Wikipedia

Kapkolonien: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Gendannelse til seneste version ved CommonsDelinker, fjerner ændringer fra 80.162.219.165 (diskussion | bidrag)
No edit summary
Linje 35:
|korttekst = Kapkolonien (i rødt)
|
|hovedstad = Cape TownKapstaden
|latd=33 |latm=55 |latNS=S |longd=18 |longm=25 |longEW=E
|
Linje 64:
}}
 
'''Kapkolonien''' var en koloni, i det der i dag er [[Sydafrika]], etableret af [[Hollandske Ostindiske kompagni|det hollandske Ostindiske kompagni]] i [[1652]], med grundlæggelsen af [[Kapstaden|Cape Town]]. Den blev grundlagt som en mellemstation for skibe, der sejlede mellem [[Holland]] og [[Jakarta|Batavia]]. Denne rolle beholdt kolonien længe, men senere bevægede nybyggere sig ind i landet og opdyrkede det. Nybyggerne kom hurtigt i konflikt med [[khoikhoi]]er ("hottentotter") og sanfolket ("[[Buskmand|buskmænd]]").
 
[[Kongeriget Storbritannien|Storbritannien]] besatte kolonien i [[1795]] og annekterede den endeligt i [[1806]]. De fortsatte konflikter mellem nybyggerne, de såkaldte [[boer]]e, og de indfødte gjorde, at briterne i [[1820]] igangsatte en kampagne for at få briter til at slå sig ned i kolonien. Frem til dette tidspunkt havde [[Nederlandsk (sprog)|nederlandsk]] været enerådende, men nu begyndte [[engelsk (sprog)|engelsk]] at gøre sig gældende.
Linje 79:
Den [[holland]]ske bosætning i området begyndte i marts 1647, da ''"[[Nieuwe Haarlem]]"'' led skibbrud. De skibbrudne byggede et lille fort, som de kaldte "Sand Fort af Kap Det Gode Håb". De blev der i næsten et år, før de blev reddet af en flåde på tolv skibe under ledelse af [[W.G. de Jong]]. Efter de returnerede til Holland, forsøgte nogle af de skibbrudne at overtale det hollandske Ostindiske kompagni (VOC) til at åbne et handelscenter ved Kap.
[[Fil:Charles Bell - Jan van Riebeeck se aankoms aan die Kaap.jpg|thumb|300px|Jan van Riebeeck ankommer til Kap Det Gode Håb. Maleri af Charles Bell]]
En ekspedition på 90 [[calvinisme|calvinist]]–nybyggere, under ledelse af [[Jan van Riebeeck]], grundlagde den første permanente bosætning nær [[Kap Det Gode Håb]] i [[1652]]. Van Riebeeck var på et af redningsskibene, som var kommet de skibbrudne sømænd til undsætning, og da han så landet, bestemte han sig for at rejse tilbage. De ankom til stedet, hvor [[Kapstaden|Cape Town]] nu ligger den [[6. april]] 1652 med de fem skibe:
 
# ''"Reijger"'',
Linje 91:
De tidligste kolonister var for det meste fra den lavere arbejderklasse og viste en ligegyldig holdning til at udvikle kolonien, men efter, at en kommissionær blev sendt ud i 1685 for at skaffe flere nybyggere, tiltrak kolonien sig en mere hengiven gruppe af immigranter. [[Frankrig|Franske]] [[flygtning]]e ankom til Kap efter at have forladt deres land efter ophævelsen af [[Nantes-ediktet]]. Denne lille gruppe af immigranter havde en mærkbar indflydelse på de hollandske nybyggeres karakter. Takket være politikken, som blev indført i VOC, som dikterede, at skolerne udelukkende skulle undervise på [[Nederlandsk (sprog)|nederlandsk]] og strenge love om forsamlinger, ophørte de franske [[huguenot]]ter inden midten af det 18. århundrede med at opretholde deres identitet, og kendskabet til [[fransk (sprog)|fransk]] forsvandt.
[[Fil:VOC.svg|thumb|left|VOC's bomærke]]
Kapkolonisterne skaffede sig senere alt landet fra khoikhoierne mod nord og øst fra deres base i Cape TownKapstaden. Et stort antal khoikhoier blev dræbt af kolonisterne. Foruden de, som døde i krig, blev hele khoikhoistammer alvorligt skadet ved udbrud af [[kopper|koppe]][[epidemi]]er i [[1713]] og [[1755]]. Nogle få stammer bevarede deres uafhængighed, men majoriteten af khoikhoierne tog arbejde hos kolonisterne som hyrder. Den hollandske regering indførte i [[1787]] en lov, som underlagde de nomadiske khoikhoier visse restriktioner. Den direkte effekt af denne lov var, at khoikhoierne blev endnu mere afhængige af bønderne eller tvang dem til at migrere nordover ud af kolonien. De, som valgte at drage væk, blev mødt med fjendtlighed af deres gamle fjender, [[Buskmand|sanfolket]], som boede på sletterne fra [[Nieuwveld]]– og [[Sneeuberge]]-bjergene til Oranje.
 
