Forskel mellem versioner af "Nordisk mytologi"

Ingen ændring i størrelsen ,  for 10 år siden
flytter afsnit
(→‎Karaktér: ændrer overskrift)
(flytter afsnit)
 
De myter, som er blevet overleveret til vore dage, blev nedskrevet af kristne forfattere i [[middelalderen]]. I før-kristen tid blev de overleveret som [[mundtlig overlevering|mundtlige]] fortællinger, der blev fortalt videre, fra slægtled til slægtled. [[Religionsskiftet i Norden|Religionsskiftet]] betød, at mytologien langsomt uddøde som levende tradition, da de institutioner, der understøttede forsvandt. Samtidigt blev den overleverede mytologi kun bevaret pga. af den teknik, som kristendommen bragte med sig. I middelalderen var skrivning på [[pergament]] nært knyttet til de kirkelige institutioner, og de personer, der nedskrev mytologien, blev næsten med sikkerhed uddannet et sådant sted.<ref>Lindow (2001) s. 437</ref>
 
[[Fil:Edda.jpg|thumb|left|[[Yngre Edda|Snorres Edda]] (den yngre Edda), der er udformet som en lærebog i nordisk mytologi for [[skjald]]e.]]
== Formidling og overlevering ==
[[Fil:Snorri Sturluson C. Krohg.jpg|thumb|180px|left|Islændingen [[Snorre Sturlason]] har haft uvurderlig betydning for overleveringen af nordisk mytologi.]]
Den europæiske lærdomstradition blomstrede i [[Den islandske fristat|Island]] i perioden lige efter [[religionsskiftet i Norden|religionsskiftet]], og samtidig opstod der en interesse for den skandinaviske fortid, derfor blev mange af de traditionelle fortællinger nedskrevet og dermed bevaret for eftertiden.<ref>Meulengracht Sørensen (2006) s. 62</ref> [[John Lindow]] foreslår, at denne indsamling og nedskrivning af den gamle mytologi er blevet inspireret af kristne tekster, fx [[Klemens saga]]. I den er der ligefrem en opfordring til læsning af de hedenske historier, så man den måde kunne opleve gudernes slette karaktér. Han mener på den baggrund, at den [[teologi]], der kommer til udtryk i [[Yngre Edda]] er baseret på [[Romerbrevet|Romerbrevet 1:18-23]]. I fortælles det bl.a., at hedningene engang havde kendt den kristne gud, men siden havde vendt sig bort fra ham, for i stedet at begynde at dyrke afguder. Lindow mener, at det forklarer værkets [[euhenerisme|euhemeristiske]] tilgang.<ref>Lindow (2001) s. 443-445</ref> Lindow mener desuden, at allerede de tidligste islandske skrifter, der hovedsageligt bestod af [[helgenvita]]e, kan bruges som indirekte levn til fx [[Thor]] og [[Odin]]s betydning, når de beskrives som [[helgen]]ernes dæmoniske hovedmodstandere i de islandske oversættelser af latinske tekster. I disse tekster, som i reglen er ældre end fx Snorres egentlige mytologiske værker, optræder også flere navne på de øvrige guder. Lindow mener, at det viser, at en omfattende viden om den hedenske mytologi var blevet overleveret i klostrene, da nogle af de karakteristika, der kendes fra den øvrige mytologiske litteratur, også findes i dem.<ref>Lindow (2001) s. 444</ref>
 
De fortællinger og forestillinger der knyttede sig til religionen i Norden udviklede sig over tid, og der har været store regionale forskelle. Før [[middelalder]]en var den nordiske mytologi næppe en del af en sammenhængende historie og kulturel enhed. Først da begyndte hedninge, under stærk påvirkning af kristendommen, at forsøge at skabe religiøse institutioner, som vi kender det fra eksempelvis den kristne kultur. Mytologien var i før-kristen tid snarere en [[religiøs dynamik|dynamisk syntese]] af nye og gamle forestillinger, fra et stort geografisk område, og var genstand for stadig fornyelse og gendigtning.<ref>Schjødt (2007) s. 37-38</ref> Myter var ikke kun beretninger, billeder var parallelt med ritualer et andet vigtigt middel, til at videreformidle mytologiske traditioner. Den svenske religionsforsker Anders Andrén beskriver den nordiske litteratur, som kendetegnet af tableauer eller scener, der bindes sammen med korte verselinjer, dvs. der var en udpræget brug af tekstbilleder i modsætning til fx den græske [[Episk|episke tradition]]. Billedlige fremstillinger var sandsynligvis længe en helt integreret del af formidlingen af mytologien, samtidigt med at billeder har virket både styrende og begrænsende for motivvalget i fortællingerne. Det betød dog ikke, at den episke tradition var ukendt i Norden.<ref>Andrén (1991) s. 30-31</ref>
 
