Folkevise: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Ktp72 (diskussion | bidrag) m →Indsamling og forskning: link |
Ktp72 (diskussion | bidrag) sidste afsnit fra min side |
||
Linje 20:
I moderne tid videreføres middelalderens balladetradition mest i [[reenactment]]- og [[rollespil]]ssammenhæng. Der bliver også skrevet nye sange i gammel stil.{{kilde mangler}}
== Konventioner og temaer ==
En ballade var kendetegnet ved særlige konventioner, herunder rimtyper, omkvæd, strofeform, gentagelser og dialog, fortælling osv. Den indeholdt en [[episk]] (dvs. en fortællende, berettende historie med en fremadskridende handling). Dens univers adskilte sig fra samtidens religiøse. Der optrådte i modsætning til kirkens sange og fortællinger intet overordnet religiøst princip, som fordelte lykke og ulykke efter fortjeneste. De centrale værdier var verdslige: Ære, troskab og kærlighed. Miljøet er stormandens.<ref>Dahlerup (1998) s. 114-115</ref> Balladen var i middelalderen underholdning for overklassen. Men grundlæggende havde genren også som formål at bekræfte gruppens selvidentificering og selvforståelse gennem fortællingens tema.<ref>Dahlerup (1998) s. 151</ref>
De ældste ballader bestod af 2-linjede[[strofe]]r, hvor begge linjer [[rim]]ede. De yngre var 4-linjede, hvor linje 2 og 4 rimede. Der var altid et omkvæd i en folkevise, det var med til at udtrykke den [[Lyrik|lyriske]] grundstemning. Omkvædet kunne fx udtrykke et varsel om, hvad der ville ske hvis man gør noget dumt eller godt. En ballades grundmodel består af nogenlunde samme rækkefølge af scener og dialoger samt persongalleri, den danner udgangspunkt for den aktuelle udgave. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 477</ref>
Den aktuelle opførelse af en ballade kunne varieres vha. formler. Det var faste vendinger, der kunne bruges i mange forskellige ballader. Var man bekendt med mange ballader kunne betydninger på denne måde overføres fra én ballade til en anden gennem genbrug af formler, og den dygtige ballade sanger kunne på den måde vha. hentydninger fremkalde bestemte stemninger uden direkte at genfortælle dem.<ref>Dahleerup (1998) s. 116</ref> Disse konventioner fungerede som støtteformler for sangeren, fx for videreførelse mellem scener, forhaling af fortællingens klimaks, karakteristikker af figurer osv. Sådanne formler fungerede således som byggeelementer, som sangeren brugte til at improvisere med i situationen. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 479</ref> Folkloristen David Buchan har i sine studier af balladen isoleret to centrale teknikker for sangeren: 1) forkortelse og 2) udvidelse (abbrevatio & amplificio). Med den første teknik kan man enten lade dele af fortællingen være usagt, reducere en dialog eller handling til få ord eller klippe i en handling. Med den anden kan man fx vha. Gentagelser af samme handlinger, begivenheder og dialoger med små variationer strække fortællingen ud eller vha. graduering, forstærke en situation. De to teknikker er modsætninger, men brugt de rigtige steder kunne de skabe dynamik og spænding i fortællingen.<ref>Dahlerup (1998) s. 115-116</ref>
[[Billede:Kalkmalerioerslev.jpg|700px|thumb|[[Kalkmaleri]] (ca. 1350) fra [[Ørslev kirke]] på Sjælland viser en kædedans. Unge kvinder iført jomfrukroner og mænd iført hætter har taget hinanden i hænderne og danner en kæde. Hver person danser sit dansetrin, så de tilsammen giver dansen bevægelse.'' Billedet er kun en lille frise imellem to større religiøse billeder og er tænkt som en advarsel imod dans.]]
| |||