Eftersom de europæiske kolonister fortsatte med at presse sig indover i sanfolkets territorium, kom de i kontakt med dem. Bøndernes kvæg og får, som kun var vogtet af khoikhoi–hyrder, var meget fristende at stjæle for sanfolket. Repressalier fulgte, og situationen blev så anspændt, at det virkede for myndighederne, som om den eneste sikre vej at fortsætte, var at udrydde sanfolket helt. Krigeriske bander, kendt som "[[kommando (Sydafrika)|kommandoer]]", drog ud for at udrydde sanfolket. Inden for en periode på seks år skal kommandoerne have dræbt eller tilfangetaget op mod 3000 san. Ud af organiseringen af disse kommandoer med deres feltkommandanter og feltkornetter fremvoksede systemet for den lokale styreform i de hollandsk–bosatte distrikter i Sydafrika.
Linje 103:
Kompagniet etablerede i [[1745]] en [[magistrat]] i [[Swellendam]] for at kontrollere emigranterne og et nyt i [[Graaff Reinet]] i [[1786]]. Myndighederne erklærede, at [[Gamtoos (flod)|Gamtoos]] skulle være koloniens østlige grænse, men emigranterne krydsede den snart. For at undgå konflikter med krigeriske, afrikanske stammer, som rykkede syd- og vestover fra det østlige, centrale Afrika, gik hollænderne i 1780 med til at gøre [[Fish River]] til koloniens grænse. De hårdt skatteplagede boere i grænsedistrikterne, som ikke fik beskyttelse mod afrikanerne, udviste i [[1795]] embedsmænd fra VOC og etablerede et uafhængigt styre ved Swellendam og Graaff Reinet.
 
[[Holland]] bukkede under for [[den franske hær]] under [[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleon Bonaparte]] i 1795. Hollands svaghed førte til, at en [[Storbritannien|britisk]] armé under general [[James Henry Craig]] drog til Cape TownKapstaden for at sikre kolonien for [[statholder]] prins [[Vilhelm V af Oranje]] mod franskmændene. Guvernøren i Cape TownKapstaden nægtede først at bøje sig for ordrerne fra prinsen, men efter at briterne truede med at bruge magt, kapitulerede han. En af grundene til, at han gav efter, var, at khoikhoierne deserterede fra deres tidligere herrer og flokkede sig om briterne. Boerne i Graaff Reinet overgav sig ikke, før en hær blev sendt mod dem, og i [[1799]] og igen i [[1801]] gjorde de oprør. Kolonien kom i februar [[1803]] under kontrol af den [[Bataviske Republik]] som et resultat af [[Amiensfreden]]. Republikken indførte mange reformer, som kom oven i dem, som briterne havde indført under deres otte år lange styre. General Craig havde for eksempel afskaffet brugen af [[tortur]] i domstolsapparatet.
 
=== Xhosakrigene og de første britiske immigranter ===
Linje 122:
Et andet dekret i 1830 indførte strenge straffe for hård behandling af slaver, og til slut blev [[Abolitionist|frigørelsen]] af slaver proklameret i [[1834]]. Hver af disse dekreter afstedkom vrede fra bønderne rettet mod regeringen. For dårlig kompensation til slaveejerne og mistillid til betalingsformen førte til megen misnøje. I 1835 startede trenden atter med, at bønder trak ind i det ukendte land for at undslippe urimelige regeringer. Migrationen uden for koloniens grænser havde faktisk været kontinuerlig i 150 år, men var nu af langt større proportioner.
 
