Forskel mellem versioner af "Evidensbaseret medicin"

ingen ændringskommentar
Denne måde er karakteriseret ved at klinikeren bevidst træffer beslutninger om hvilken behandling der skal iværksættes/anbefales overfor en patient ud fra den bedste evidens om virkningen af (og bivirkninger ved) forskellige behandlinger der foreligger. Valg af diagnostisk metode tager udgangspunkt i den bedste evidens for forskellige metoderes pålidelighed/troværdighed der foreligger.
 
‘Den bedste evidens’ betyder her de mest muligt “kritiske” empiriske undersøgelser (se fx s. 106 i Severinsen 2007)), hvor muligheder for fejl fx pga. [http://en.wikipedia.org/wiki/Confounder confoundere] så vidt muligt er minimeret – først og fremmest publicerede resultater af randomiserede kliniske undersøgelser ([http://en.wikipedia.org/wiki/Randomised_controlled_trials RCT]). Klinikeren skal også søge efter undersøgelser af behandlingens bivirkninger ved forskellige behandlinger, gerne omfattende kohortestudier.
 
Findes der ikke RCT-undersøgelser af en behandlings effekt (eller endnu bedre: en metaanalyse der konkluderer ud fra flere forskellige RCT-undersøgelser), må klinikeren ty til lavere rangerede undersøgelser/mindre pålidelige metoder, fx epidemiologiske undersøgelser, jf. evidensstyrketabellen:
32

redigeringer