Venskabs- og allianceaftalen mellem Mongoliet og Tibet: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Luckas-bot (diskussion | bidrag)
Rmir2 (diskussion | bidrag)
Linje 7:
Efter [[Qing-dynastiet]]s [[Xinhai-revolutionen|fald]] (1911) erklærede sig både [[Tibet]] og [[Mongoliet]] selvstændige under [[Lamaisme|lamaistiske]] statschefers ledelse. De anerkendtes dog ikke af den [[Republikken Kina (1912–1949)|den kinesiske republik]]. I aftalen erklærede Mongoliet og Tibet gensidigt anerkendelse af hiandens selvstændighed. Mongoliets repræsentanter, som underskrev aftalen, var udenrigsminister Da Lama Ravdan og general [[Manlaibaatar Damdinsüren]]. Tibets repræsentanter var [[Agvan Dorjiev]], egentlig en russisk medborger, Chijamts og Gendun-Galsan, en tibetansk medborger. Der har været rejst tvivl om aftalens gyldighed idet den 13:e [[Dalai Lama]] dementerede, at han havde givet Dorjiev mandat til at forhandle om en aftale med Mongoliet. Endnu vigtigere er det, at hverken Dalai Lama eller Tibets regering har stadfæstet aftalen.<ref> Bell, s. 150f, 228f, 304f.</ref> Den russiske regeringen hævdede, at Dorjiev som russisk medborger aldrig skulle kunne forhandle på Dalai Lamas vegne.<ref>UK Foreign Office Archive: FO 371/1608; </ref>
 
Fraset denne, hvor de to lande anerkendte hiandenhinanden, anerkendtes hverken Tibet eller Mongoliet umiddelbart som selvstændige stater af de fleste lande. Derimod ansås den kinesiske republik at have suverænitet over områderne. Den vestlige verdens, især [[Rusland]]s og [[Storbritannien]]s, interesser i begge de to områder garanteredes ved aftaler med Qing-dynastiet, hvilke den kinesiske republik hævdede skulle holdes. Ved at anerkende Mongoliet og Tibet ville de vestlige lande reelt have indrømmet, at aftalerne med Kina var ugyldige. I vest var man også urolig for, at en anerkendelse ville føre til instabilitet i området, hvilket man troede kunne undgås ved at fastholde aftalerne med Kina.
 
== Aftalens overlevelse ==