På den østlige grænse opstod yderligere problemer mellem myndighederne og xhosaerne. [[11. december]] [[1834]] dræbte en kommandoafdeling en høvding af højere grad. En hær på 10.000 mænd ledet af [[Macomo]], bror til den dræbte høvding, gik over grænselandet, plyndrede og brændte landsbyerne og dræbte alle, som gjorde modstand. En koloni af frisatte khoikhoier var blandt dem, som led mest. Disse havde i 1829 fået lov til at slå sig ned ved [[Kat (flod)|Kat]]–dalen af britiske myndigheder. Der var få soldater i kolonien, men guvernør [[Benjamin d'Urban]] reagerede hurtigt, og alle disponible styrker blev samlet under oberst [[Harry Smith]], som nåede Graham's Town den [[6. januar]] [[1835]], seks dage efter nyhederne om oprøret var nået Cape TownKapstaden. Briterne kæmpede mod xhosaerne i ni måneder, før fjendtlighederne var slut den [[17. september]] [[1838]] med underskrivelsen af en ny fredsaftale, som anerkendte, at hele landet til [[Kei (flod)|Kei]] skulle være britisk. Dets indbyggere blev erklæret for britiske undersåtter. Et administrationscentrum blev valgt og givet navnet [[King William's Town]].
 
=== Great Trek ===
Linje 136:
=== Udvidelse af britisk herredømme ===
[[Fil:Sir Harry Smith.gif|thumb|right|Sir Harry Smith]]
I december 1847, det som skulle blive den sidste måned i øksekrigen, nåede [[Harry Smith]] Cape TownKapstaden med båd for at blive den nye guvernør i kolonien. Han ændrede Glenelgs politik kort tid efter ankomsten. Han offentliggjorde en proklamation den [[17. december]] 1847, hvor han udvidede koloniens grænser nordover til Oranje og østover til floden [[Keiskamma (flod)|Keiskamma]]. I et møde med xhosahøvdingerne den [[23. december]] annoncerede han annekteringen af landet mellem Keiskamma og floden [[Kei (flod)|Kei]] til den britiske trone. Dermed havde han taget territoriet tilbage, som blev opgivet af lord Glenelg. Landområderne var rigtignok ikke indlemmet i Kapkolonien, men i stedet gjort til et afhængig område under navnet [[Britisk Kaffraria]]. En stund accepterede xhosaerne de nye myndigheder, da de stort set blev overladt til sig selv. Guvernøren var optaget med andre vigtige sager, heriblandt indførelsen af britisk styre over boerne på den anden side af Oranje og etablering af fredelige relationer med boerne i [[Transvaal]].
 
Et forslag om at gøre Kapkolonien til en fangestation førte til en krise. Et rundskriv skrevet i 1848 af jarl [[Henry George Grey]] som dengang var kolonisekretær, blev sendt til guvernøren i Kap, i tillæg til andre koloniguvernører, og bad dem bringe på det rene, hvad kolonisterne tænkte om at tage imod en vis mængde fanger. Jarlen havde tænkt at sende [[Irere|irske]] bønder, som var blevet drevet til kriminalitet af [[Hungersnøden i Irland 1845-1849|hungersnøden i Irland]] i 1845 til Sydafrika. På grund af en misforståelse blev en båd ved navn ''"Neptune"'' sendt til Kapkolonien før kolonisternes mening var blevet modtaget. Båden havde 289 fanger om bord, blandt dem den kendte irske oprører [[John Mitchel]] og hans kolleger. Da nyheden om at dette fartøj var på vej nåede Kap, blev folk voldelig oprømte og etablerede en antifangeforening, vis medlemmer forpligtede sig på at afstå fra enhver samhandling med enhver person som kunne associeres "med landgangen, forsyningen eller ansættelsen af fanger".
Linje 174:
[[George Edward Grey|Sir George Grey]] blev guvernør i Kapkolonien i 1854. Efter hans mening var politikken som Storbritanniens regering påførte kolonien om ikke at regere på den anden side af [[Oranjefloden]] forkert. I 1858 foreslog han en plan for en [[konføderation]] som ville inkludere hele Sydafrika, men den blev forkastet af Storbritannien. Grey holdt en åben britisk vej gennem [[Bechuanaland]] langt ind i de indre dele af Afrika og fik støtte fra missionærerne Moffat og [[David Livingstone]]. Grey forsøgte også for første gang, ved siden af missionærerne, at uddanne xhosaerne og at etablere fast britisk autoritet blandt dem, noget som xhosaernes selvødelæggelse gjorde let. På den anden side af [[Keifloden]] blev de indfødte overladt til sig selv.
 
