Tysklands oprustning i 1930'erne: Forskelle mellem versioner

 

==== Rustningsprogram ====

[[Fil:Ausf A Front gray.jpg|thumb|Trods forceret oprustning havde hæren i foråret 1935 kun 12 [[Panzer I]] kampvogne]]

|- style="vertical-align:top; text-align:center; border:1px solid #996; background-color:#ddb;"

!width="20 %" style="background-color:#ddb; border:1px solid #996"|

|-

| style="border:1px solid #996" align="center" | [[Armékorps]]

 

==== Økonomiske problemer ====

I lighed med de andre to værn var også flåden underkastet problemet med knapheden på stål. Udover disse forsyningsvanskeligheder var der også organisatoriske problemer, som viste sig ved, at flåden ganske vist efter Hitlers konference med værnscheferne den [[5. november]] [[1937]] var blevet tildelt en forhøjelse af den månedlige kvota på stål fra 45.000 til 70.000 ton, men at værfterne slet ikke var i stand til at forarbejde disse mængder. I april 1938 lå forbruget kun på 53.000 ton.<ref name="Dülffer" /> Endnu vanskeligere viste spørgsmålet om arbejdskraft sig at være, for personalemangelen i slutningen af 1938 kunne kun delvis dækkes af de i juli forordnede tjenesteforpligtelser, mens det øgede arbejdskraftsbehov til bygningen af slagskibe i 1939 slet ikke kunne dækkes. Desuden betød boligmangel for værftsarbejderne og de voksende tjenesteforpligtelser til et dårligt arbejdsklima.<ref name="Dülffer"/>

 

 

== Organisation af rustningsindustrien ==

Ved en analyse af den af nationalsocialisterne fremførte påstand om at deres førerstat var de foragtede vestlige demokratier langt overlegen, når det drejede sig om mobilisering af våbenindustrien, kan man kun komme til den slutning, at netop deres ledelsesstil førte til ineffektivitet i økonomien, hvilket først blev overvundet i 1942 da [[Albert Speer]] overtog styringen.<ref group="A">Først ved udnævnelsen af Speer til rigsminister for våben og ammunition i 1942 og i 1943 til rigsminister for rustning og krigsproduktion lykkedes det at gennemføre en fuldstændig omstilling af økonomien til krigsproduktion og at gå fra en håndværksmæssig fremstilling af krigsmateriel til en massefremstilling. Det af Speer anvendte koncept om "industriens eget ansvar" frigjorde alle de dynamiske kræfter i et moderne industrisamfund og muliggjorde "Speers oprustningsmirakel". Se MGFA, Bind 5/2, S.343</ref> Ganske vist var de ansvarlige klar over, at en fremtidig krig i lighed med første 1. verdenskrig ville blive en langvarig blokade- og udmattelseskrig, og at det var nødvendigt at man anskaffede tilstrækkelige reserver og koncentrerede sig stærkere om fremstilling af militære produkter på bekostning af civil produktion for at kunne holde ud tilstrækkeligt længe; men den heraf følgende konsekvens, at kun med en streng centralisering af beslutningerne ved indsættelse af en økonomisk diktator kunne give håb om den ønskede sejr, blevet ikke fulgt. I stedet blev der til stadighed opbygget nye institutioner, som stod i vejen for eller endda bekæmpede hinanden:<ref>Om organisationerne MGFA: Bind 5/1, 2.Teil: „''Die Mobilisierung der deutschen Wirtschaft für Hitlers Kriegsführung.''“ S.&nbsp;349ff.</ref>

* I 1935 blev der med "Reichsverteidigungsgesetz" besluttet at indføre en generalbefuldmægtiget for krigsøkonomien. Denne havde dog kun indflydelse på de krigs- og livsvigtige virksomheder. Ansvaret for de rene våbenfabrikker blev hos Wehrmacht.

== Eksterne link ==

[http://histclo.com/essay/war/ww2/cou/ger/rearm/w2ga-nazi.html {{en sprog}} NAZI Rearmament Program]

 

 

{{Link GA|de}}

 

[[ar:إعادة التسلح النازي]]