Jafar al-Sadiq: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Xqbot (diskussion | bidrag) m robot Ændrer: fr:Ja'far al-Sâdiq; kosmetiske ændringer |
No edit summary |
||
Linje 18:
'''Jaʿfar ibn Muhammad ibn ʿAlī (al-Sādiq)''' ([[Arabisk (sprog)|Arabisk]]: جعفر بن محمد الصادق) (født 699-703 – døde 765) var den sjette [[Shiisme|shiitiske]] [[imam|imām]] ifølge ''tolver''-grenen, og den femte imām ifølge [[ismailisme|''ismāʿīli'']]-grenen.
Jaʿfar al-Sādiq er den sidste som er anerkendt som imām af både ''tolver''- og ''ismāʿīli''-shiitterne. Han blev imām efter sin fars død. Han levede et roligt liv i [[Medina]] som en autoritet i ''hadīth'' og ''fikh'', og er også citeret med respekt i sunnitiske beretterkæder.
Som sin far, lod Jaʿfar al-Sādiq sine shiitiske tilhængere opfatte ham som udelukkende en autoritativ formidler af ''sharīʿa'' og beæret i sin ''ʿilm'' og religiøs viden. Derfor blev han også anset som værende den eneste legitimt berettiget til at regere. Han underviste også en bredere kreds, hvoraf kan nævnes Abū Hanīfa, Mālik b. Anas og Wāsil b. ʿAtāʾ. Det var også under Jaʿfar al-Sādiq, at det særskilte shiitiske standpunkt i ''fikh'' kom til syne. Det er også af den grund, at mange shiitter betragter sig selv som tilhørende jafari-skolen (''madhhab''). Både de nuværende jafari-shiitter, [[alevi]]tter, [[alawi]]tter og [[bektashi]]tterne betragter sig selv som værende tilknyttet denne lovskole.<ref name="EncIslam">The Encyclopaedia of Islam, Brill, WebCD edition, 2003: ''Djaʿfar al-Sādik''</ref>
Under Zayds oprør i 740, var Jaʿfar al-Sādiq et symbol på de shiitter der nægtede at gøre oprør. Også efter kalif al-Walīds død i 744, hvor der herskede en bred forventning om at en person fra [[Ali|ʿAlīs]] slægt ville komme til magten, forholdt al-Sādiq sig neutralt. Hans neutralitet fortsatte også under det shiitiske oprør af Muhammed al-Nafs al-Zakiyya i 762 i [[Hijaz|Hijāz]]. Jaʿfar al-Sādiq bekendte sig til ''kuʿūd''-princippet om at en sand imām ikke har brug for at overtage magten medmindre tiden er inde til det.<ref name="EncIslam"/>
Jaʿfar al-Sādiq tiltrak en bred kreds af intellektuelle, dog flest fra hans shiʿa som primært boede i [[Kufa|Kūfa]] eller [[Basra]]. En af hans tilhængere var en af de mere heterodokse tænkere, Abu'l-Khattāb, som lod til at have nære relationer til Jaʿfar al-Sādiq. Nogle radikale doktriner var da også tilskrevet Imām Jaʿfar, men disse blev senere afvist af forskellige tolver-shiitter. Jaʿfar al-Sādiqs holdning til ''kadar'' var et standpunkt der lå mellem determinisme og fri vilje.<ref name="EncIslam"/>
al-Sādiq døde i 765, ifølge shiitter på grund af forgiftning på baggrund af ordrer fra kalif al-Mansūr. Han blev begravet i Jannat al-Baqī i Medina, hvor hans grav blev besøgt, især af shiitter, indtil den blev destrueret af [[wahhabitter|wahhābītter]]. Efter Jaʿfars død opstod der uenigheder om hvem der var hans efterfølger. Nogle hævdede at Jaʿfars ældste søn, Ismaʿīl, var blevet valgt som imām. Disse tilhængere blev kaldt ''ismaʿīlitter''. Andre mente at den yngre broder, [[Musa al-Kazim|Mūsa]], var blevet udvalgt som imām. Disse tilhængere udviklede sig med tiden til ''tolver''-shiitterne. En tredje gruppe, som blev kaldt ''shumaytiyya'', påstod at Mūsas lillebror Muhammad var den næste imām.<ref name="EncIslam"/>
Mange shiitter tilskriver Jaʿfar al-Sādiq en særlig plads blandt imāmerne, som værende en af de største og en underviser af ''fikh'' [[par excellence]]. Han menes også at have været i besiddelse af en mystisk og hemmelig bog, ''Jafr'', som forudsagde fremtiden. Iblandt [[sufi]]er anses han desuden også som værende en sufi-mester.<ref name="EncIslam"/>
== Referencer ==
| |||