Ladepladser i Danmark: Forskelle mellem versioner

Desuden ladepladser, skudehandelspladser og skipperbyer, idet det allerede ved [[plakat]] af 26. marts 1816 fastsattes, at tiendeyderne skulle føre tiendekornet ”til den nærmest liggende kjøbstad eller det nærmeste ladested”. Ladestederne var i flere tilfælde anerkendte udhavne for købstæder beliggende inde i land, eksempelvis [[Rødvig]] ([[Store Heddinge]]), [[Bisserup]] ([[Slagelse]]), [[Bandholm]] ([[Maribo]]), [[Struer]] ([[Holstebro]]) og [[Hjarbæk]] ([[Viborg]]). Antallet af indbyggere var forholdsvis små, sjældent over 200. [[Skudehandelspladser]] var steder fortrinsvis i [[Jylland]] såsom [[Løkken]], [[Blokhus]], [[Klitmøller]], [[Agger]], [[Hals]] og [[Hadsund]] med anerkendte særrettigheder, mens skipperbyer som [[Troense]] på [[Tåsinge]], [[Marstal]] på [[Ærø]], [[TurebyThurø By]] på [[Turø]] samt [[Nordby (Fanø)|Nordby]] og [[Sønderho]] på [[Fanø]] var hjemsteder for søfarende, selvom de selv ikke havde et egentligt opland. Flere af disse bebyggelser havde allerede i begyndelsen af 1800-tallet mere end 300 indbyggere, og talte foruden søfarende også håndværkere og handlende (således 1801 havde Rørvig 303, Troense 536, Hals 643, Klitmøller 336 og Løgstør 463 indbyggere, mens Marstal handelsplads havde 1449 indbyggere). Foruden de omtalte steder, hvis rettigheder var fastlagt særskilt, var det kun købstæderne, der måtte handle på udlandet. For bønderne indebar dette, at de måtte indbringe til købstæderne og sælge deres korn til de derboende købmænd, som derefter videresolgte det til stadsboerne eller udlandet. Dette indebar, at bønderne kun havde ringe indflydelse på salgspriserne og som følge af den ringe omsætning nærmest levede ved byttehandel, idet købmændene på deres side forsynede dem med de nødvendige varer og gav dem de nødvendige kreditter. Ved den begyndende indførelse af næringsfriheden blev disse bindinger gradvist løsnet, men endnu i 1870-erne synes der at have været en forholdsvis fast forbindelse mellem bonde og købmand.