Grey forlod Kapp i 1861. Under hans guvernørskab havde resourcerne i kolonien øgede med åbningen af [[kobber]]–gruberne i [[Namaqualand|Little Namaqualand]], [[mohair]]uldindustrien var blevet etableret og Natal gjort til en separat koloni. Åbningen i november 1863 af [[jernbane]]n fra Cape TownKapstaden til [[Wellington]] og bygningen i 1860 af den store [[mole]] i [[Table Bay]] som var længe tiltrængt på den utilgængelige kyst, markerede begyndelsen på offentlige bygværker i stor skala i kolonien. Det var mere eller mindre resultatet af at kolonien for en stor del styrede sig selv.
 
Provinsen Britisk Kaffraria blev indlemmet i kolonien i 1865 under titlen ''valginddelingerne til King William's Town og [[East London]]''. Overføringen blev markeret med fjernelse af forbuddet mod salg af [[alkohol]]holdige drikke til de indfødte, og den frie handel i [[rusmiddel|rusmidler]] som fulgte, havde beklagelige resultater blandt xhosastammerne. En alvorlig tørke som havde indvirkning på næsten hele kolonien i flere år, førte til stor økonomisk depression, og mange bønder led hårdt. Det var i denne periode i [[1869]] at [[struds]]eopdræt blev indført.
Linje 183:
[[Fil:4th Earl of Carnarvon.jpg|thumb|[[Henry Howard Molyneux Herbert]], den 4. jarl af Carnarvon]]
[[Fil:BartleFrere.jpg|thumb|Et portræt af [[Henry Bartle Frere]]]]
Da diamanterne blev opdaget, oplevede Sydafrika depression i økonomien. Strudseopdrættet var i sin startfase, og landbruget var bare lettere udviklet. Boerne, med undtag af dem i den umiddelbare nærhed af Cape TownKapstaden, levede i primitive forhold. De handlede bare i begrænset grad med kolonien. Selv britiske kolonister var langt fra velstående. Diamantindustrien var derfor attraktiv, særlig for kolonister af britisk oprindelse. Den var også et middel til at demonstrere at Sydafrika som så ud til at være øde og fattig på overfladen, var rigt under overfladen. Det tager 40 [[dekar]] af [[Karoo]] at få et får, men det var nu muligt med nogen få kvadratmeter af diamantholdig blå jord at føde et dusin familier. Inden slutningen af 1871 havde der allerede samlet sig en stor befolkning i diamantgravene, og immigrationen øgede dramatisk. Blandt de første som søgte lykken i diamantgravene, var [[Cecil Rhodes]].
 
Greys plan for en føderation af alle de forskellige kolonier i Sydafrika blev afslået i 1858 af myndighederne i Storbritannien. [[Henry Howard Molyneux Herbert]], den 4. jarl af Carnarvon, statssekretær for kolonierne, vendte sin opmærksomhed til en føderation i Sydafrika efter at han lykkedes i at oprette en føderation i [[Canada]]. Han så for sig en lignende ordning i Sydafrika. Den repræsentative regering i Kapkolonien blev erstattet i 1872 af en "ansvarlig regering", dvs. selvstyreregering, og det nye parlament i Cape TownKapstaden modsatte sig måden som lord Carnarvon præsenterede sit forslag.
 
