Forskel mellem versioner af "Dansk litteratur i middelalderen"

flytter afsnit
(udvidet med afsnit om lærde miljø)
(flytter afsnit)
[[Religionsskiftet i Danmark|religionsskiftet]] bragte i [[10. århundrede]] den latinske skriftkultur til Danmark sammen med det kristne præsteskab. Introduktionen af pergament-teknikken gjorde det muligt at nedskrive længere tekster, der gik udover simple meddelelser og enkeltstrofer fra digte; fx hele digte, fortællinger og lovtekster. Før ca. 1200 var den skriftlige litteratur dog primært begrænset til kristne religiøse skrfiter og lovtekster.<ref>Louis-Jensen (1994) s. 196</ref> I 12. århundrede oplever Danmark et økonomisk opsving og en kulturel omvæltning der placerer landet i den vesteuropæiske kultur. Og på overgangen til [[13. århundrede]] opstår også en egentlig dansk litteratur, skrevet af [[klerk]]e og gejstlige ved de nyoprettede [[latinskole]]r og [[kloster (Kristendom)|klostre]] og ved hoffet.<ref name="Kaspersen ea 270">Kaspersen et. al. (2000) s. 270</ref>
 
===DetHøjmiddelalderens nye lærde miljø===
==Nordisk renæssance==
I [[12. århundrede|12.]] og [[13. århundrede]] begynder der at opstå en national dansk litteratur. Det er en tendens, der kan genfindes i Norge og Island. Og den opstår af den litterære strøming, som i moderne tid er blevet kaldt Den Nordiske renæssance.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 304</ref> Begrebet ’’renæssance’’ betyder genfødsel og dækker i litterær sammenhæng over indsamling af fortidens (ærværdige) kultur iværksat fra centralt hold af lærde. I Nordens tilfælde blev sagnstof og digtning, der indtil for nylig havde været mundtligt overleveret i høvdingens hal, nedskrevet og ofte omskrevet så den passede til en ny tids litterære stil; dvs. at det i realiteten var en kulturel centralisering, bevaring og omformning af en ellers levende mundtlig litteratur.<ref name="Kaspersen ea 319">Kaspersen et. al. (2000) s. 319</ref> I Island lagde denne strømning grunden til bl.a. [[sagalitteratur]]en og [[Snorre Sturlason]]s indsamling af [[eddadigt]]ene, men i modsætning til Danmark skrev man på modersmålet, I Danmark var det latin. Dette har formentlig været grunden til, at den islandske litteratur fra 19. århundrede og indtil slutningen af 20. århundrede blev anset være mere autentisk nordisk end den samtidige danske.<ref>Louis-Jensen (1994) s. 199</ref> I senere nordiske renæssancer (fx i den 3. i 1770’erne) kunne den tids forfattere finde deres materiale i 12. og 13. århundrede litteratur. I 18. århundrede opdagede man også, at man sagn endnu levede videre blandt almuen, hvorpå nye optegnelser af [[folkesagn]] kunne finde sted. <ref name="Kaspersen ea 319" />
 
Ca. omkring år 1200 var der etableret en dansk latinsk uddannelse. Skolerne var enten tilknyttet de største klostre eller [[domkirke]]rne. Disse to typer latinskoler var forskellige. [[Klosterskole]]rne var indadvendte og havde som formål at uddanne [[munk]]e, mens [[katedralskole]]rne var udadvendte, da de også uddannede til verdslige administrative formål. De sidstnævnte skoler blev efterhånden til de ledende uddannelsescentre pga. det stigende behov for læse- og skrivekyndige i det verdslige samfund.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 276</ref> Latinskolerne knyttede den danske litteratur sammen med den klassiske [[hellenismen|græsk-romerske]] tradition. I denne periode var de mest populære inspirationskilder [[senantikken]]s kristne tænkere, især [[Martianus Capella]], [[Ancius Böethius]], [[Cassiodor]] og [[Isidor af Sevilla]]. Capella blev fx normdannede for det danske skolevæsen op til ca. 1200. Derudover havde man også kendskab til ældre græsk-romerske forfattere som fx [[Aristoteles]], [[Ovid]], [[Horats]], [[Vergil]], [[Cicero]] og [[Seneca]]. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 277</ref> For at videreuddanne sig måtte man stadig rejse udenlands. En af de mest populære læreanstalter blandt danskerne var [[Sorbonne|universitetet i Paris]]. Danskerne i Paris var udtryk for den internationale kirke og kultur i middelalderen. I [[15. århundrede]] begyndte danskerne at foretrække de nye universiteter i Tyskland, og i 1479 blev [[Københavns Universitet|universitetet i København]] grundlagt. [[Reformationen]] betød bl.a. at forbindelsen til universiteterne i de katolske lande blev afbrudt, og at den danske gejstlighed blev afskåret fra store dele af det øvrige Europa.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 425</ref>
 
