancen, samt den tidlige borgerlige roman. bl.a. fordi dette var den altdominerende [[epik|episke]] genre, og var ofte skrevet i en underholdende form. De litterære skemaer, der karakteriserede vitaerne, kom derfor også til at karakterisere de senere verdslige fortællinger. Vitaer indeholder også nogle af de eneste bevarede beskrivelser af menigmands liv i middelalderen. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 218 – 220</ref>
 
===Det lærde miljø===
Den katolske kirkes skrifttradition, der allerede i tidlig middelalder var en etableret og integreret del af den kirkelige organisation i Vesteuropa, fik i højmiddelalderen meget stor indflydelse på dansk litteratur.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 129</ref> Udbredelsen af latinsk skriftkultur blev bl.a. fremmet af, at kirkens regler. De forudsatte at [[menighed]]en blev ledet af en præst, som var uddannet i latinsk skriftkyndighed. Grunden var at kirkens sprog var latin, og at bøger indtog en central plads i [[liturgi|ritualerne]]. Det relativt store antal af læse- og skrivekyndige skabte grundlaget for et egentligt litterært miljø indenfor gejstligheden.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 130</ref> Det var i første omgang (ca. 11. århundrede) omkring bisperne, at det litterære miljø opbyggedes. Senere (ca. 12. århundrede) fandtes det også i klostrene. I begyndelsen blev munke og gejstlige hovedsageligt rekrutteret i udlandet, fx England, Tyskland og Frankrig. Det gejstlige miljø var således fra udgangspunktet internationalt og tæt forbundet med det øvrige Europa gennem latin som internationalt kommunikationssprog.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 134</ref>
 
Paris var den vigtigste [[universitet]]sby i Europa og samtidig en af dem der lå tættest på Danmark. De første danske studerende vi har kendskab til var fra 12. århundrede, en af dem var [[Anders Sunesen]]. En anden berømt dansker i [[Sorbonne|Paris]] var [[Boethius de Dacia]], som ca. 1277 formelt blev [[ekskommunikation|ekskommunikeret]] pga. anklager om [[kætter]]i, og som formentlig endte sine dage som dominikanermunk. Hovedtemaet i Boethius’ [[Filosofi i middelalderen|filosofiske]] forfatterskab var videnskabelig erkendelse, og deraf forsøget på at adskille religiøs åbenbaring fra videnskabelig viden. Det var et farligt emne i højmiddelalderens sidste halvdel, og formentlig grunden til at han blev imødegået af Paris’ biskop og ekskommunikeret. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 416-418</ref> Det er blevet forslaget, at der var mistanke om, at han reelt fornægtede troen og kun så videnskab som den endegyldige sandhed. Andre har dog fundet denne [[ateisme]] anakronistisk og usandsynligt. Den filosofiske strømning han repræsenterede, blev imidlertid fulgt af andre fremtrædende filosoffer i de følgende århundrede.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 419</ref> Vi har kendskab til titlerne på ca. 30 af hans værker, heraf er 10 blevet bevaret. Dette omfattende værk har givet ham betegnelsen Danmarks største filosof før Kierkegaard.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 417-418</ref>
 
De ældste danske ikke religiøse eller juridiske tekster var medicinske. Et fremtrædende eksempel er [[Henrik Harpestreng]]. Selvom mange værker er blevet tilskrevet ham, er det i flere tilfælde dog usandsynligt at han skulle have skrevet dem. Harpestreng er muligvis identisk med Henricus Dacus, fra hvem to medicinske værker på latin er bevaret. Han er også tilskrevet en kogebog. Harpestreng var elev af [[Salernoskolen]], som bygger på elementlæren, uden vi dog ved om han selv har gået der.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 404-405</ref>
 
Den øvrige ikke-latinskkyndige befolkning blev derimod udelukket fra litteraturen. For den almindelige befolkning var bøger hellige genstande, der blev brugt i forbindelse med kirkelige ritualer. Og gennem hele middelalderen nåede den latinske litteratur kun sjældent ud til lægfolk, og her overlevede den traditionelle mundtlige nordiske litteratur længe.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 130-131</ref> [[Encyklopædi]]er viser de store forskelle i viden, der fandtes mellem de uddannede og dem der ikke havde gået i skole. Et eksempel er ''[[Elucidarium]]'' sammenskrevet af [[Honorius af Autun]]. Den henvender sig til lægfolk og som også kendes i en [[Danske Lucidarius|dansk udgave]] fra 1310. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 408</ref>
 
Der findes ingen tegn på, at den lokale danske bogproduktion har været særligt omfattende i højmiddelalderen. Den har tilsyneladende være en gruppe af lokale professionelle skrivere, men der er ingen tegn på masseproduktion, som det kendes fra andre steder i Europa. Skriverne har behersket både dansk og latin, men sidstnævnte var primærsproget mht. skrift.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 399</ref> I 13. århundrede kan der primært i sjællandske [[skriptorium|skriptorier]] spores en tendens til dannelsen af en overordnet norm for skriftsproget, der var uafhængig af forskelle i talesprog. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 401</ref> Efter 1300 er der tilsyneladende en stagnation i produktionen af dansksprogede bøger. Den falder sammen med den økonomiske krise ved afslutningen af højmiddelalderen.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 402</ref>
 
 
===Aggesen, Saxo og krønikerne===
4.532

redigeringer