Man vedtog en resolution den [[11. juni]] [[1875]] som sagde at enhver planlægning af en konføderation måtte have sin oprindelse indenfor selve Sydafrika. [[James Anthony Froude]], en anerkendt [[historie|historiker]], blev sendt af lord Carnarvon for at fremme sin politik i Sydafrika. Men den generelle offentlighed i Sydafrika så på ham som diplomat, og repræsentant for den britiske regering, og han det lykkedes derfor ikke i at få kolonisterne til at acceptere lord Carnarvons plan. [[Fingoland]], [[Idutywa]]–reservatet og andre egne i xhosaernes grænseland blev i 1876 annekteret af Storbritannien, ud fra den forståelse at Kapregeringen skulle sørge for styret af det. Lord Carnarvon var fremdeles fast bestemt på konføderation og udnævnte nu [[Henry Bartle Frere]] til guvernør i Kapkolonien og som [[højkommisær]] i Sydafrika.
Linje 209:
Det er sandsynlig at mange englændere som læste Empire Leagues manifest regnede det som en uretmæssig alarm, men efterfølgende hændelser beviste fornuften i synerne som det tilkendegav. Fra 1881 af, festede der sig to store rivaliserende ideer, hver af dem i stærk opposition til den anden. En var [[imperialisme]]n, fulde civile rettigheder for alle "civiliserede" mænd, uanset hvilken race han tilhørte, under herredømmet og beskyttelsen til Storbritannien. Den anden var nominelt [[republik]]ansk, men var faktisk eksklusivt [[oligarki]]sk og hollandsk. Politikken til ekstremister af den sidste gruppe blev opsummeret i en appel som præsident [[Paul Kruger]] gav til Fristaten i februar 1881 da han bad dem: "Kom og hjælp os. Gud er med os. Det er hans vilje at forene os som et folk... at lave et forenet Sydafrika frit fra britisk autoritet."
 
De to rigtige grundlæggere af Bond var [[Tyskland|tyskeren]] Borckenhagen som levede i [[Bloemfontein]] og afrikaneren Reitz som efter blev statssekretær i Transvaal. Der er to nedtegnede samtaler som viser de virkelige mål til grundlæggerne af Bond helt fra begyndelsen af. En skete mellem Borckenhagen og Cecil Rhodes, den anden mellem Reitz og T. Schreiner vis bror senere blev statsminister i Kapkolonien. I den første samtale bemærkede Borckenhagen til Rhodes: "Vi ønsker et forenet Afrika," og Rhodes svarede: "Det gør jeg også". Borckenhagen fortsatte så med: "Der er ingen ting i vejen, vi vil tage dig som vår leder. Der er bare en lille ting: Vi må selvsagt være uafhængige af resten af verden." Rhodes svarede: "Du tager mig enten for en kæltring eller en torsk. Jeg ville været en kæltring eftersom jeg gav afkald på min historie og mine traditioner, og jeg ville have været en torsk fordi jeg ville blevet hadet af mine egne landsmænd og have mistillid af dine." Men som Rhodes sagde i Cape TownKapstaden i 1898, "den eneste chance for en virkelig union er den overhængende beskyttelse til en overlegen magt, og enhver tysker, [[Frankrig|franskmand]] eller [[Rusland|russer]] vil fortælle dig at den bedste og mest liberale magt er den som hendes majestæt regerer over."
 
