Åbn hovedmenuen

Ændringer

22 bytes tilføjet ,  for 9 år siden
ingen ændringskommentar
Hverken Spencer, Hitler eller Mussolini brugte selv ordet "socialdarwinisme" i skrift og tale om deres egne ideologiske synspunkter. I sin bog "Mein Kampf" fra 1924 anvendte Hitler i stedet med en let omskrivning af princippet om "Survival of the fittest" det mere skarpt og militaristisk formulerede udtryk, "Naturens jernhårde logik". <ref> Jfr. Mein Kampf, 1924, p 138: "Hvis mennesket forsøger at gøre oprør mod ''naturens jernhårde logik'', bringer det sig i modstrid med de naturlove, som det selv skylder sin egen eksistens. Og et sådant oprør vil kun føre til dets egen undergang." </ref> Betegnelsen "socialdarwinisme" blev første gang lanceret i 1877 i en artikel af ''J. Fisher'' <ref> Fisher, Joseph: ”The History of Landholding in Ireland”, ''Transactions of the Royal Historical Society,'' 1877, pp. 249–250.</ref> vedrørende baggrunden for omfordelingen af landbrugsejendomme i Irland. Udtrykket er lige siden blevet hyppigt benyttet af kritikere af såvel Spencers ultraliberalisme, som Hitlers og Mussolinis nazistiske og fascistiske samfundsideer. <ref> Det skal dog understreges, at fascismens storagtige selvforståelse mere grundede sig på en forestilling om det italienske samfunds ''kulturelle'' overlegenhed som følge af landets historiske arv fra det gamle romerrige, end just på nazismens foretrukne betoning af de europæiske ariers (især det tyske folks) racemæssige ''biologiske'' overlegenhed. </ref>
 
Det bør retfærdigvis tilføjes, at ikke alene de ekstremistiske politiske højrepartier i Europa, men også den yderste venstrefløj, repræsenteret bl.a. ved marxismen, blev stærkt inspireret af socialdarwinismen. I 1861 skrev Karl Marx i et brev til sin nære medarbejder, Friedrich Engels, om sit udbytte af læsningen af Darwins nyudkomne hovedværk, at ''"Darwins bog er meget vigtig og tjener som baggrund for [klasse]kampens historie".'' Senere søgte Karl Marx endogtilmed om tilladelse til at måtte dedikere sit eget hovedværk fra 1867, Das Kapital, til Charles Darwin - en ansøgninganmodning, som Darwin dog høfligst afslog. <ref> Endog de ellers noget mere midtsøgende socialdemokratiske partier i Europa tog især i 1930’erne de socialdarwinistiske dogmer så alvorligt, at de i flere lande fik gennemført lovgivning til brug for iværksættelse af en række racehygiejniske forholdsregler. I Danmark blev det den socialdemokratiske justitsminister K.K.Steincke, der i 1933 samtidig med vedtagelsen af sin store socialreform fik indført tvungen sterilisation og kastrering blandt samfundets sociale tabergrupper med denne begrundelse: ''”Vi behandler undermåleren med al omsorg og kærlighed, men forbyder ham blot til gengæld at formere sig”.'' Loven blev først endelig ophævet i 1975, menog havde inden da nået at gøre skade på i alt henved 15.000 danske kvinder og mænd, der uheldigvis ikke var i stand til at leve op til de herskende socialpolitiske normer for en god og anstændig levevis. </ref>
 
==Sammenligning af socialdarwinismen med den moderne videnskabelige darwinisme (neo-darwinismen)==
Trods inspirationen fra Darwins evolutionsbiologi er der på de fleste punkter nogle afgørende forskelle på socialdarwinismen og den moderne [[darwinisme]].
 
