Åbn hovedmenuen

Ændringer

82 bytes tilføjet ,  for 9 år siden
ingen ændringskommentar
Evolutionen har ganske vist sin egen selvrenselses- og udskillelsesproces i form af den naturlige selektion, der hen over tilstrækkelig mange slægtled vil sikre en optimal tilpasning til de langsomt skiftende livsbetingelser. Men da den naturlige selektion netop kun er en meget langsomt fremadskridende proces, anses det for berettiget og legitimt i påkommende tilfælde at gribe ind og fremme denne udvikling til gavn for de stærkeste og sundeste individer inden for arten. Og det ikke alene gennem konkurrence, konfrontation og kamp, men også via brug af midler som fx [[eugenik]] (arvehygiejne) og [[eutanasi]] (dødshjælp).
 
Neo-darwinismen peger i modsætning hertil på, at livets væsentligste udfordringer kun i mindre grad vil hidrøre fra konkurrencen mellem artsfæller om ressourcerne. Disse udfordringer vil langt mere skulle forventes at komme fra individets omgivelser generelt taget, dvs. fra både de sociale og de naturgivne omgivelser (ressourcemæssigt, klimatisk og miljømæssigt, såvel som fra sygdomsfremkaldende mikroorganismer, rovdyr o.lign.). Der gives herunder i neo-darwinismen kun meget lidt plads for påstanden om et grundlæggende kampmotiv, vendt mod artsfæller. <ref> Det, der driver evolutionen fremad, er alene levevilkårenes selektion (udvælgelse) af de bedst egnede. De mindst egnede har til sammenligning ikke ligehelt så gode muligheder eller lige så meget overskud til at kunne sætte afkom i verden og drage omsorg for det, somså det vil blive i stand til i samme omfang vilat kunne klare at vokse op til kønsmoden alder og selv blive i stand til at formere sig videre med samme succes. Med tiden bliver de bedst egnede derved i overtal. Men allerede i 1930’erne blev det endegyldigt fastslået af en række evolutionsbiologer og matematikere (bl.a. af det berømte forsker-team inden for neo-darwinismen: Fisher, Haldane & Sewall Wright), at selektionens virkemåde langt overvejende består i levevilkårenes ''”begunstigelse”'' af de bedst egnede – og for så vidt ikke i en decideret ''”udryddelse”'' af de mindst egnede, sådan som socialdarwinismen fejlagtigt antog (og fortsat antager). </ref> I givet fald vil et sådant kampmotiv i reglen kun indskrænke sig til udløsningen af forholdsvis ikke-voldelige trusselshandlinger og markeringer af forskellig art. Både myrernes og biernes samfundsliv bygger til eksempel langt overvejende på ''samarbejde'' i stedet for på intern ''konkurrence'', når det gælder kampen for tilværelsen. Og det samme gælder også for menneskelivet og for en lang række andre dyrearter. Kun i tilfælde af ressourceknaphed og problemer med pardannelsen – eller mulige trusler herom – ses mennesket at gribe til intraspecifik aggressivitet i form af et offensivt ''forsvar'' (og altså ikke pga. "ondskab", el.lign. populære trivialforklaringer), vendt mod egne artsfæller med henblik på at sikre egen og evt. efterkommeres overlevelse eller velfærd.
 
Nazismens og fascismens begrundelse for at starte de fatale angrebskrige under 2. verdenskrig mod Tysklands og Italiens nabostater skete således under henvisning til bl.a. ønsket om et udvidet ''"[[Lebensraum]]"'' (territorium), hvorved det tyske og italienske folk bedre ville kunne sikre sig mod ressourcemangler, sådan som man tidligere havde oplevet det under og især efter 1. verdenskrig. Og da nazisterne samtidig mente det både gavnligt og fordelagtigt at kunne hjælpe evolutionen med hurtigt at skaffe sig af med de påståede laverestående/svage racer, som fx jøderne og de slaviske folkeslag o.a., kunne man lige så godt søge at udrydde dem helt ved samme lejlighed. Den virkeliggjorte socialdarwinisme i nazismens og fascismens skygge bidrog derved til at reducere menneskeheden under 2. verdenskrig med mere end 50 mio. døde i den anledning.
603

redigeringer