Den anden samtale fandt sted akkurat idet Bond blev etableret. Reitz søgte Schreiner og protesterede mod det faktum at Bond til slut havde som mål at kaste briternes styre og fjerne [[Storbritanniens flag|det britiske flag]] fra Sydafrika. Til dette svarede Reitz: "Vel, hvad dersom det er slik?" Schreiner omformulerede sig på følgende måde: "Du antager ikke at flaget vil forsvinde uden en voldsom strid og hårde kampe?" "Vel, jeg antager ikke det, men selv med det, hvad med det?" svarede Reitz. Ovenfor dette vidnemål med referencer til to af de største af Bonds forkæmpere, er det umuligt at nægte for at fra begyndelsen af lå den underliggende idé til Bond om et uafhængig Sydafrika.
Linje 226:
=== Rhodes og afrikansk sentimentalitet ===
[[Cecil Rhodes]] indså sin vanskelige stilling og viste et ønske om at forsone afrikansk sentimentalitet ved hensynsfuld behandling fra starten af i hans politiske karriere. Rhodes blev først valgt som medlem af forsamlingen fra [[Barkly West]] i 1880. Han støttede loven som tillod brugen af hollandsk i forsamlingen i 1882, og tidligt i 1884 blev han udnævnt til sin første ministerpost som generalkasserer under [[Thomas Scanlen]]. Rhodes havde kun haft denne stilling i seks uger da sir Scanlen trak sig. Sir Hercules Robinson sendte ham til Britisk Bechuanaland i august 1884 som næstkommisær for at afløse pastor [[John Mackenzie]], London Missionary Societys repræsentant ved [[Kuruman]] som proklamerede [[Victoria af Det Forenede Kongerige|dronning Victorias]] autoritet over distriktet i maj 1883. Rhodes' forsøg på at forsone boerne slog fejl, derfor var Warren–opdraget nødvendig. Territorierne til Kapkolonien blev i 1885 yderligere ekspanderet, og [[Tembuland]], [[Bomvanaland]] og [[Galekaland]] blev formelt lagt til kolonien. [[John Gordon Sprigg|Gordon Spriggs]] blev statsminister i 1886.
[[Fil:Cape Town & Table Bay 1882.jpg|thumb|350px|[[Kapstaden|Cape Town]] og [[Table Bay]] i 1882.]]
Der var betydelig uro i Kapkolonien i perioden fra 1878 til 1885. I denne korte tidsperiode var der kroniske problemer med basothoer som fik Kap til at give dem tilbage til de imperielle myndigheder, i tillæg til en række indfødte forstyrrelser som blev fulgt af [[første boerkrig]] i 1881 og uro i Becuanaland i 1884. Til trods for disse tilbageslag, udviklingen af landet fortsatte. Diamantindustrien blomstrede. En konferense blev holdt i [[London]] i 1887 for at "fremme en tættere union mellem de forskellige dele af det britiske imperiet gennem imperielle satser på told". På denne konference foreslog Hofmeyr en slags plan om "[[zollverein]]" hvor imperielle toldsatser skulle lægges uafhængig af told som blev betalt på alle varer som gik ind i imperiet fra udlandet. Ved at lægge forslaget frem, sagde han at hans mål var "at fremme imperiets union, og samtidig skaffe indtægter for formålet med dets generelle forsvar". Planen blev fundet at være upraktisk på den tid. Men ordlægningen, i tillæg til sentimentalitet som fulgte den, skabte et positivt syn på Hofmeyr.
 
Linje 250:
 
=== Bevægelsen for kommerciel føderation ===
Med udviklingen af jernbaner og øgningen i handelen mellem Kap og Transvaal begyndte politikere begge steder at debattere en tættere relation. Mens han fungerede som statsminister i Kap, forsøgte Rhodes at få venlige forhold til med kommerciel føderation blandt staterne og kolonierne i Sydafrika gennem en [[toldunion]]. Han håbede at etablere både en kommerciel union og en jernbaneunion, noget som illustreres med en tale han gav i 1894 i [[Kapstaden|Cape Town]]:
 
