Dansk litteratur i middelalderen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Ktp72 (diskussion | bidrag) lidt om A Sunesen |
Ktp72 (diskussion | bidrag) →Aggesen, Saxo og krønikerne: lidt Aggesen |
||
Linje 62:
''[[Roskildekrøniken]]'' (ca. 1135) karakteriseres normalt som den ældste danske kirkehistorie. Den er formentlig skrevet ud fra en opfattelse af, at man levede i [[Dommedag|de sidste tider]]. Samtiden beskrives som en begyndende opløsningstid. Andre tendenser i teksten peger mod, at krøniken blev skrevet i et klerikale miljø med sympatier for det gregorianske parti i [[Investiturstriden]], da den både tager parti for almuen og det almindelige kleresi, og tager et pacifistisk og nationalt neutralt standpunkt. Dette er modsat ''[[Lejrekrøniken]]'', hvis standpunkt er militaristisk og antitysk, samt positivt overfor aristokratiet. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 211 – 213</ref> I Danmark følger krønikeskrivningen samme nedadgående tendens som det øvrige Europa i [[14. århundrede]]. Det er blevet forslået, at det er et udslag af en [[Senmiddelalderens krise|generel samfundskrise]] på overgangen mellem højmiddelalder og senmiddelalder.<ref name="Kaspersen ea 207" />
====Sven Aggesen====
{{hovedartikel|Sven Aggesen}}
Sven Aggesen var den første navngivne danske forfatter og historiker. Han blev formentlig uddannet i Frankrig af [[Thrugot]]. Formålet med hans værk, var at finde det basis, der gav samtidens love og nyetablerede institutioner autoritet, i fortidens (mere eller mindre fiktive) institutioner. Et vigtigt eksempel er [[Valdemarstiden]]s [[Vederloven|Vederlov]], der har delelementer, som er overleveret fra ældre tiders ''[[thinglid]]'', men hvis grundlæggende moralkodeks er en afspejling af det franske høviske ideal. Hos Aggesen gøres oldtiden nærværende gennem aktualisering og relatering til samtidige forhold. En af hans mest meste brugte metoder til det er parallelisering mellem fortidens og samtidens begivenheder og personer.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 310-311</ref>
Sven Aggesens ''[[Brevis Historia Regum Dacie]]'' består af mundtlige sagn, der er blevet oversat til latin. Baggrunden var ifølge Aggesen selv, at der manglede en Danmarkshistorie, som underforstået var skrevet på latin. Den stilart han benyttede kaldes exemplum-form, og den kendes fra især helgenlegenderne.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 313</ref> Han udformede sin historie som en kongeliste, der består af længere fortællinger, nærmest noveller. Noget der ellers først kendes fra senmiddelalderen. dog har litteraturforskere påvist flere paralleller i samtidige og lidt yngre tekster, det gælder bl.a. Saxo og [[Snorre Sturlason]].<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 318</ref> Værket er skrevet polemiserende i forhold til de ældre krøniker. Især afviger ''Roskildekrønikens'' billede af [[Knud den Hellige]], [[Erik Ejegod]] og [[Erik Emune]] fra Aggesens. Da han tegner et mere positivt billede af disse konger.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 319</ref>
==Senmiddelalder==
| |||