Iver Rosenkrantz (gehejmeråd): Forskelle mellem versioner

Iver Rosenkrantz skulle i sin alderdom nu prøve livet som godsejer, hvilket egentlig var ham ret ukendt. Hans forfædre havde bået drevet deres herregårde ved siden af deres forpligtigelser i hær og regering. Iver havde efter sin moder [[1716]] arvet [[Vosnæsgaard]] nord for [[Århus]], men han solgte allerede denne gård efter par år. Herefter havde han ingen godser i de næste mange år, men da [[Frederik 4.]] havde forvist ham til Viborg, havde han nok regnet med at hans karriere ikke ville bringe ham videre. Han købte da 1727 slægtens gamle stamsæde, [[Rosenholm Slot|Rosenholm]] af sin halvniche [[Hilleborg Gyldenstierne]]. 1735 købte han så [[Ryegaard]] ved [[Roskilde]]. Og endelig arvede han i fælleskabfællesskab med sin hustru [[1737]] herregårdene [[Egholm (Sæby Sogn)|Egholm]] og [[Krabbesholm (Gershøj Sogn)|Krabbesholm]], ligeledes ved Roskilde. Han var således blevet storgodsejer med et samlet jordtilligende på 2000 tønder [[hartkorn]], heraf to tredjedele på [[Roskilde]]egnen. I København havde han endvidere haft et palæ i [[Slotsholmsgade]], som kongen [[1740]] købte for at bygge det nuværende [[Lerches Palæ]] på grunden.

I sin ministertid havde Iver Rosenkrantz naturligt nok foretrukket at bo på sine sjællandske herregårde samt i sit københavnske palæ. Men [[1740]] vendte han hjem til barndomshjemmet i Jylland for at tage fast ophold på [[Rosenholm Slot|Rosenholm]]. Slottet her var bygget af oldefaderen [[Jørgen Ottesen Rosenkrantz]] og var nu knap 150 år gammelt. Iver Rosenkrantz havde nok været vant til at leve et komfortabelt liv i København, hvorfor han nu lod Rosenholms indre modernisere i barokstil. Han indkøbte nye møbler, gobeliner, malerier og skabte her et moderne hjem. Da han tillige var en passioneret haveelsker, lod han anlægge et stor park med lindealléer og bøgehække. Hvorledes han tilbragte sin tid på Rosenholm, har han skildret i et digt på latin til [[Hans Gram]] [[1741]]. Det viser, at selvom han havde nok at sysle med og endnu kunne finde glæder i livet, følte han dog smerte ved den uret, han mente at have lidt. En glæde var det sikkert, at kongen et par år efter hans afsked greb en lejlighed til at vise ham, at han tænkte med venlighed på ham. Han forhøjede nemlig uden nogen anmodning fra Rosenkrantz' side hans pension med yderligere 1000 rigsdaler. Netop den gang havde [[Christian 6.]] fået at vide, at Rosenkrantz var svagelig, og han skrev i anledning af pensionsforhøjelsen til [[Johan Ludvig Holstein|Holstein]]: ”''Maaske lever Rosenkrantz ikke længe. Katarrhalske Febre ere farlige for en Mand i hans Alder. Det gjør mig ret ondt for den brave Mand''”. Ikke længe efter skænkede han Rosenkrantz en kostbar dåse med [[brillant (ædelsten)|brillanter]]. Efter forskellige svingninger endte forholdet imellem kongen og Rosenkrantz således mildt og harmonisk.