Containment: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m robot Ændrer: nl:Containmentpolitiek |
afsnit tilføjet, noter tilføjet, større ændring |
||
Linje 6:
Containment-politikken blev i slutningen af 60'erne erstattet af [[détente]]-politikken.
==Korea efter Anden Verdenskrig==
Siden 1910 havde [[Korea]] været en del af det [[Japanske kejserdømme]] som i sommeren [[1945]] brød sammen. Efter [[Anden Verdenskrig]] kom Korea under fælles besættelse af sovjetiske og amerikanske styrker, Sovjet besatte den nordlige del og Amerika den sydlige del. Moskva og Washington blev uden større vanskeligheder enige om, at Den [[38.breddegrad]], skulle fungere som [[demarkationslinje]], indtil der kunne etableres en samlet koreansk regering og besættelsesstyrkerne efterfølgende skulle trækkes ud. Tilbagetrækningen af styrkerne fandt sted i 1948-49, men der var ingen enighed om hvem der skulle lede landet og efter et [[FN]] - godkendt valg fik den amerikanskstøttede Republik Korea kontrollen med den sydlige del og uden valg fik den sovjetiskdominerede Demokratiske Republik Korea magten i den nordlige del af landet<ref> Gaddis(2005), s.58-60</ref>.
===Inddæmningspolitikken===
[[Stalin]] var overbevist om at en ”anden front” var mulig i Østasien, den skulle oprettes via stedfortrædere, hvilket ville minimere risikoen for [[USSR]]. Stalin mente ikke at amerikanerne ville reagere, fordi de ikke havde gjort noget for at støtte de kinesiske nationalisters kamp mod kommunisterne og [[Mao]] i [[Kina]]. Stalin ønskede at opretholde den [[kommunisme|kommunistiske]] fremdrift, som Maos sejr det foregående år havde igangsat. Kommunistisk sejr i Østasien, skulle kompensere for de Europæiske tilbageslag og fungere som modvægt til USA´s mere og mere åbenlyse forsøg på at indlemme Japan i sit alliancesystem efter krigen <ref>denstoredanske.dk</ref>.
USA forsøgte på baggrund af dets inddæmningspolitik overfor Sovjetunionen, at inddæmme unionens ekspansive tendenser. Man støttede lande som [[Grækenland]] og [[Tyrkiet]] økonomisk og militært, for at undgå kommunistisk indflydelse og derved komme under sovjetisk kontrol. I [[Frankrig]] og [[Italien]] forsøgte man at holde de kommunistiske partier udenfor regeringsindflydelse. Lederen af en ny planlægningsstab i det amerikanske udenrigsministerium [[George F. Kennan]] forklarede i en artikel i tidsskriftet ”Foreign affairs” at hovedindholdet i den amerikanske politik overfor Sovjetunionen skulle være en ”…langsigtet, tålmodig, fast og årvågen inddæmning af unionens eventuelle fremtidige ekspansion. På lang sigt kunne USA så fremme en opløsning eller en gradvis nedbrydning af Sovjetunionens magt.”
For at fremme USA´s politik blev der taget økonomiske, politiske og militære midler i anvendelse, med en gradvis forskydning mod de militære midler. Kennan ønskede selv at fastholde hovedvægten på de økonomiske midler som i fx [[Marshallplanen]], men han blev fortrængt af både politikere og diplomater der ønskede at bruge militære midler i form af [[NATO]]. Koreakrigens udbrud i juni 1950 udløste en kraftig styrkelse af den militære vægtning.
Oprindelig blev inddæmningspolitikken formuleret med henblik på [[Europa]], men blev også i 1950´erne og 1960´erne brugt til at inddæmme Kina. Efter [[Den kolde krig]]s afslutnings kan det diskuteres om det var de økonomiske og politiske midler eller de militære der viste sig mest virkningsfulde. <ref>denstoredanske.dk</ref>
===FN missionen===
FN´s inddragelse i Korea-krigen: Lørdag den [[24. juni]] [[1950]] får den amerikanske præsident [[Harry S. Truman]] besked om, at det sovjetisk støttede [[Nordkorea]] har angrebet det pro vestlige [[Sydkorea]]. Dette blev af den amerikanske præsident opfattet som den frie verdens styrkeprøve mod den aggressive og ekspanderende kommunisme. Truman rettede derefter henvendelse til FN om at indkalde sikkerhedsrådet og d 25. juni 1950 12 timer senere var rådet samlet.
D 25. juni 1950 vedtager FN s sikkerhedsråd den første Korea-resolution, USA sender sin 7. flåde til Formosa-strædet. Resolutionen gør Nordkorea ansvarlig for krigens udbrud, opfordrer til krigens ophør og til at Nordkoreanerne trækker deres styrker ud af Sydkorea. Samtidig opfordres FN´s medlemslande til at føre resolutionerne ud i livet og ikke hjælpe Nordkorea.
D 27. juni 1950 vedtager FN´s sikkerhedsråd den anden Korea-resolution, denne resolution opfordrer til direkte militær deltagelse<ref>Frederiksen(2005), s.76-80</ref>.
I alt 16 FN-lande sender soldater til krigen, det lykkedes FN-styrkerne på bare to uger at vende krigens gang og trænge de nordkoreanske styrker tilbage til omkring den 38. breddegrad. Det militære mål for FN var nået.
D7. Oktober 1950 vedtager FN´s generalforsamling, at alle nødvendige skridt skal tages for at sikre stabile forhold i Korea, herunder oprettelsen af et forenet, uafhængigt og demokratisk styre. <ref>Frederiksen(2005), s.82</ref>
Mange havde håbet, at FN i efterkrigstiden ville være et aktivt fredsskabende organ, der kunne forhindre internationale konflikter. Men Korea-krigen var det første eksempel på at FN involverede sig så voldsomt i en international konflikt. USA brugte FN til at legitimere sin inddæmningspolitik, for USA havde forud for krigen ingen aftale med Sydkorea om hjælp i tilfælde af krig. <ref>Frederiksen(2005), s.92</ref>
==Noter==
{{reflist}}
==Litteratur==
*Gaddis, John Lewis (2005):Den kolde krig, Gyldendal
*Peter Frederiksen, (2005): Korea i konflikt og forandring, Systime A/S
*http://www.denstoredanske.dk/Samfund%2c_jura_og_politik/Samfund/International_politik_og_organisationer/containment
[[Kategori:Den kolde krig]]
| |||