{{citat|Med fuld hengivenhed til flaget som jeg blev født under, og flaget jeg repræsenterer, kan jeg forstå sentimentalitet og følelserne til en republikaner som frem for alt skabte sin uafhængighed og sine værdier. Men jeg kan ærligt sige at jeg tror jeg i fremtiden kan assimilere det system som jeg er blevet forbundet med, med Kapkolonien, og det er ikke en umulig idé at naborepublikkerne, ved at beholde sin uafhængighed, burde dele med os når det gælder visse generelle principper. Eftersom jeg kan gøre det klart for dig, ville jeg sige principper for toldsatser, princippet for jernbaneforbindelser, principper for appel i love, principper for myntenhed og faktisk alle de principper som eksisterer i dag i [[USA]], uafhængig af lokale forsamlinger som eksisterer i hver separat stat i dette land.}}
Linje 274:
Schreiner bad højkommisæren den [[11. juni]] [[1899]] om at informere Chamberlain om at han og hans kolleger bestemte sig for at acceptere præsident Krugers Bloemfontein–forslag som "praktiske, fornuftige og et betydelig steg i rigtig retning". Men senere i juni begyndte afrikanske Kap–politikere at indse at præsident Krugers holdning ikke var så fornuftig som de havde troet, og Hofmeyr, sammen med mr Herholt, Kaps [[landbrugsminister]], besøgte Pretoria. Efter at de ankom, opdagede de at Transvaals [[Volksraad]] var i kampvilje og at den akkurat havde vedtaget en resolution som gav fire nye sæder i Volksraad som skulle repræsentere gravedistrikterne og femten eksklusive [[burgher]]–distrikter. Hofmeyr, da han mødte regeringen, udtrykte indignation over denne udvikling. Hofmeyrs indflydelse blev mere end modbalanseret af udsendingen [[Abraham Fischer]] fra Fristaten. Han udgav sig for at være fredsskaber, men opmuntret praktisk talt boernes regering til at tage mere ekstreme tiltag.
 
Hofmeyrs etablerede rygte som skarpskod [[diplomat]] og leder af Kaps afrikanske parti, gjorde ham til en mægtig delegat. Eftersom nogen kunne overbevise Kruger om at ændre sin plan, var det Hofmeyr. De moderate på alle sider af sagen så med forventning til Hofmeyr, men ingen i så stor grad som Schreiner. Men Hofmeyrs opdrag, som alle andre opdrag for at overbevise Kruger om at lægge om til en "fornuftig" og retfærdig kurs, viste sig at være resultatløs. Han returnerede skuffet til Cape TownKapstaden, men ikke overrasket over at hans opdrag mislykkede. Imens skitserede boerregeringen et nyt forslag som fik Schreiner til at skrive et brev den [[7. juli]] til ''South African News'' hvor han, mens han refererede til sin egen regering, skrev: "Mens denne regeringen er bekymret og fortsat er aktive og ved godt håb i arbejdet med at sikre fornuftige modifikationer i det eksisterende repræsentationsystem i [[Sydafrikanske republik]], er vi overbevist om at det ikke foreligger grundlag for aktiv indblanding i republikkens interne affærer".
 
Brevet viste sig at være meget uheldig. Den [[11. juli]], efter et møde med Hofmeyr efter hans hjemkomst, appellerede Schreiner personlig til præsident Kruger om at møde den imperielle regering med en venlig holdning. En anden hændelse skete samtidig som skabte ekstremt fjendtlige offentlige følelser mod Schreiner. [[7. juli]] blev 500 rifler og 1 million runder med ammunition læsset af i [[Port Elizabeth]], adresseret til regeringen i Fristaten og sendt videre til Bloemfontein. Schreiner blev gjort opmærksom på sendingen, men han nægtede at stoppe den. Han retfærdiggjorde sin afgørelse med at sige at siden Storbritannien ikke var i krig med Fristaten, havde han ingen ret til at stoppe våbenlasten gennem Kapkolonien. Men hans manglende handling gav ham [[kælenavn]]et "Ammunition Bill" blandt britiske kolonister. Han blev senere anklaget for at have forsinket sendingen af [[artilleri]] og [[riffel|rifler]] for at forsvare Kimberley, [[belejringen af Mafikeng|Mafikeng]] og andre byer i kolonien. Han undskyldte sig med at han ikke forventede krig, og at han ikke ønskede at skave en uønsket mistænksomhed hos Fristatens regering. Hans fremfærd i begge tilfælde var ganske teknisk korrekt, men skabte stor misnøje hos loyale kolonister.
Linje 288:
Så kom de britiske tilbageslag ved [[Magersfontein]] ([[11. december]] 1899) og [[Stormberg]] ([[10. december]] 1899). Effekten af disse tilbageslag i udbruddet af krigen, med tanke på at de skete indenfor Kapkolonien, skulle give et antal af koloniboere i grænseområdet mod til at slutte sig til sine slægtninge fra republikkerne. Boerne formerede sig hurtigt, og deres familier var store. Mange unge sønner fra kolonien, som ikke havde noget at tabe, forlod sine hjem med hest og riffel for at slutte sig til de republikanske styrker.
[[Fil:Guerra boeres.jpg|thumb|350px|En boer–[[kommando (Sydafrika)|kommando]] i 1900.]]
Samtidig blev de loyale Kapkolonister hæmmet af den træge indrulleringen til de imperielle myndigheder. Der var ikke før lord Roberts og lord Kitchener ankom Cape TownKapstaden [[10. januar]] [[1900]] at disse uvurderlige, og mange af dem erfarne, mændene blev frit inviteret til at deltage. Så stærke meninger havde lord Roberts om emnet at han med en gang gjorde oberst Brabant, en velkendt og respekteret veteran og medlem af folkeforsamlingen, til brigadegeneral og startede at rekruttere loyale kolonister for alvor. [[15. februar]] 1900 kom general French Kimberley til undsætning, og boergeneralen Cronje evakuerede Magersfontein og trak sig tilbage til Bloemfontein.
 
