Åbn hovedmenuen

Ændringer

1.407 bytes tilføjet ,  for 9 år siden
ingen ændringskommentar
Som socialdarwinismens ophavsmand regnes især den engelske filosof og sociolog ''[[Herbert Spencer]]'' (1820-1903), der i 1860 udgav et essay under titlen ''"The Social Organism".'' <ref> Spencer, Herbert: ”The Social Organism”, ''Westminster Review'', 1860.</ref>
 
Efter at have stiftet bekendtskab med Darwins hovedværk, ''"The Origin of Species"'' fra 1859, mente Spencer således at kunne se nogle paralleller i betingelserne for den biologiske artsudvikling, der kunne overføres på vilkårene for samfundsudviklingen generelt i forskellige udviklingsstadier. <ref> Teorien, der bygger på ideen om jævnt stigende grader af samfundskompleksitet i en fast lovbunden rækkefølge, modsvarer til en vis grad den på samme tid af Karl Marx formulerede, stærkt socialistisk prægede samfundsudviklingsmodel, men hvor drivkræfterne hos sidstnævnte dog mere er styret af økonomiske magtforhold end just af rene styrkemæssige magtforhold. </ref> Og kort efter i 1864 offentliggjorde Spencer sin berømte sammenfatning af det socialdarwinistiske grundsynspunkt med læresætningen, ''"[[Survival of the fittest]]"''. Der er imidlertid tale om et noget tvetydigt udtryk, der dengang blev forstået som enten princippet om ”de bedst egnedes overlevelse” eller princippet om "de stærkestes overlevelse". I en mere nutidig fortolkning er indlejringen af magtbegrebet i den slags formuleringer fundet både uholdbart og udokumenteret og er derfor gledet ud, og udtrykket vil snarere og anderledes mere korrekt skulle oversættes med ”de bedst tilpassedes overlevelse”.
 
==Spencers ultraliberalisme, Hitlers nazisme og Mussolinis fascisme==
Efter 2. verdenskrig er socialdarwinisme blevet et hyppigt brugt skældsord om ethvert samfundssyn, der grundlæggende forstår livet som en evig eksistenskamp imellem konkurrerende artsfæller eller mellem forskellige samfundssystemer eller kulturer. Det er en kamp, hvor de bedst egnede – og her ofte forstået som de stærkeste – før eller siden altid vil søge at udkonkurrere og om nødvendigt nedkæmpe de svageste. På det individuelle plan vil det være i kampen om adgangen til ressourcer samt i forbindelse med partnerudvælgelsen. På det samfundsmæssige plan vil det udadtil være i konkurrencen med andre stater og indadtil i konkurrencen med andre aktører inden for samme erhvervsøkonomiske område <ref> Jfr. bl.a. Adolf Hitler’s "Mein Kampf" fra 1923. </ref>. Princippet antages for menneskehedens vedkommende at gælde universelt inden for både den biologiske, den samfundsmæssige og den kulturelle udvikling.
 
Eftersom styrke og svaghed ifølge dette samfundssyn principielt altid vil kunne forefindes som noget naturgiventuniverselt forekommende, dvs. enten som nogetnogle medfødtmedfødte variationer hos alle arter eller som forskelle i kulturernes udviklingstrin, giver det ikke mening at hjælpe og understøtte dehverken svage artsfæller til et langt og frugtbart liv på lige fod med de stærke - eller at yde U-lands bistand til notorisk svage samfund, der ikke kan klare sig selv. DeNavnlig de svages dårlige genetiske udrustning skal helst ikke risikere at blande sig med de stærkes mere sunde gener gennem tilfældig pardannelse og derved sinke og evt. ødelægge den biologiske udvikling for efterfølgende slægtled. Man forestiller sig med socialdarwinismen, at dettesådanne raceblandinger vil kunne give anledning til menneskehedens gradvise forfald og ''[[degenerering]]'', hvilket før eller siden vil føre til artens endelige undergang og uddøen. Desuden bliver forekomsten af svage samfundsindivider i ethvert samfund under alle omstændigheder anset for en tyngende og unødvendig byrde for de stærke. Deres tilstedeværelse vil derfor blot hæmme samfundsudviklingen hen imod yderligere ''perfektionisme'', ''usårlighed'' og ''magtfuldkommenhed'', der overalt er blandt socialdarwinismens ultimative og endelige slutmål.
 
Hverken Spencer, Hitler eller Mussolini brugte imidlertid selv ordet "socialdarwinisme" i skrift og tale om deres egne ideologiske synspunkter. Betegnelsen blev første gang lanceret i 1877 i en artikel af ''J. Fisher'' <ref> Fisher, Joseph: ”The History of Landholding in Ireland”, ''Transactions of the Royal Historical Society,'' 1877, pp. 249–250.</ref> vedrørende baggrunden for omfordelingen af landbrugsejendomme i Irland. Udtrykket er lige siden blevet hyppigt benyttet af kritikere af såvel Spencers ultraliberalisme, som Hitlers og Mussolinis nazistiske og fascistiske samfundsideer. <ref> Det skal dog understreges, at fascismens storagtige selvforståelse mere grundede sig på en forestilling om det italienske samfunds ''kulturelle'' overlegenhed som følge af landets historiske arv fra det gamle romerrige, end just på nazismens foretrukne betoning af de europæiske ariers (især det tyske folks) racemæssige ''biologiske'' overlegenhed. </ref>
 
==Sammenligning af socialdarwinismen med den moderne videnskabelige darwinisme (neo-darwinismen)==
Trods inspirationen fra Darwins evolutionsbiologi er der på de fleste punkter nogle afgørende forskelle på socialdarwinismen og den moderne [[darwinisme]].
 
