Johannes Hage (godsejer): Forskelle mellem versioner

'''Johannes Hage''' ([[26. maj]] [[1842]] i [[Emdrup]] – [[14. januar]] [[1923]] på [[Nivågård]]<ref name=gravsted_dk>{{gravsted.dk navn|johanneshage}}</ref>) var en dansk politiker, [[godsejer]], teglværksejer, [[filantrop]] og museumsstifter. Selv kaldte han sig med sin typiske underdrivelse af egen person for landmand.

 

Han var bror til [[Alfred Hage]] og søn af politikeren og [[grosserer]]en [[Alfred Anton Hage]] og Wilhelmine (Mine) Hage født Faber, der var stolte over hans lyst til at diskutere politik fra sine allerførste år. Familien var på alle måder engageret i [[grundlov]]sskiftet [[1849]] med [[Orla Lehmann]] og [[Carl Ploug]] blandt de nærmeste familiemedlemmer. Forældrene førte stort hus, og deres hjem var et samlingssted for en række af tidens førende skikkelser inden for litteratur, kunst, musik og politik. [[Constantin Hansen]]s [[Den Grundlovgivende Rigsforsamling (maleri)|maleri]] af [[den grundlovgivende rigsforsamling]], var bestilt af Alfred Hage og hang i hjemmet på [[Kongens Nytorv]] indtil [[1891]], hvorefter det blev skænket til [[Frederiksborgmuseet]]. Johannes' 3 søstre blev gift med 3 kunstnere: Elise med digteren [[Carl Ploug]], Johanne med billedhuggeren [[Vilhelm Bissen]] og Vilhelmine kaldet Ville med komponisten [[Peter Heise]]. De to ældste døtre var fra moderen Frederikke Vilhelmine Fabers tidligere ægteskab.

 

Johannes Hage deltog som [[løjtnant]] i den [[2. slesvigske krig]], hvor han blev såret i armen af skud under tilbagetrækningen fra [[Als]]. Under samme krig mistede han en bror, Christopher, ved [[Dybbøl Banke|Dybbøl]], men fastholdt hele livet, at krigen aldrig skulle have været indledt og derfor heller ikke en sag at gå tilbage til. Da [[Sønderjylland]] i [[1920]] blev [[Genforeningen i 1920|stemt tilbage]] til Danmark, argumenterede han mod at kræve mere tilbage af [[hertugdømmerne]], end lokalbefolkningen selv var indstillet på.

 

Var sagen derimod vigtig, gik han gerne selv i krig livet igennem og meldte sig til krigstjeneste for [[Fremmedlegionen]], da [[Kreta]] søgte løsrivelse fra [[Tyrkiet]] i 1896-97. I krig nåede han dog ikke, eftersom den græske hær allerede var faldet fra hinanden, da han nåede frem, men han arbejdede gennem en livsalder for trængte folk, herunder armenierne, makedonerne og siden også boerne. I [[1914]] var han atter parat til at melde sig som soldat; men familien talte ham fra det, idet han i mellemtiden var blevet 72 år.

 

Efter sin studentereksamen fra [[Vestre Borgerdyd Gymnasium|Borgerdydskolen]] på [[Christianshavn]] i [[1860]] var Hage han begyndt at studere [[nationaløkonomi]], men efter krigen opgav han og slog sig på landbrug på [[Sydsjælland]]. Da faderen døde i [[1872]], overtog Johannes Hage [[Nivågård]] og [[Nivaagaards Teglværk]]. [[Ringovn]]en var blevet opført i [[1870]], og teglværket blev storleverandør til byggerierne i København. Hage var desuden [[MF|folketingsmand]] for [[Fredensborgkredsen]] [[1876]]-[[1901]] og medlem af [[Frederiksborg amt]]sråd 1879-1907.

 

Faktisk havde Johannes Hage planer om at oprette et hospital for psykisk syge, og han kom så langt som til at få tegnet et hus, men opgav så. Til gengæld blev Nivågårds hovedbygning efter Johannes Hages død brugt som hvilehjem for nervesvækkede kvinder.

 

Også på kunstens domæne var han initiativets mand. Under krigen 1864 var Johannes Hage blevet ven med en ung officer ved navn [[Frederik Peter Grünwaldt]] (1840-1923). Han havde drømt om at blive kunstner, men forblev ved [[Hæren]]. I stedet blev han samler af tegninger og grafik. Han blev endvidere rådgiver for Hage, da denne begyndte at samle på kunst. I [[1896]] begyndte Hage at samle malerier fra den tyske, nederlandske og især italienske renæssance, som skulle indgå i [[Statens Museum for Kunst]]. I [[1901]] lagde han dog kursen om og begyndte i stedet at bygge eget hus til samlingen på sit gods i Nivå: [[Nivaagaards Malerisamling]], en selvstændig institution, oprettet [[1908]].