Urkristendommen: Forskelle mellem versioner

 

De kristne havde allerede inden bruddet med modertraditionen etableret stærke indbyrdes bånd og fælles organisationer mellem de spredte menigheder overalt i Romerriget. De kristne udviklede efterhånden en stærk identitet og begyndte at betragte sig selv som et tredje folk (''ethnôs'') ved siden af grækerne og jøderne. Omkring år 100 begynder udenforstående at beskrive de kristne som en identificerbar gruppe, der tydeligt skiller sig ud og som har et stærkt sammenhold<ref>fx Tacitus & Sveton</ref> Omkring dette tidspunkt erstattede de kristne synagogefællesskabet med en ''ekklesia''/[[kirke (bygning)|kirke]], der på græsk blot betyder ''forsamling''.<ref>Bilde (1994) pp. 163-4</ref> 'Ny' opfattes sjældent som en positiv egenskab ved en religion, og i hellenistisk-romersk tid så man især ned på nyskabelser i forhold til det gamle. Reelle nyskabelser blev derfor gerne beskrevet som en tilbagevenden til de gode gamle dages skikke og dyder; dette er fx det bærende tema i [[Vergil]]s epos, som skulle vise at kejser [[Augustus]]’ [[Augustus' religiøse reformer|reformprogram]] var en tilbagevenden til fortiden. Alligevel indeholder teksterne i [[Nye testamente]] flere passager, hvor nyhedsværdien af det kristne budskab fremhæves.<ref>Se bl.a. 1. Kor. 8;5-6 & 11;25, 2. Kor 3;6, Hebr 8;8 & 12;24 Mark 1;27 & 16;17, Matt 9;17, Luk 22;20 samt ApG 17;19</ref>

 

Det nye ved kristendommen var dog ifølge de kristnes egen opfattelse, at Jesu død markerede en overgang til en ny tidsalder, der var mere ægte, dvs. livet nu var i overenstemmelse med idealerne fra den mytiske urtid. De kristne anså på den ene side kristendommen for at være en ny religion, men opfattede den samtidig som en reetablering af den sande jødedom.<ref>Bilde (1994) pp. 161</ref> Tilvæksten i antallet af kristne skyldtes primært [[Konversion|konvertering]] især blandt jøder og ikke-jøder, der var tæt knyttet til jødedommen. Konvertering til en anden religion finder som regel sted hos personer der har knyttet stærkere bånd til medlemmer af denne religion end til andre ikke-medlemmer. Moderne studier har vist at konvertitter i langt de fleste tilfælde har følt, at der var mindre at tabe ved at konvertere end ved at forblive udenfor.<ref>Stark (1996) pp. 20</ref>