Versionen fra 19. dec. 2005, 21:39 redigér PHansen (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede, Udvidede bekræftede brugere 15.932 edits 1. version af oversat artikel - fra norsk, original er tysk		Versionen fra 19. dec. 2005, 22:05 redigér fjern redigering Heelgrasper (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 15.064 edits et enkelt linkfix jf. paverækken Gå til næste forskel →
Linje 4: Først efter at Karl 5. i [[1544]] ved [[freden i Crépy]] havde bragt stridighederne med [[Frankrig]] til ende, havde han mulighed for og midler til at bruge magt mod Det schmalkaldiske forbund.<br> Keiseren sluttede forbund med [[pave]] [[Paul 3.]] ([[1534]]-[[1549]]) mod ''[[kætter]]ne''. Da forbundet i [[1546]] vægrede sig ved at sende repræsentanter til [[Tridenterkoncilet\|koncilet i Trient]], lyste han [[Johann Fredrik 1. af Sachsen]] og [[Philipp 1. af Hessen]] fredløse (''Reichsacht/rigsakt''[http://de.wikipedia.org/wiki/Reichsacht]). <br> Det lykkedes ham at vinde den egentlig protestantiske [[hertug]] [[Moritz af Sachsen]] for sin sag, noget som svækkede forbundet. Han udnyttede dette ved at indlede sit såkaldte ''Donaufelttog'' mod forbundet, først mod isolerede forbundsbyer i Syd-Tyskland ([[Ulm]], [[Konstanz]], [[Biberach]]); og han besejrede den [[24. april]] [[1547]] den schmalkaldiske forbundshær i [[slaget ved Mühlberg\|slaget på Lochauer Heide]] ved [[Mühlberg (Elbe)\|Mühlberg an der Elbe]].<br> Johann Frederik 1. blev taget til fange, og landgreve Philipp af Hessen overgav sig. Begge blev i årevis holdt i fangenskab i Nederlandene. Selv om [[Bremen]] og [[Magdeburg]] fremdeles modstod kejseren, var forbundet i realiteten opløst.

Den schmalkaldiske krig: Forskelle mellem versioner