Forskel mellem versioner af "Alfred den Store"

I Marts [[871]] døde Alfreds bror Æthelred og Alfred overtog tronen i [[Wessex]], til trods for at Æthelred havde to mindreårige sønner, [[Æthelhelm af Wesssex|Æthelhelm]] og [[Æthelwold af Wessex|Æthelwold]]. Dette var i overensstemmelse med en aftale som Æthelred og Alfred havde indgået tidligere på året. Brødrene var blevet enige om, at uanset hvilken af dem der ville overleve krigen, ville den person blive konge over [[Wessex]] på trods af evt. arvinger. Set i lyset af, at der på dette tidspunkt var en igangværende inversion af Danske vikinger og at Alfreds nevøer på dette tidspunkt var meget unge, er Alfreds krav på tronen næppe blevet anfægtet. Senere opstod der spændinger mellem Alfred og hans nevøer der følte, at Alfred havde arvet tronen uretmæssigt.
[[File:Alfred king of Wessex London 880.jpg|thumb|left|Mønt af Alfred, konge af Wessex, London, 880 (basseret på en romersk model).<br />'''''Obv''''': King with royal band in profile, with legend: ÆLFRED REX "King Ælfred".]]
Mens Alfred PlanlagePlanlagde sin brors begravelse, besejrede danskerne den engelske hær i Alfreds fravær, på et ukendt sted og igen ved Wiltopn i maj, hvor Alfred var tilstede. Nederlaget ved Wilton ødelagede Alfreds forhåbninger om at drive danskerne tilbage fra [[Wessex]], og i stedet for var han nødt til at indgå fred med de danske [[viking|vikinger]]. Kilderne fortæller ikke, hvad fredsaftalens vilkår indeholder, men [[Biskop Asser]], overdriver givetvis og gengiver at "hedningerne" var villig til at trække sig tilbage fra [[Wessex]], med Gud som deres garant. En vikingehær forlod godt nok Reading i efteråret 871 for at tage vinter ophold i [[London]]. Selvom hverken [[Biskop Asser|Asser]] og de angelsaksiske krøniker nævner dette, betalte Alfred sikkert også penge til Vikingerne for at forlade landet, ligesom Mercianerne gjorde det de følgende år.<ref>Abels, Richard, Alfred the Great: War, Kingship and Culture in Anglo-Saxon England (1998), pp. 140-1.</ref>.
 
Skatte som er blevet dateret til vikingernes besættelse af [[London]] I 871/2 er blevet udgravet I Croydon, Gravesend, og ved Waterloo Bridge; disse fund, antyder at omkostningerne i forbindelse med fredslutningen med vikingerne var noget mere omkostelige end Asser beskriver. I de efterfølgende år, besatte danskerne andre dele af [[England]], og i 876 lykkedes det for [[Guthrum den uheldige]], at slippe forbi den engelske hær og angribe det besatte område [[Wareham]] i Dorset. Alfred forsøgte at belejre dem, men han var ude af stand til at tilbageerobre Wareham. Derfor forhandlede han fred, som involverede en udveksling af gidsler og løfter, som danskerne svor på en hellig ring, som blev brugt i forbindelse med dyrkelse af den nordiske gud [[Thor]]. Danskerne brød dog fredsaftalen og de myrdede alle de engelske gidsler og flygtende i ly af mørket til Exeter, Dovon. Der belejrede Alfred dem og da en hjælpeflåde blev ødelagt i en storm var danskerne nød til at trække sig tilbage til [[Mercia]]. Allerede i 878 vendte danskerne dog tilbage og angreb [[Chippenham]], en kongelig base, hvor Alfred havde boet under julen. ”de fleste af indbyggerne blev dræbt, undtagen Kong Alfred og med ham drog en lille gruppe banende fra træ til træ og sump til sump og efter påsken byggende han et fort i [[Athelney]] i masken i Somerset og fra det, kæmpende han imod fjenden” . Det lykkedes for Alfred fra Fortet på [[Athelney]], en ø i marsken nær [[North Pethertonm]], at iværksætte en effektiv modstandsbevægelse mod danskerne og mobiliserer de lokale militser fra [[Somerset]], [[Wiltshire]] og [[Hampshire]].
 
En populær legende om Alfred den Store, som går tilbage til det 12. århundrede Krøniker, fortæller om hvordan han lige da han var flygtet sommerset fik husly af en bonde kone, som uvidende om Alfreds identitet, efterlod ham til at holde øje med noget brød som hun var i gang med at bage på et bål. Travlt beskæftiget med problemerne i hans kongerige, kom Alfred til at brænde brødet på, til stor vrede for bonde kvinden. Efterfølgende da kvinden fandt ud af Alfreds sande identitet, undskyldte kvinden, men Alfred insisterede på, at det ikke var nødvendigt.
En anden legende fortæller om, hvordan Alfred forklædt som en præst forsøgte at komme ind i Guthrums lejer for at udspionere på hans plan. Disse historier har et propagandistisk indhold, hvor Alfred bliver fremstillet som en from og ydmyg kristen, samtidig med at den sidste legende fortæller om Alfreds handlemod i den fortvivlende situation han befandt sig i, reduceret til en konge i et øde marskområde. Begge historier er blevet udfoldet i den britiske Forfatter [[Bernard Cornwell]]s RomanerneRomaner 'Saksernes krøniker', hvor Alfreds karaktererkarakter er en af de bærende personer.
Dette var lavpunktet i Historien om de angelsaksiske kongeriger. De var alle faldet til danskerne og blev enten regeret af vikingerne selv eller af deres skyggekonger. Undtagelsen var et lille område i marsken i [[Wessex]], hvor Alfred samlede sine tropper til modangreb.
 
Anonym bruger