Periodens danske kunstneriske højdepunkt var [[Saxo]]s ''[[Gesta Danorum]]'', både hvad angår omfang, digterisk kvalitet og værdi som historisk værk. Selv i en europæisk sammenhæng holder dette værk en høj standard. Hans materiale var nordisk sagnhistorie, men han omskrev den til en latinsk-romersk tradition. Et af hans stilistiske forbilleder var [[Martianus Capella]]. Saxos latinske inspiration viser at den nordiske renæssance ikke var et isoleret fænomen, og at dansk litteratur i 12. og 13. århundrede skal forstås på baggrund af den internationale [[12. århundredes renæssance]]. Fx får de fleste store europæiske lande i 12. århundrede en patriotisk, ofte endda nationalchauvinistisk, litteratur på latin efter romersk forbillede ligesom ''Gesta Danorum''. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 286</ref> Periodens teologiske hovedværk var [[Anders Sunesen]]s ''[[Hexaëmeron (Anders Sunesen)|Hexaëmeron]]'', det er kun overleveret i ét eksemplar, mens [[Henrik Harpestreng]]s ''Urtebog'' også er blevet overleveret i udenlandske udgaver.<ref name="Kaspersen ea 270" />
 
===Helgenlegender===
[[Helgenlegende]]n eller vita var ved siden af [[krønike]]n den vigtigste litterære genre i højmiddelalderen, hovedparten af de ældste danske tekster på latin var sådanne legender. De blev skrevet til højtlæsning, og blev normalt brugt i kirken på helgenens helligdag. Legenderne var eksemplariske fortællinger, og en måde at knytte almindelige mennesker nærmere det guddommelige vha. en ’’mellemmand’’, med en historie, der lignede [[Jesus|Kristus]]’ [[Jesu lidelse og død|lidelseshistorie]]. Formålet med oplæsningen var at forkynde religiøse budskaber, samt, vha. af danske helgener, at forbinde disse budskaber til lokalområdet. Helgenlegender blev skrevet af klerke ved den lokale domkirke som led i bestræbelserne på at få [[kanonisering|kanoniseret]] en (som regel) lokal personlighed. I alt blev 6 danskere kanoniseret før Reformationen, derudover var mindst 3 uofficielle [[helgen|helgener]].<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 217 – 216</ref>
 
Helgenvita var en vigtig forudsætning for ridderromancen, samt den tidlige borgerlige roman. bl.a. fordi dette var den altdominerende [[epik|episke]] genre, og var ofte skrevet i en underholdende form. De litterære skemaer, der karakteriserede vitaerne, kom derfor også til at karakterisere de senere verdslige fortællinger. Vitaer indeholder også nogle af de eneste bevarede beskrivelser af menigmands liv i middelalderen. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 218 – 220</ref>
 
