Vulgærlatin: Forskelle mellem versioner

164 bytes fjernet ,  for 11 år siden
lix
m (robot Tilføjer: pap:Latin Vulgar)
(lix)
'''Vulgærlatin''' (fra [[latin]] ''sermo vulgaris'' "almindeligt sprog") betegnerer det latinske hverdagssprog i modsætning til klassisk latin, der er det sprog, som man normalt møder ifra de antikke latinske tekster. ManDet antager, at deter først og fremmest var vulgærlatin, som de senere [[romanske sprog]] udviklede sig af.
 
== Ét eller to sprog ==
 
Nogle forskere beskriver vulgærlatinVulgærlatin og klassisk latin somer to uafhængige sprognormer, mener visse forskere. Det urromansk, som mander kan rekonstruerekonstrueres ved at sammenligne de senere romanske sprog, sætter disse forskereer lig med vulgærlatin. Vulgærlatin og klassisk latin skalhar have ensikkert forskellig [[fonologi]], [[Morfologi (lingvistik)|morfologi]] og [[syntaks]]. De støtterDet siglæses især tilaf stavefejl og grammatiske fejl i indskrifterne, ikke mindst de [[Pompeii|pompejanske]] graffiti. En anden kilde til vulgærlatin er de frigivne slavers replikker i [[Petronius]]' [[Satyricon (Petronius)|Satyricon]] (1. årh. e.Kr.).
 
Andre forskere fremhæver, at det latinske sprog trods alt er en enhed indtil oldtidens slutning og et stykke op i middelalderen. Vulgærlatin og klassisk latin er for dem ikke to sprog, men blot to ender af et [[Sociolingvistik|sociolingvistisk]] kontinuum. Nogle ord og former var mere højtidelige og andre mere hverdagslige, men overgangen var glidende. Cicero skriver et udpræget klassisk latin, men i sine breve, der efterligner daglisprogetdagligsproget, har han ofte uventede ord, som man ikke ellers vil vente i litteraturen (''bucca'' "mund", ''auricula'' "øre"). Det afgørende skel mellem klassisk latin og romansk kommer først i begyndelsen af middelalderen (den første tekst på et romansk sprog er [[Strasbourg-ederne]] fra [[842]]).
 
== Fonetik ==
 
De forskere, der fremhæver, at klassisk latin og vulgærlatin er en enhedet, vil menemener, at de lydudviklinger, som man kan slutteder udbygger af indskrifternes og brevenes stavefejl og rekonstruere ud fra de senere romanske sprog, i virkeligheden ikke kendetegner vulgærlatin, men latin som sådan. Den vulgærlatinske udtale, som dette afsnit beskriver, er således for disse forskere i virkeligheden blot den almindelige udtale af latin i den sene kejsertid.
 
Den klassiske latins skelnen mellem korte og lange vokaler opgives med forskellige sammenfald til følge:
Anonym bruger