[[Fil:Sigurd.svg|thumb|200px|right|Motiv fra runesten, Ramsund, ca. 11. århundrede. Billederne viser en række begivenheder fra sagnet om helten [[Sigurd Fafnersbane|Sigurd]], der var kendt over hele det germanske område mens selve [[Runesten|runeteksten]] omhandler arveforhold. Situationerne fra legenden viser hvordan Sigurd fik sin retmæssige skat.]]
Myter blev også brugt indenfor en helt bestemt kontekst, dvs. de var levende elementer i et bestemt samfund og led i en særlig kultur. Den enkelte myte skal derfor tolkes i relation til den tid og det sted den blev brugt eller nedskrevet i. De sociale forhold i samfundet har fx altid haft stor betydning for forståelsen og formidlingen af mytologiske fortællinger. Derfor var det sociale system i den mytiske verdens en kopi af den virkelige verdens, og i Norden, hvor slægtsskabsforhold var afgørende for de sociale relationer, var de det også i myterne.<ref>Clunies-Ross (1994) s. 87-89</ref> Vi må derfor formode, at man i Island har genfortalt myterne på en anden måde, og lagt vægt på andre elementer, end man gjorde i det øvrige Norden. Kommunikation mellem landene var mulig, og Island var på intet tidspunkt isoleret fra det øvrige Norden. Gennem hele vikingetiden og middelalderen foregik der derfor en livlig, om end ikke regelmæssig kulturel udveksling båret af økonomiske transaktioner mellem alle landene i hele Norden. Udover de geografiske forskelle, var der også sociale variationer, da der har været forskel på hvad overklassen og hvad almuen erfarede, fx rejste kongerne ganske ofte, og havde gode internationale forbindelser.<ref>Schjødt (2007) s. 36-37</ref> En anden væsentlig begrænsning for vores forståelse er det forhold, at de vigtigste skriftlige kilder blev til i Island i 13. til 14. århundrede, da religionen ikke længere var levende.<ref>Clunies-Ross (1994) s. 14-15</ref> Trods disse forbehold er det i dag den mest udbredte opfattelse i forskningen, at der i det store billede har været en høj grad af kulturel kontinuitet i befolkninger i hele det nordiske område,<ref>Schjødt (2007) s. 37</ref> og at de bevarede kilder bygger på ældre før-kristne beretninger, uden nødvendigvis at være direkte afskrivninger.<ref>Schjødt (1994)</ref>
 
[[Fil:Viking Expansion.svg|thumb|200px|Kort, der viser nordisk ekspansion i vikingetiden. Overalt, hvor nordboerne rejste eller slog sig ned blev de påvirket af og påvirkede selv de lokale mytologier.]]
 
[[Fil:Dagr by Arbo.jpg|thumb|200px|''Dagr'', maleri af [[Peter Nicolai Arbo]], 1874. [[Dag (nordisk mytologi)|Dagr]] var en mytologisk personifikation af dagen, der sandsynligvis aldrig blev dyrket som en egentlig guddom.]]
 
[[Fil:Edda.jpg|thumb|left|[[Yngre Edda|Snorres Edda]] (den yngre Edda), der er udformet som en lærebog i nordisk mytologi for [[skjald]]e.]]
== Formidling og overlevering ==
[[Fil:Snorri Sturluson C. Krohg.jpg|thumb|180px|left|Islændingen [[Snorre Sturlason]] har haft uvurderlig betydning for overleveringen af nordisk mytologi.]]
Den europæiske lærdomstradition blomstrede i [[Den islandske fristat|Island]] i perioden lige efter [[religionsskiftet i Norden|religionsskiftet]], og samtidig opstod der en interesse for den skandinaviske fortid, derfor blev mange af de traditionelle fortællinger nedskrevet og dermed bevaret for eftertiden.<ref>Meulengracht Sørensen (2006) s. 62</ref> [[John Lindow]] foreslår, at denne indsamling og nedskrivning af den gamle mytologi er blevet inspireret af kristne tekster, fx [[Klemens saga]]. I den er der ligefrem en opfordring til læsning af de hedenske historier, så man den måde kunne opleve gudernes slette karaktér. Han mener på den baggrund, at den [[teologi]], der kommer til udtryk i [[Yngre Edda]] er baseret på [[Romerbrevet|Romerbrevet 1:18-23]]. I fortælles det bl.a., at hedningene engang havde kendt den kristne gud, men siden havde vendt sig bort fra ham, for i stedet at begynde at dyrke afguder. Lindow mener, at det forklarer værkets [[euhenerisme|euhemeristiske]] tilgang.<ref>Lindow (2001) s. 443-445</ref> Lindow mener desuden, at allerede de tidligste islandske skrifter, der hovedsageligt bestod af [[helgenvita]]e, kan bruges som indirekte levn til fx [[Thor]] og [[Odin]]s betydning, når de beskrives som [[helgen]]ernes dæmoniske hovedmodstandere i de islandske oversættelser af latinske tekster. I disse tekster, som i reglen er ældre end fx Snorres egentlige mytologiske værker, optræder også flere navne på de øvrige guder. Lindow mener, at det viser, at en omfattende viden om den hedenske mytologi var blevet overleveret i klostrene, da nogle af de karakteristika, der kendes fra den øvrige mytologiske litteratur, også findes i dem.<ref>Lindow (2001) s. 444</ref>
 