===Det lærde miljø===
Den katolske kirkes skrifttradition, der allerede i tidlig middelalder var en etableret og integreret del af den kirkelige organisation i Vesteuropa, fik i højmiddelalderen meget stor indflydelse på dansk litteratur.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 129</ref> Udbredelsen af latinsk skriftkultur blev bl.a. fremmet af, at kirkens regler. De forudsatte at [[menighed]]en blev ledet af en præst, som var uddannet i latinsk skriftkyndighed. Grunden var at kirkens sprog var latin, og at bøger indtog en central plads i [[liturgi|ritualerne]]. Det relativt store antal af læse- og skrivekyndige skabte grundlaget for et egentligt litterært miljø indenfor gejstligheden.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 130</ref> Det var i første omgang (ca. 11. århundrede) omkring bisperne, at det litterære miljø opbyggedes. Senere (ca. 12. århundrede) fandtes det også i klostrene. I begyndelsen blev munke og gejstlige hovedsageligt rekrutteret i udlandet, fx England, Tyskland og Frankrig. Det gejstlige miljø var således fra udgangspunktet internationalt og tæt forbundet med det øvrige Europa gennem latin som internationalt kommunikationssprog.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 134</ref>
 
Der findes ingen tegn på, at den lokale danske bogproduktion har været særligt omfattende i højmiddelalderen. Den har tilsyneladende være en gruppe af lokale professionelle skrivere, men der er ingen tegn på masseproduktion, som det kendes fra andre steder i Europa. Skriverne har behersket både dansk og latin, men sidstnævnte var primærsproget mht. skrift.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 399</ref> I 13. århundrede kan der primært i sjællandske [[skriptorium|skriptorier]] spores en tendens til dannelsen af en overordnet norm for skriftsproget, der var uafhængig af forskelle i talesprog. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 401</ref> Efter 1300 er der tilsyneladende en stagnation i produktionen af dansksprogede bøger. Den falder sammen med den økonomiske krise ved afslutningen af højmiddelalderen.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 402</ref>
 
===Helgenlegender===
[[Helgenlegende]]n eller vita var ved siden af [[krønike]]n den vigtigste litterære genre i højmiddelalderen, hovedparten af de ældste danske tekster på latin var sådanne legender. De blev skrevet til højtlæsning, og blev normalt brugt i kirken på helgenens helligdag. Legenderne var eksemplariske fortællinger, og en måde at knytte almindelige mennesker nærmere det guddommelige vha. en ’’mellemmand’’''mellemmand'', med en historie, der lignede [[Jesus|Kristus]]’ [[Jesu lidelse og død|lidelseshistorie]]. Formålet med oplæsningen var at forkynde religiøse budskaber, samt, vha. af danske helgener, at forbinde disse budskaber til lokalområdet. Helgenlegender blev skrevet af klerke ved den lokale domkirke som led i bestræbelserne på at få [[kanonisering|kanoniseret]] en (som regel) lokal personlighed. I alt blev 6 danskere kanoniseret før Reformationen, derudover var mindst 3 uofficielle [[helgen|helgener]].<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 217-216</ref>
 
Helgenvita var en vigtig forudsætning for ridderromancen, samt den tidlige borgerlige roman. bl.a. fordi dette var den altdominerende [[epik|episke]] genre, og var ofte skrevet i en underholdende form. De litterære skemaer, der karakteriserede vitaerne, kom derfor også til at karakterisere de senere verdslige fortællinger. Vitaer indeholder også nogle af de eneste bevarede beskrivelser af menigmands liv i middelalderen. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 218 – 220</ref>
 