Mens ''perfektionisme'', ''effektivitet'', ''usårlighed'' og ''magtfuldkommenhed'' og lignende begreber er blandt de faste endemål for en socialdarwinistisk udvikling, forholder det sig anderledes med neo-darwinismen. Her er det afgørende stræbemål den mest optimale ''tilpasning'' til de til enhver tid aktuelle, men konstant gradvist skiftende livsbetingelser i individets omverden. Jo mere optimal en tilpasning, desto mere stabilitet omkring individets ressourceproduktion (til brug for overlevelsen) og reproduktion (til brug for slægtens videreførelse). Med andre ord peger neo-darwinismen i modsætning til socialdarwinismen (og marxismen) ikke på nogen bestemt sluttilstand for evolutionen at udvikle sig hen imod. Neo-darwinismen "foreskriver" tværtimod for alle arters vedkommende, at de af hensyn til overlevelsen hele tiden skal kunne være klar til at kunne skifte retning i en evig ustandselig udviklingsproces, så snart nogle indtrufne forandringer i livsbetingelserne måtte kræve det. <ref> Et velbeskrevet eksempel på nogle af de mere skarpe drejninger i udviklingsretningen kan fx ses i udviklingshistorien for hvalerne, der nu lever i verdenshavene af små krebsdyr - men som for 55 mio. år siden levede på land langs kysterne af bl.a. havets opskyl og ellers på mange måder både lignede og levede som nutidens ulve. Disse forhistoriske ”ulve” nedstammede selv længere tilbage i tiden fra nogle af havets fisk, som for ca. 380 mio. år siden gik på land (og forblev der) efter at have tilpasset sig til at kunne overleve den daglige tørlægning af havbunden under tidevandets skiften mellem flod og ebbe. </ref> I modsat fald vil de arter gå til grunde, der ikke i deres særtræk rummer tilstrækkelig variation til at kunne imødegå nye udfordringer og belastninger fra det omgivende miljø. <ref> Det vil ud fra en neo-darwinistisk forståelse være helt i modstrid med evolutionsteorien, når socialdarwinismen går ind for begrænsninger (for ikke at sige udryddelse) af den naturlige variation inden for såvel arten - i dette tilfælde menneskeheden - som samfundets egen kulturelle mangfoldighed. En sådan biologisk og kulturel ensidighed vil modsat socialdarwinismens hensigter tværtimod resultere i en skæbnesvanger sårbarhed over for pludseligt opdukkende ændringer i de eksisterende livsbetingelser. Neanderthal-mennesket uddøde således for ca. 30.000 år siden hovedsagelig som følge af en alt for ensidig tilpasning via en bestemttilsyneladende fastlåst, temmelig ufleksibel jagtmetode, når det gjaldt opsøgning af ressourcer - en overlevelsesstrategi, der med tiden kom helt til kort over for de forværrede levevilkår under sidste istid, hvilket vore forfædres betydeligt mindre specialiserede levevis viste sig langt bedre i stand til at kunne håndtere. </ref> Kun den bedst mulige overlevelse for såvel individ som art - uanset omstændighederne - tæller her, idet alt liv leves med det ene formål at kunne give plads for om muligt endnu bedre tilpassede efterkommere, hver gang tiden for et generationsskifte er inde. (Er i øvrigt samtidig evolutionsteoriens svar på det grundlæggende universelle spørgsmål om "meningen med liv og død").
 
I forbindelse med kampen for individets eller kulturens overlevelse lægger socialdarwinismen endvidere stor vægt på, at modparten hovedsagelig skal findes blandt individets egne artsfæller eller blandt konkurrerende kulturer og samfundsformationer. Det er her tanken, at de stærke artsfæller (eller kulturer) aktivt skal gøre brug af deres styrkebaserede adkomst til at føre arten/kulturen videre på bekostning af de svagere artsfæller/kulturer. Denne tankegang gælder tilsvarende på det genetiske plan, hvor de stærkeste og sundeste gener skal nyde fremme på svage geners bekostning.
Evolutionen har ganske vist sin egen selvrenselses- og udskillelsesproces i form af den naturlige selektion, der hen over tilstrækkelig mange slægtled vil sikre en optimal tilpasning til de langsomt skiftende livsbetingelser. Men da den naturlige selektion netop kun er en meget langsomt fremadskridende proces, anses det for berettiget og legitimt i påkommende tilfælde at gribe ind og fremme denne udvikling til gavn for de stærkeste og sundeste individer inden for arten. Og det ikke alene gennem konkurrence, konfrontation og kamp, men også via brug af midler som fx [[eugenik]] (arvehygiejne) og [[eutanasi]] (dødshjælp).
 