De fortællinger og forestillinger der knyttede sig til religionen i Norden udviklede sig over tid, og der har været store regionale forskelle. Før [[middelalder]]en var den nordiske mytologi næppe en del af en sammenhængende historie og kulturel enhed. Først da begyndte hedninge, under stærk påvirkning af kristendommen, at forsøge at skabe religiøse institutioner, som vi kender det fra eksempelvis den kristne kultur. Mytologien var i før-kristen tid snarere en [[religiøs dynamik|dynamisk syntese]] af nye og gamle forestillinger, fra et stort geografisk område, og var genstand for stadig fornyelse og gendigtning.<ref>Schjødt (2007) s. 37-38</ref> Myter var ikke kun beretninger, billeder var parallelt med ritualer et andet vigtigt middel, til at videreformidle mytologiske traditioner. Den svenske religionsforsker Anders Andrén beskriver den nordiske litteratur, som kendetegnet af tableauer eller scener, der bindes sammen med korte verselinjer, dvs. der var en udpræget brug af tekstbilleder i modsætning til fx den græske [[Episk|episke tradition]]. Billedlige fremstillinger var sandsynligvis længe en helt integreret del af formidlingen af mytologien, samtidigt med at billeder har virket både styrende og begrænsende for motivvalget i fortællingerne. Det betød dog ikke, at den episke tradition var ukendt i Norden.<ref>Andrén (1991) s. 30-31</ref>
 
[[Fil:Sigurd.svg|thumb|200px|right|Motiv fra runesten, Ramsund, ca. 11. århundrede. Billederne viser en række begivenheder fra sagnet om helten [[Sigurd Fafnersbane|Sigurd]], der var kendt over hele det germanske område mens selve [[Runesten|runeteksten]] omhandler arveforhold. Situationerne fra legenden viser hvordan Sigurd fik sin retmæssige skat.]]
Myter blev også brugt indenfor en helt bestemt kontekst, dvs. de var levende elementer i et bestemt samfund og led i en særlig kultur. Den enkelte myte skal derfor tolkes i relation til den tid og det sted den blev brugt eller nedskrevet i. De sociale forhold i samfundet har fx altid haft stor betydning for forståelsen og formidlingen af mytologiske fortællinger. Derfor var det sociale system i den mytiske verdens en kopi af den virkelige verdens, og i Norden, hvor slægtsskabsforhold var afgørende for de sociale relationer, var de det også i myterne.<ref>Clunies-Ross (1994) s. 87-89</ref> Vi må derfor formode, at man i Island har genfortalt myterne på en anden måde, og lagt vægt på andre elementer, end man gjorde i det øvrige Norden. Kommunikation mellem landene var mulig, og Island var på intet tidspunkt isoleret fra det øvrige Norden. Gennem hele vikingetiden og middelalderen foregik der derfor en livlig, om end ikke regelmæssig kulturel udveksling båret af økonomiske transaktioner mellem alle landene i hele Norden. Udover de geografiske forskelle, var der også sociale variationer, da der har været forskel på hvad overklassen og hvad almuen erfarede, fx rejste kongerne ganske ofte, og havde gode internationale forbindelser.<ref>Schjødt (2007) s. 36-37</ref> En anden væsentlig begrænsning for vores forståelse er det forhold, at de vigtigste skriftlige kilder blev til i Island i 13. til 14. århundrede, da religionen ikke længere var levende.<ref>Clunies-Ross (1994) s. 14-15</ref> Trods disse forbehold er det i dag den mest udbredte opfattelse i forskningen, at der i det store billede har været en høj grad af kulturel kontinuitet i befolkninger i hele det nordiske område,<ref>Schjødt (2007) s. 37</ref> og at de bevarede kilder bygger på ældre før-kristne beretninger, uden nødvendigvis at være direkte afskrivninger.<ref>Schjødt (1994)</ref>
 
== Karakteristik i forskningshistorien ==
4.532

redigeringer