Mens ''perfektionisme'', ''usårlighed'' og ''magtfuldkommenhed'' og lignende begreber er blandt de faste endemål for en socialdarwinistisk udvikling, forholder det sig anderledes med neo-darwinismen. Her er det afgørende stræbemål den mest optimale ''tilpasning'' til de til enhver tid aktuelle, men konstant gradvist skiftende livsbetingelser i individets omverden. Jo mere optimal en tilpasning, desto mere stabilitet omkring individets ressourceproduktion (til brug for overlevelsen) og reproduktion (til brug for slægtens videreførelse). Med andre ord peger neo-darwinismen i modsætning til socialdarwinismen (og marxismen) ikke på nogen bestemt sluttilstand for evolutionen at udvikle sig hen imod. Neo-darwinismen "foreskriver" tværtimod for alle arters vedkommende, at de af hensyn til overlevelsen hele tiden skal kunne være klar til at kunne skifte retning i en evig ustandselig udviklingsproces, så snart nogle indtrufne forandringer i livsbetingelserne måtte kræve det. <ref> Et velbeskrevet eksempel på nogle af de mere skarpe drejninger i udviklingsretningen kan fx ses i udviklingshistorien for hvalerne, der nu lever i havet af små krebsdyr - men som for 55 mio. år siden levede på land langs kysterne af bl.a. havets opskyl og ellers på mange måder både lignede og levede som nutidens ulve. Disse ”ulve” nedstammede selv længere tilbage i tiden fra nogle af havets fisk, som for ca. 380 mio. år siden gik på land (og forblev der) efter at have tilpasset sig til at kunne overleve den daglige tørlægning af havbunden under tidevandets skiften mellem flod og ebbe. </ref> I modsat fald vil de arter gå til grunde, der ikke i deres særtræk rummer tilstrækkelig variation til at kunne imødegå nye udfordringer og belastninger fra det omgivende miljø. <ref> Det vil ud fra en neo-darwinistisk forståelse være helt i strid med evolutionsteorien, når socialdarwinismen går ind for begrænsninger (for ikke at sige udryddelse) af den naturlige variation inden for såvel arten - i dette tilfælde menneskeheden - som samfundets egen kulturelle mangfoldighed. En sådan biologisk og kulturel ensidighed vil modsat socialdarwinismens hensigter tværtimod resultere i en skæbnesvanger sårbarhed over for pludseligt opdukkende ændringer i de eksisterende livsbetingelser. Neanderthal-mennesket uddøde således for ca. 30.000 år siden hovedsagelig som følge af en alt for ensidig tilpasning via en bestemt, temmelig ufleksibel jagtmetode, når det gjaldt opsøgning af ressourcer - en overlevelsesstrategi, der med tiden kom til kort over for de forværrede levevilkår under sidste istid, hvilket vore forfædres betydeligt mindre specialiserede levevis viste sig langt bedre i stand til at kunne håndtere. </ref> Kun den bedst mulige overlevelse for såvel individ som art - uanset omstændighederne - tæller her, idet alt liv leves med det ene formål at kunne give plads for om muligt endnu bedre tilpassede efterkommere, hver gang tiden for et generationsskifte er inde. (Er i øvrigt samtidig evolutionsteoriens svar på spørgsmålet om "meningen med dødenliv og død").
 
I forbindelse med kampen for individets eller kulturens overlevelse lægger socialdarwinismen endvidere temmelig ensidigtstor vægt på, at modparten hovedsagelig skal findes blandt individets egne artsfæller eller blandt konkurrerende kulturer og samfundsformationer. Det er her tanken, at de stærke artsfæller (eller kulturer) aktivt skal gøre brug af deres styrkebaserede adkomst til at føre arten/kulturen videre på bekostning af de svagere artsfæller/kulturer. Denne tankegang gælder tilsvarende på det genetiske plan, hvor de stærkeste og sundeste gener skal nyde fremme på svage geners bekostning.
 
Evolutionen har ganske vist sin egen selvrenselses- og udskillelsesproces i form af den naturlige selektion, der hen over tilstrækkelig mange slægtled vil sikre en optimal tilpasning til de langsomt skiftende livsbetingelser. Men da den naturlige selektion netop kun er en meget langsomt fremadskridende proces, anses det for berettiget og legitimt i påkommende tilfælde at gribe ind og fremme denne udvikling til gavn for de stærkeste og sundeste individer inden for arten. Og det ikke alene gennem konkurrence, konfrontation og kamp, men også via brug af midler som fx [[eugenik]] (arvehygiejne) og [[eutanasi]] (dødshjælp).
603

redigeringer