Peter Andreas Heiberg: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 43:
Af dette skænderi mellem to ansete liberale publicister kunne efter de københavnske frisindedes formening "kun Fanden have Fryd", og de skyndte sig med at få Heiberg og Bruun forligede. Ikke desto mindre havde navnlig Bruuns måde at polemisere på vakt anstød hos indflydelsesrige mænd, og således bidrog denne "Dyvekefejde" til, at ønsket om en ny presselov blev stærkere og stærkere. I den offentlige debat, som i den anledning udspandt sig, deltog Heiberg med sin lille, klare ''[http://da.wikisource.org/wiki/En_Draabe_i_det_store_Hav_af_Skrifter_om_Skrivefrieheden Draabe i det store Hav af Skrifter om Skrivefrihed]'' (1797). Heiberg havde ikke skrevet denne lille brochure af Lyst; "Sagens Vigtighed" ligesom tvang ham dertil. Og om den dom, der senere drev ham i landflygtighed, også heri fandt udtalelser, der kunne forøge hans skyld, så var det dog navnlig den del af hans forfattervirksomhed, der faldt under og efter "Notarialfejden", der fremkaldte dommen.
 
Notarialfejdens årsag var følgende: Heiberg havde i 10 år assisteret den gamle [[notarius publicus]] [[Christen Schmidt]] til dennes fuldstændige tilfredshed. Schmidt havde derfor lovet ham, at han skulle gøre alt for at få ham udnævnt til sin eftermand i embedet. Dette synes Heiberg også at have været så sikker på, at han opgav den visse exspektanceekspektance, han (i maj 1790) havde fået på sin svigerfaders [[dispachør]]bestilling.
 
Ikke desto mindre havde Heiberg søgt 2. deputeret i [[Kancelli]]et, [[Christian Colbjørnsen]], for at få yderligere stadfæstelse af sit håb om notarposten. Colbjørnsen havde da, efter Heibergs sigende, "i meget smigrende Udtryk opmuntret dette Haab". Da hændte det sig, at N.D. Riegels under Heibergs korte sommerophold i Norge (1797) udgav nogle åbne breve til ham. Disse fremkaldte et skarpt og hånligt modskrift fra Colbjørnsens side. Da nu Heiberg ansøgte om notarposten, indstillede Colbjørnsen så vel som de andre kancelliherrer ikke