Biosonar: Forskelle mellem versioner

'''EkkolokationBiosonar''', også kaldet '''BiosonarEkkolokalisering''', er en måde at orientere sig på, hvor dyr udsender lyde og bruger tilbagekastede ekkoer til at orientere sig i omgivelserne. Det findes i den biologiskebedst udviklede form hos [[sonarsmåflagermus]] der bruges(Microchiroptera) af adskilligeog [[pattedyrtandhvaler]] (Odontoceti), såmen somsimplere former findes også bl.a. hos en slægt af [[flagermusstorflagermus]] (''Rousettus''), kinesiske [[delfinhulesvaler]]er (''[[Aerodramus]] sp.'') og [[hvalfedtfugl]]eren (''Steatornis caripensis''). Ordet blev opfundet af Donald Griffin, der var den første der demonstrerede dets eksistens i flagermus. To fuglegrupper (hule[[sejlere]] samt arten ''Steatornis caripensis'') bruger også systemet, til at navigere rundt i huler.

Dyr der bruger ekkolokationekkolokalisering udsender lyde i deres miljø. De lytter til [[ekko]]et der kommer tilbage fra forskellige objekter i deres miljø. De bruger disse ekkoer til at finde, afstandsbedømme og identificere objekter. EkkolokationEkkolokalisering bruges til [[navigation]] og jagt i forskellige miljøer.

EkkolokationEkkolokalisering fungerer som aktiv [[sonar]], ved brug af lyde fra et dyr. Afstandsbedømmelse gøres ved at måle tidsforskellen mellem dyrets udsendelse af lyden og ekkoer der kommer tilbage fra miljøet. Hvor sonar afhænger af en meget tynd stråle til at lokalisere et mål, bruger dyrs ekkolokationekkolokalisering flere modtagere. Ekkolokaliserende dyr har to ører, der er placeret lidt forskelligt. Ekkoerne der når ørerne, ankommer på forskellige tidspunkter og med forskellige lydstyrker, afhængigt af positionen på det objekt der genererede ekkoet. Tiden og lydstyrke forskellene bruges af dyret til at opfatte retningen. Med ekkolokationekkolokalisering kan dyret ikke bare se hvor objektet er, men også hvor stort det er, dets masse, osv.

[[Flagermus]] er en af de bedst kendte eksempler på brug af ekkolokationekkolokalisering blandt dyr. Alle Småflagermus[[småflagermus]] bruger ekkolokation. [[Lazzaro Spallanzani]] udførte en række eksperimenter i 1794 og konkluderede at de navigerede via deres hørelse. Det videnskabelige miljø afviste hans opdagelser på det tidspunkt. At flagermusene bruger [[Ultralydultralyd]]s ekkolokationi brugt afderes flagermusekkolokalisering blev først beskrevet af zoologen Donald Griffin i 1938.

[[Småflagermus]] bruger ekkolokationekkolokalisering til at navigere og jage, ofte i totalt mørke. De kommer som regel frem fra deres hvilesteder i huler og på lofter ved tusmørke og jager efter insekter i løbet af natten. Deres brug af ekkolokationekkolokalisering gør det muligt for dem at besidde en niche i deres økosystem, hvor der er mange insekter og lille konkurrence om maden - og hvor der samtidigt er få rovdyr der kan jage efter flagermusene.

[[Småflagermus]] genererer ultralyd via deres [[stemmebånd]], og udsender lyden gennem deres åbne mund, eller sjældnere, deres næse (udtalt hos især [[hesteskonæser]]ne (Rhinolophidae). Lydfrekvensen går fra 14.000 til 100.000 Hz. De udsendte vokaliseringerlyde former en relativt bred stråle af lyd der bruges til at udforske miljøet.

Når de jager efter bytte producerer de lyde en 10-20 gange i sekundet. I søgefasen er lydudsendelsen koblet sammen med åndedrættet, der igen er koblet sammen med vingeslagene. Det tænkes at denne kobling sparer energi. Efter et bytte er detekteret, forøger Småflagermusene[[småflagermus]]ene raten de udsender lydene med, og kan afslutte med 200 lyde/sek. Når flagermusen nærmer sig byttet falder mellemrummet mellem lydene, og energien i de udsendte lyde.

Det har været spekuleret at delfiner kan bruge en meget kraftig form for ekkolokationsonarsignaler, til at lamme eller desorientere deres byttedyr med.