Seneca Otto von Falkenskiold: Forskelle mellem versioner

Hvis man kan stole på hans egne meddelelser, så han imidlertid klart det uholdbare i Struensees stilling og var ikke blind for, hvor urigtig denne bar sig ad med at gjennemføre sine reformer, også dem, der i og for sig vare sunde og forstandige. Han fraraadede Struensee indstændig at gaa for hastig frem. Men hvor lidt han end hørte til dennes blinde Beundrere, blev han dog draget med i hans ulykke. Rimeligvis har han haft bitre fjender i de højere officerer, der spillede en vigtig rolle ved katastrofen [[17. januar]] [[1772]]. Han blev fængslet samtidig med Struensee og behandlet med skammelig vilkårlighed. Først efter at have været holdt i over 7 ugers utålelig arrest, blev han stillet for en kommission og måtte besvare en række anklagepunkter, det ene mere urimeligt og småligt end det andet, og iblandt hvilke et af de værste var, at han en gang, da han med sit regiment mødte [[Arveprins Frederik]], havde ladet musikken blive ved at spille og ikke givet plads til, at prinsen kunde komme forbi. Men hvor taktløst dette end var, så berettigede dog hverken denne forseelse eller, hvad der ellers blev lagt ham til last, magthaverne til, uden at hans sag blev genstand for en formelig rettergang, at sende ham i forvisning på livstid til [[MunkholmMunkholmen]]. Han ankom her til [[4. august]] 1772. Uagtet dette fængsel visselig var et alt andet end indbydende opholdssted, og skønt han døjede af det barske klima og mange ubekvemmeligheder, blev han dog i det hele ikke hårdt behandlet. Han kunde i rigt mål hengive sig til litterære sysler, og han affattede her en del af sine memoirer. Det gjør et tiltalende indtryk at se, hvorledes han bevarede friskhed nok til at kunne glæde sig over det storladne indtryk, som stedets natur gjorde på ham.