Cecil Rhodes var indestængt i Kimberley under hele belejringen, og hans nærvær inspirerede uden tvivl boerne i sit forsøg på at tage byen, men hans unikke position og indflydelse hos arbejderne i [[De Beers]], gjorde det muligt for ham at samle småbrugere og skabte entusiasme og mod hos indbyggerne. Produktionen af en stor kanon som kunne konkurrere med boernes [[155 mm Creusot Long Tom|"Long Tom"]] ved værkstederne til De Beer under Rhodes' ordrer, gennem opfindsomheden til en amerikaner, mr Labram, som blev dræbt få dage efter at den blev fuldført, udgjorde en av de mest slående hændelser i perioden.
Linje 301:
 
=== Efter krigen ===
Boernes anerkendelse af sit nederlag i felten og overgivelsen til cirka 10.000 oprørere svækkede ikke afrikanernes forsøg på at skaffe sig politisk herredømme i kolonien. Statsminister Sprigg som nominelt var leder for de progressive, forsøgte at fastholde sin stilling sommeren 1902 ved at sikre Bond–partiets støtte i parlamentet. Tidligt i 1903 inkluderede Chamberlain Cape TownKapstaden i sit besøg til Sydafrika og havde en konference med de politiske ledere fra alle partier. Forsoning mellem Bond og britiske elementer i kolonien var rigtignok fremdeles umulig, og de to parter konsentrerede sig om sine forsøg på at sikre sejren i det kommende valg. Hofmeyr som havde valgt at tilbringe store dele af krigen i Europa, returnerede til Kap for at reorganisere Bond. På den andren side tog dr Jameson steget frem som leder for de progressive. Parlamentet blev opløst i september 1903. Det havde siden krigen vedtaget to vigtige tiltag. Det første i 1902 var at lægge restriktioner på fremmed immigration, mens det andet fra 1903 ratificerede den første toldkonvention mellem de sydafrikanske kolonier. Denne konvention blev kendt for sin særbehandling mod import fra Storbritannien, generelt blev der givet en rabat på 25% i told.
 
Valget var præget af sagen om britisk eller Bonds herredømme. Der blev udkæmpet på et stemmeregister som var renset for oprørere, mange af dem var i fængsel, i tillæg til at de var frataget stemmeretten. Hver side forsøgte at sikre sig støtte fra indfødte vælgere som i flere valgkredse var på vippepunktet. Mændene fra Bond lovede mere end sine modstandere ovenfor de indfødte og inviterede til og med en afrikansk journalist (som afslog) til at stille som kandidat til forsamlingen. Med tanke på agitationen i forkant for introduktionen af kinesiske arbejdere til at arbejde i gravene i Rand, erklærede de progressive sin intention, eftersom de vandt valget, til at ekskludere dem fra kolonien, og denne erklæring gav dem nogen indfødte stemmer. Optællingen i januar og februar 1904 resulterede i en progressiv majoritet på fem repræsentanter i en forsamling på 95 repræsentanter. De afslåede kandidater inkluderede fremstående Bond–tilhængere som Merriman og Sauer, og også Gordon Sprigg og A. Douglass, et andet medlem af regeringen. Schreiner stilte som uafhængig og blev heller ikke valgt.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Kapkolonien"