Forskel mellem versioner af "Dansk litteratur i middelalderen"

→‎Aggesen, Saxo og krønikerne: mindre tilføjelse og omskrivning
m (link fix)
(→‎Aggesen, Saxo og krønikerne: mindre tilføjelse og omskrivning)
Fra Danmark kendes to grupper af krøniker: konge- og bispekonger. Undtagelsen fra denne regel er Saxos ''Gesta Danorum'', der nærmest er en forening af de to genre. Kongekrønikernes udgangspunkt er landets oldtid, mens bispekrønikerne ofte er baseret på udenlandske forlæg, fx [[Beda]] og Isidor af Sevilla og som regel har et bibelhistorisk perspektiv. Flere annaler kunne samles til "årbogskrøniker", det gælder fx ''[[Rydårbogen]]''. I andre tilfælde kunne uddrag af andre tekster samles, det gælder fx ''[[Ældre Sjællandske årbog]]''. Den bl.a. rummer uddrag af tekster af Saxo, [[Adam af Bremen]], [[Bernhard af Clairvaux]], [[Thomas Beckett]] og [[Frans af Assisi]].<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 206</ref> Et af de grundlæggende temaer i de bevarede danske krøniker er oprindelsen til begreber og institutioner som ''"kongerækken"'', ''"danmarkshistorien"'' og ''"loven"''. Dahlerup mener, at hovedformålet med genren var at fremstille den nye kongemagts institutioner som evigtgyldige og udtryk for en naturlig orden. Og i den forbindelse skabes ifølge hende de fornævnte begreber.<ref name="dahlerup42" /> Et andet tema i tidens litterære tradition var ’origo gentis’.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 330</ref> En vigtig men skjult inspiration var i den forbindelse den kristne [[Neoplatonisme i middelalderen|nyplatonisme]]. Her var grundtanken sjælen skulle udvikles gennem en række stadier til den nåede et guddommeligt niveau. I litteraturen kunne rejser og historien fungerer som [[allegori]]er for den psykologiske sjælerejse. En anden væsentlig allegori er slagscenerne, hvor de kæmpende parter repræsenterer dyder og laster.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 377</ref> I middelalderen var det normen, at genfortælling af fortidens begivenheder havde et formål.
 
''[[Roskildekrøniken]]'' (ca. 1135) karakteriseres normalt som den ældste danske kirkehistorie. Den er formentligbevaret i Lund, og er måske blevet ført dertil i 1138, da Eskil bliver ærkebiskop.<ref name="dahlerup48" /> Den er skrevet ud fra en opfattelse af, at man levede i [[Dommedag|de sidste tider]]. Samtiden beskrives som en begyndende opløsningstid. Andre tendenser i teksten peger mod, at krøniken blev skrevet i et klerikaleklerikalt miljø ud fra Roskilde biskoppens synspunkt med sympatier for det gregorianske parti i [[Investiturstriden]], da den både tager parti for almuen og det almindelige kleresi, og tager et pacifistisk og nationalt neutralt standpunkt. Dette er modsat ''[[Lejrekrøniken]]'', hvis standpunkt er militaristisk og antitysk, samt positivt overfor aristokratiet. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 211 – 213</ref> I Danmark følger krønikeskrivningen samme nedadgående tendens som det øvrige Europa i [[14. århundrede]]. Det er blevet forslået, at det er et udslag af en [[Senmiddelalderens krise|generel samfundskrise]] på overgangen mellem højmiddelalder og senmiddelalder.<ref name="Kaspersen ea 207" />
 
====Sven Aggesen====
{{hovedartikel|Sven Aggesen}}
Sven Aggesen var den første navngivne danske forfatter og historiker. Han blever af den mægtige [[Thrugotslægten|Thrugotslægt]] og fik formentlig uddanneten uddannelse i Frankrig, dette på trods af [[Thrugot]]han ikke var gejstlig.<ref name="dahlerup57" /> Formålet med hans værk, var at finde det basis, der gav samtidens love og nyetablerede institutioner autoritet, i fortidens (mere eller mindre fiktive) institutioner. Et vigtigt eksempel er [[Valdemarstiden]]s [[Vederloven|Vederlov]], der har delelementer, som er overleveret fra ældre tiders ''[[thinglid]]'', men hvis grundlæggende moralkodeks er en afspejling af det franske høviske ideal. Aggesen er præget af adelens idealer, han er kongetro, national og tyskfjendtlig, ligesom ære og slægt er centrale begreber.<ref name="dahlerup58" /> Hos Aggesenham gøres oldtiden nærværende gennem aktualisering og relatering til samtidige forhold. En af hans mest meste brugte metoder til det er parallelisering mellem fortidens og samtidens begivenheder og personer.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 310-311</ref>
 
Sven Aggesens ''[[Brevis Historia Regum Dacie]]'' består af mundtlige sagn, der er blevet oversat til latin. Baggrunden var ifølge Aggesen selv, at der manglede en Danmarkshistorie, som underforstået var skrevet på latin. Den stilart han benyttede kaldes exemplum-form, og den kendes fra især helgenlegenderne.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 313</ref> Han udformede sin historie som en kongeliste, der består af længere fortællinger, nærmest noveller. Noget der ellers først kendes fra senmiddelalderen. dog har litteraturforskere påvist flere paralleller i samtidige og lidt yngre tekster, det gælder bl.a. Saxo og [[Snorre Sturlason]].<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 318</ref> Værket er skrevet polemiserende i forhold til de ældre krøniker. Især afviger ''Roskildekrønikens'' billede af [[Knud den Hellige]], [[Erik Ejegod]] og [[Erik Emune]] fra Aggesens. Da han tegner et mere positivt billede af disse konger.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 319</ref> Aggesens beretning og brugen af ordet urbanitas i en betydning, der minder om det franske courtier viser, iførlge Dahlerup, at høvisk kultur var til stede i Danmark før 1200.<ref name="dahlerup61" />
 
==Senmiddelalder==
4.532

redigeringer