Neo-darwinismen peger i modsætning hertil på, at livets væsentligste udfordringer kun i mindre grad vil hidrøre fra konkurrencen mellem artsfæller om ressourcerne. Disse udfordringer vil langt mere skulle forventes at komme fra individets omgivelser generelt taget, dvs. fra både de sociale og de naturgivne omgivelser (ressourcemæssigt, klimatisk og miljømæssigt, såvel som fra sygdomsfremkaldende mikroorganismer, rovdyr o.lign.). Der gives herunder i neo-darwinismen kun meget lidt plads for påstanden om et grundlæggende kampmotiv, vendt mod artsfæller. <ref> Det, der driver evolutionen fremad, er alene levevilkårenes selektion (udvælgelse) af de bedst egnede. De mindst egnede har til sammenligning ikke helt så gode muligheder eller lige så meget overskud til at kunne sætte afkom i verden og i passende grad drage omsorg for det, så det vil blive i stand til i samme omfang atvil kunne klare at vokse op til kønsmoden alder og selv blive i stand til at formere sig videre med samme succes. Med tiden bliver de bedst egnede derved i overtal. MenOg allerede i 1930’erne blev det endegyldigt fastslået af en række evolutionsbiologer og matematikere (bl.a. af det berømte forsker-team inden for neo-darwinismen: Fisher, Haldane & Sewall Wright), at selektionens virkemåde langt overvejende består i levevilkårenes ''”begunstigelse”'' af de bedst egnede – og ikke i en decideret ''”udryddelse”'' af de mindst egnede, sådan som socialdarwinismen fejlagtigt antog (og fortsat antager). </ref> I givet fald vil et sådant kampmotiv i reglen kun indskrænke sig til udløsningen af forholdsvis ikke-voldelige trusselshandlinger og markeringer af forskellig art. Både myrernes og biernes samfundsliv bygger til eksempel langt overvejende på ''samarbejde'' i stedet for på intern ''konkurrence'', når det gælder kampen for tilværelsen. Og det samme gælder også for menneskelivet og for en lang række andre dyrearter. Kun i tilfælde af ressourceknaphed og problemer med pardannelsen – eller mulige trusler herom – ses mennesket at gribe til intraspecifik aggressivitet i form af et offensivt ''forsvar'' (og altså ikke pga. "ondskab" el.lign. populære trivialforklaringer), vendt mod egne artsfæller med henblik på at sikre egen og evt. efterkommeres overlevelse eller velfærd.
 
Nazismens og fascismens begrundelse for at starte de fatale angrebskrige under 2. verdenskrig mod Tysklands og Italiens nabostater skete således under henvisning til bl.a. ønsket om et udvidet ''"[[Lebensraum]]"'' (territorium), hvorved det tyske og italienske folk bedre ville kunne sikre sig mod ressourcemangler, sådan som man tidligere havde oplevet det under og især efter 1. verdenskrig. Og da nazisterne samtidig mente det både gavnligt og fordelagtigt at kunne hjælpe evolutionen med hurtigt at skaffe sig af med de påståede laverestående/svage racer, som fx jøderne og de slaviske folkeslag o.a., kunne man lige så godt søge at udrydde dem helt ved samme lejlighed. Den virkeliggjorte socialdarwinisme i nazismens og fascismens skygge bidrog derved til at reducere menneskeheden under 2. verdenskrig med mere end 50 mio. døde i den anledning.
603

redigeringer