==Nordisk renæssance==
I [[12. århundrede|12.]] og [[13. århundrede]] begynder der at opstå en national dansk litteratur. Det er en tendens, der kan genfindes i Norge og Island. Og den opstår af den litterære strøming, som i moderne tid er blevet kaldt Den Nordiske renæssance.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 304</ref> Begrebet ’’renæssance’’ betyder genfødsel og dækker i litterær sammenhæng over indsamling af fortidens (ærværdige) kultur iværksat fra centralt hold af lærde. I Nordens tilfælde blev sagnstof og digtning, der indtil for nylig havde været mundtligt overleveret i høvdingens hal, nedskrevet og ofte omskrevet så den passede til en ny tids litterære stil; dvs. at det i realiteten var en kulturel centralisering, bevaring og omformning af en ellers levende mundtlig litteratur.<ref name="Kaspersen ea 319">Kaspersen et. al. (2000) s. 319</ref> I Island lagde denne strømning grunden til bl.a. [[sagalitteratur]]en og [[Snorre Sturlason]]s indsamling af [[eddadigt]]ene, men i modsætning til Danmark skrev man på modersmålet, I Danmark var det latin. Dette har formentlig været grunden til, at den islandske litteratur fra 19. århundrede og indtil slutningen af 20. århundrede blev anset være mere autentisk nordisk end den samtidige danske.<ref>Louis-Jensen (1994) s. 199</ref> I senere nordiske renæssancer (fx i den 3. i 1770’erne) kunne den tids forfattere finde deres materiale i 12. og 13. århundrede litteratur. I 18. århundrede opdagede man også, at man sagn endnu levede videre blandt almuen, hvorpå nye optegnelser af [[folkesagn]] kunne finde sted. <ref name="Kaspersen ea 319" />
 
Ca. omkring år 1200 var der etableret en dansk latinsk uddannelse. Skolerne var enten tilknyttet de største klostre eller [[domkirke]]rne. Disse to typer latinskoler var forskellige. [[Klosterskole]]rne var indadvendte og havde som formål at uddanne [[munk]]e, mens [[katedralskole]]rne var udadvendte, da de også uddannede til verdslige administrative formål. De sidstnævnte skoler blev efterhånden til de ledende uddannelsescentre pga. det stigende behov for læse- og skrivekyndige i det verdslige samfund.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 276</ref> Latinskolerne knyttede den danske litteratur sammen med den klassiske [[hellenismen|græsk-romerske]] tradition. I denne periode var de mest populære inspirationskilder [[senantikken]]s kristne tænkere, især [[Martianus Capella]], [[Ancius Böethius]], [[Cassiodor]] og [[Isidor af Sevilla]]. Capella blev fx normdannede for det danske skolevæsen op til ca. 1200. Derudover havde man også kendskab til ældre græsk-romerske forfattere som fx [[Aristoteles]], [[Ovid]], [[Horats]], [[Vergil]], [[Cicero]] og [[Seneca]]. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 277</ref> For at videreuddanne sig måtte man stadig rejse udenlands. En af de mest populære læreanstalter blandt danskerne var [[Sorbonne|universitetet i Paris]]. Danskerne i Paris var udtryk for den internationale kirke og kultur i middelalderen. I [[15. århundrede]] begyndte danskerne at foretrække de nye universiteter i Tyskland, og i 1479 blev [[Københavns Universitet|universitetet i København]] grundlagt. [[Reformationen]] betød bl.a. at forbindelsen til universiteterne i de katolske lande blev afbrudt, og at den danske gejstlighed blev afskåret fra store dele af det øvrige Europa.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 425</ref>
 
Periodens danske kunstneriske højdepunkt var [[Saxo]]s ''[[Gesta Danorum]]'', både hvad angår omfang, digterisk kvalitet og værdi som historisk værk. Selv i en europæisk sammenhæng holder dette værk en høj standard. Hans materiale var nordisk sagnhistorie, men han omskrev den til en latinsk-romersk tradition. Et af hans stilistiske forbilleder var [[Martianus Capella]]. Saxos latinske inspiration viser at den nordiske renæssance ikke var et isoleret fænomen, og at dansk litteratur i 12. og 13. århundrede skal forstås på baggrund af den internationale [[12. århundredes renæssance]]. Fx får de fleste store europæiske lande i 12. århundrede en patriotisk, ofte endda nationalchauvinistisk, litteratur på latin efter romersk forbillede ligesom ''Gesta Danorum''. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 286</ref> Periodens teologiske hovedværk var [[Anders Sunesen]]s ''[[Hexaëmeron (Anders Sunesen)|Hexaëmeron]]'', det er kun overleveret i ét eksemplar, mens [[Henrik Harpestreng]]s ''Urtebog'' også er blevet overleveret i udenlandske udgaver.<ref name="Kaspersen ea 270" />
 
===Aggesen, Saxo og krønikerne===
4.532

redigeringer